Elisabeth Hude

Elisabeth Hude var filolog, medarbejder ved Ordbog over det danske Sprog i hele udgivelsesperioden 1919-54 og desuden stærkt engageret i kvindesagens akademiske gren; hun var i en menneskealder viceefor for Kvinderegensen og i perioden 1940-58 formand for foreningen Kvindelige Akademikere. De to virkefelter forenede hun i en række litteraturhistoriske værker om dansk guldalderlitteraturs store kvindeskikkelser Thomasine Gyllembourg, Henriette Hanck og især Johanne Luise Heiberg, hvormed Elisabeth Hude kan siges at have grundlagt dansk kvindelitteraturforskning.

Begge Elisabeth Hudes forældre var akademikere. Faderen var klassisk filolog og forestod en række berømmede udgaver af græske forfattere. Han var broder til historikeren Anna H., der i 1893 som den første kvinde fik antaget en doktordisputats ved Københavns Universitet. Elisabeth Hude tog studentereksamen fra Frederiksborg Statsskole 1911, blev 1918 cand.mag. fra Københavns Universitet i engelsk, tysk og fransk og var i et kortere tidsrum gift med orientalisten Svend Pallis. Allerede før sin embedseksamen fik hun i 1915 ansættelse ved det store ordbogsprojekt, hvor hun udskrev og verificerede citater for redaktionen. Da Kvinderegensen åbnede i 1932, blev hun tilknyttet som viceefor, dvs. daglig leder med embedsbolig på kollegiet, en stilling, hun beholdt til sin død. Som formand for Kvindelige Akademikere iværksatte hun en hvervekampagne, hvorved medlemstallet øgedes til 480; heraf kom en del fra en aflægger af foreningen i Århus. Med henblik på især udenlandske studerendes ophold i Danmark blev der endvidere iværksat indsamlinger til stipendier. Også de helt unge interesserede hun sig for, og 1952 opfordrede hun sin bekendt, rektor Vibeke Bjernum til at organisere en erhvervsvejledning for gymnasiets piger.

Elisabeth Hude indledte sin beskæftigelse med guldaldertidens kvindeskikkelser som en del af den gruppe, der under ledelse af historikeren professor Aage Friis forestod fjerdeudgaven af Heibergs erindringer Et Liv gjenoplevet i Erindringen. Gruppen påbegyndte arbejdet i 1940, da den store skuespillerindes arkiver blev tilgængelige, og værket udkom i 1944 med et omfattende tillæg af varianter og oplysninger. Senere udarbejdede Elisabeth Hude kommentarerne til andenudgaven af skuespillerinden Julie Sødrings Erindringer, 1951. Understøttet af især Carlsbergfondet, hvis bevågenhed Elisabeth Hudes forskningsarbejde også siden hen nød godt af, skrev hun Caroline Schlegel, 1944, en indsigtsfuld og underholdende biografi over en kvinde, som gennem sine bekendtskaber og ægteskaber med nøglepersonerne i den tyske romantik blev midtpunktet i et fængslende litterært miljø.

Under indtryk af litteraturvidenskabens orientering i nykritisk retning efter Anden Verdenskrig forskød Elisabeth Hude i hovedværket Thomasine Gyllembourg og Hverdagshistorierne, 1951, vægten fra Gyllembourgs betydning som kulturhistorisk personlighed til analysen af de litterære værker. Størstedelen af bogen består af en omhyggelig tværlæsning af alle Gyllembourgs fortællinger for at kortlægge temaer, idealer, karakterer, miljøer, komposition og litterær påvirkning. Elisabeth Hude læser i sympatisk forståelse med forfatteren, når hun viser, at fortællingernes budskab er hverdagslivets harmoniske samvirken mellem poetisk ideal og borgerlig realitet, men bogen tager ikke skridt til feministiske overvejelser over, om læsning af kvindelige forfattere fordrer særlige synsmåder og metoder. I 1958 udsendte Elisabeth Hude Henriette Hanck og H.C. Andersen, hvor de to bysbørns og ungdomsvenners forskellige livs- og forfatterskæbner beskrives gennem udvalgte citater fra den store korrespondance, som da nyligt var publiceret. Det var det første og er stadig det eneste betydelige arbejde om Hanck. Elisabeth Hudes interesse samler sig her igen om personligheden og især den beskedne sociale position og mangel på litterære ambitioner, som kønnet indebar, hvorimod analysen af Hancks to romaner ikke er dybtgående. Interessen for H.C. Andersen udmøntedes også i enkelte artikler, der blev trykt i Anderseniana mellem 1967 og 1974.

Elisabeth Hude genoptog arbejdet med Heiberg og skrev på baggrund af det righoldige brevstof en detaljeret redegørelse for skuespillerindens sidste 30 leveår, Johanne Luise Heiberg 1860-1890, 1961, for at imødegå den fordom, at ægtemandens død skulle have berøvet hende alt livsindhold. Elisabeth Hude viser, hvordan de tre adoptivdøtre, som Heiberg opdrog og bortgiftede, de mange udlandsrejser og den store bekendtskabskreds fyldte hendes tilværelse godt ud. Johanne Luise Heiberg og Peter Simonsen, 1959, og Johanne Luise Heiberg og J.C. Jacobsen, 1964, fortæller om venskaber med dels nordmanden Peter Simonsen, dels den danske brygger og mæcen, og i Johanne Luise Heiberg som brevskriver, 1964, forsøger Elisabeth Hude ud fra sin store fortrolighed med hele hendes korrespondance at karakterisere hendes breve lige fra deres ydre form, datering, adressering og skriftbillede, til deres sprog, stil, ordforråd, komposition og livssyn. Bortset fra i bogen om Hanck rettede Elisabeth Hude ikke søgelyset mod glemte kvindeskikkelser, men hendes indsats for at beskrive de kvindelige forfatteres liv og kulturelle betydning som en helhed og igennem deres egen selvforståelse var et pionerarbejde. Hun blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen 1952.