Faktaboks

Edith Olsen
Edith Schwartz- Olsen
Født
4. oktober 1901, København
Død
17. marts 1996, København
Arbejdsliv
Forbundsformand og fagforeningsformand
Familie

Forældre: skibstømrer Aksel Lauritz Nielsen (1859-1941) og Kristine Berta Nielsen (1866-1933).

Gift 20. februar 1937 (b.v.) med slagter Hans Peter Marius Olivert Schwartz-Olsen, født 10. september 1882 i Vindinge sogn, Københavns amt, død 19. oktober 1964 i Glostrup sogn, s. af murer Jens Peter O. og Else Mogensdatter.

Børn: Inga (1938).

I nekrologen i Det Fri Aktuelt kaldes Edith Olsen arbejderbevægelsens sidste pioner. Hun voksede op på Christianshavn i København som den næstyngste af en søskendeflok på ni. Hjemmet var et beskedent arbejderhjem, og skønt faderen tjente en efter datidens forhold god løn, var økonomien stram, og Edith Olsen måtte allerede fra syvårs alderen passe to bypladser samtidig med skolegangen. Efter konfirmationen kom hun ud at tjene og havde forskelligt arbejde, indtil hun i 1926 kom til rebslageriet Jacob Holm & Sønner og samtidig blev medlem af Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) Københavns afdeling 1. 1930 valgtes hun til tillidsrepræsentant for de ca. 250 KAD-medlemmer, der var ansat i virksomheden. Edith Olsen blev medlem af afdelingsbestyrelsen i 1935, men allerede året efter, i 1936, valgtes hun på en generalforsamling til afdelingens faglige sekretær. Hun kom nu til at beskæftige sig med det, der skulle blive hovedparten af hendes faglige virke, nemlig de mange overenskomster, som fagforeningen dengang indgik med de enkelte arbejdspladser. Fra da af var hun heldagsbeskæftiget fagforeningsfunktionær. Få måneder senere blev hun afdelingsformand, da den hidtidige formand Johanne Jensen og forbundets hovedkasserer Kirstine Haagensen var blevet afsløret i bedrageri over for arbejdsløshedskassen. Afdeling 1 var netop i 1930’erne præget af en kommunistisk domineret opposition, og ved medlemsmøderne gik bølgerne ofte højt. Bedragerisagen gjorde ikke forholdet mindre spændt.

1938 var Edith Olsen blevet medlem af KADs hovedbestyrelse. Forbundsformanden Fanny Jensen havde nu for alvor fået øje på hendes kvalifikationer, og i 1941 opfordrede hun Edith Olsen til at blive faglig sekretær i forbundet. Dette blev yderligere et skridt fremad i hendes faglige karriere, og igen blev arbejdet med overenskomsterne hendes hovedopgave. Da Fanny Jensen i 1947 blev udnævnt til minister, anbefalede hun Edith Olsen, der samme år var blevet næstformand, som sin efterfølger. På kongressen i 1948 valgtes Edith Olsen enstemmigt og med akklamation til forbundsformand for KAD. Hun bestred denne post i 24 år, indtil hun ved kongressen i 1971 trak sig tilbage. I alle disse år var hun tillige medlem af Centralorganisationen af Metalarbejderes ledelse samt af LOs forretningsudvalg. Hendes formandsperiode var præget af en stærk økonomisk vækst, som afspejlede sig i KADs medlemstal, der steg støt og roligt fra 28.000 i 1948 til 57.000 i 1971.

Ligeløn var Edith Olsens hjertesag. Op gennem 1950’erne og 1960’erne var et af de helt centrale krav for KAD indførelse af lige løn for lige arbejde. Både løn og dyrtidsregulering udgjorde for de ufaglærte kvinder kun totredjedel af mændenes. Allerede i 1930’erne havde KADs afdeling 5 med Inger Gamburg i spidsen krævet ligeløn. På forbundsplan blev kravet første gang fremsat i 1945, og i 1951 lykkedes det at få det med i de generelle overenskomstforhandlinger. 1969 opnåede kvinderne samme dyrtidstillæg som mændene, men der skulle gå endnu nogle år, før kravet om ligeløn endeligt blev indfriet. I 1970 engagerede den nydannede rødstrømpebevægelse sig effektfuldt i kampen for ligeløn. Mange faglige kvinder sluttede op om deres initiativer, bl.a. de kvindelige bryggeriarbejderes formand Margit Fogh Jensen. Edith Olsen forholdt sig tøvende over for samarbejdet med rødstrømperne, men de vellykkede aktioner ændrede ligeløn fra at være et isoleret spørgsmål for den kvindelige fagbevægelse til at blive et generelt kvindekrav. Ved overenskomstforhandlingerne i 1971 var Edith Olsen derfor indstillet på at stå fast og udtalte, at uden ligeløn ville hun ikke anbefale et mæglingsforslag. Og sådan blev det; da ligelønskravet heller ikke denne gang kom til at indgå i mæglingsforslaget, blev det forkastet af KADs medlemmer. Edith Olsen var kendt for sit farverige og bramfrie sprog, og overenskomstforhandlingerne i 1971 var ingen undtagelse. For åben tv-skærm slog hun i bordet og anklagede formanden for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund Anker Jørgensen for at have snydt kvinderne. Under forhandlingerne havde de to lavtlønsforbund kørt solidarisk parløb, men Anker Jørgensen sprang i målet, og de sidste 20 øre i mæglingsforslaget gik til de ufaglærte mænd. Det bestyrkede Edith Olsen i hendes klare afvisning af specialarbejderforbundets opfordring til KAD om at indgå i et industriforbund: de ufaglærte kvinders interesser blev nu engang bedst varetaget i et kvindeforbund. Hun nåede ikke selv som forbundsformand at opleve gennemførelsen af ligelønnen. Det skete først i 1973 under hendes efterfølger Toni Grøn.

At Edith Olsen generelt var afvisende over for kvindebevægelsen, kom fx frem i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1968. Dansk Kvindesamfunds (DK) forretningsudvalg havde i et åbent brev til hende erklæret, at KADs overenskomstkrav var “for tamme”. Dette affødte en skarp tilbagemelding til DKs formand Eva Hemmer Hansen, idet Edith Olsen kort og fyndigt erklærede, at “kvindesagsdamerne” ikke skulle blande sig i ting, de ikke havde forstand på. Allerede nogle år tidligere havde der været uenighed mellem KAD og hattedamerne, som Edith Olsen også kaldte dem. DK havde foreslået deltidsarbejde til kvinder med den begrundelse, at det ikke var forsvarligt, at kvinder skulle passe både hus og hjem ved siden af deres fabriksarbejde. Dette blev dog afvist af KAD ud fra den betragtning, at særkrav for kvinder ikke harmonerede med ligelønskravet. Først godt 20 år senere opgav KAD sit skarpe forbehold over for deltid.

Edith Olsens udgangspunkt var arbejderklassen. Gennem sit mangeårige faglige virke var det de lavtlønnede ufaglærte kvinders sag, hun førte, og som den smidige og udholdende forhandler hun var, lykkedes det hende at opnå betydelige resultater. Kvinderne hædrede hende ved i 1971 at udnævne hende til æresmedlem af KAD.

Beskrivelser og portrætter af Edith Olsen

  • Mal. fra 1971 af Helge Frederiksen i KADs forbundshus. Foto i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv, Det Kgl. Bibliotek.
  • Poul Andersen: Edith Olsen, 1994.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig