Toni Grøn

Lige fra sin pure ungdom var Toni Grøn knyttet til arbejderbevægelsen. Hendes tysk-italienske familie var i begyndelsen af 1920’erne, da hun var godt ti år, indvandret fra Tyskland til Danmark, hvor de slog sig ned i Esbjerg. Allerede i 1924 blev hun medlem af den socialdemokratiske ungdomsorganisation De Unges Idræt, siden fulgte medlemskab af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, og 1930 blev hun optaget i Socialdemokratiet. I Esbjerg arbejdede Toni Grøn dels som husassistent, dels som ægpakkerske. I 1935 flyttede hun til København, hvor hun året efter blev gift. Hun fik arbejde i virksomheden Lykkeberg Sild og blev med det samme medlem af Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) Københavns afdeling 1. 1937 blev hun ansat på afdelingens kontor for kontrol af arbejdsløse medlemmer, og dette blev starten på hendes livslange engagement i fagbevægelsen: 1941 valgtes hun på en ekstraordinær generalforsamling til sekretær for afdelingsbestyrelsen, i øvrigt fordi den hidtidige sekretær var kommunist, og hun beholdt denne post til 1953, kun afbrudt af et enkelt år efter Anden Verdenskrig. Hun var i 1943 blevet valgt til næstformand og faglig sekretær i afdelingen, og 1953 overtog hun posten som afdelingsformand. 1948 var Toni Grøn blevet medlem af KADs hovedbestyrelse. 1968 valgtes hun til næstformand i KAD og fratrådte samtidig som afdelingsformand. 1971 efterfulgte hun Edith Olsen som KADs forbundsformand, en post, hun bestred frem til 1978, hvor hun trak sig tilbage på grund af alder. Hun udnævntes da til æresmedlem af forbundet. Fra 1972 var hun tillige medlem af LOs forretningsudvalg. Arbejdsløsheden i 1970’erne, der i høj grad ramte ufaglærte kvinder, var medvirkende årsag til den kraftige vækst i KADs medlemstal, der i hendes formandsperiode steg fra 57.000 til 87.000.

Både som afdelingsformand og som forbundsformand støttede og videreførte Toni Grøn Edith Olsens kamp for ligeløn. Efter hver overenskomstforhandling beklagede hun, at ligelønskravet igen var blevet solgt, og i 1959 udtalte hun ligefrem, at hun håbede, Folketinget ville indføre ligelønnen ved lov. Kampagnen for ligeløn førtes fra begyndelsen af 1970’erne af mange forskellige kvindeorganisationer og -grupper. Især rødstrømpebevægelsen skabte med sine utraditionelle aktionsformer og store mediebevågenhed øget opmærksomhed om spørgsmålet. KAD ønskede dog ikke at alliere sig med denne nye kvindegruppe, og Toni Grøn udtalte i KADs medlemsblad, at “vi aldeles ikke tænker på at gå i samarbejde med rødstrømper.” Andre af fagbevægelsens kvinder, bl.a. formanden for De kvindelige Bryggeriarbejderes Fagforening i København Margit Fogh Jensen, sluttede dog aktivt op om de nye initiativer. Danmarks indtræden i EF i 1973 indebar bl.a., at Folketinget ville blive tvunget til at indføre ligeløn ved lov for at opfylde Romtraktatens bestemmelser. Op til overenskomstforhandlingerne førte KAD en intensiv kampagne for ligeløn, og omsider bar bestræbelserne frugt; efter årtiers kamp indførtes i 1973 lige løn for lige arbejde. Frierierne til KAD fra henholdsvis Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund og Dansk Metalarbejderforbund om at indgå i et industriforbund blev afvist lige så kategorisk som rødstrømperne. Toni Grøn udtalte, at hun gerne ville samarbejde med dem, men hun “troede ikke på mændene”, for hidtil havde de efter hendes mening ikke været solidariske.

Sideløbende med sin faglige karriere var Toni Grøn engageret i partipolitik. I 1937 var hun med til at danne en socialdemokratisk klub i KADs Københavns afdeling 1. Det skete som et modtræk til den kommunistiske indflydelse, der var begyndt at gøre sig gældende i afdelingen. Hun var aktiv i klubben til sin død. 1950 valgtes hun ind i Borgerrepræsentationen, hvor hun sad til 1970. Hun var i samtlige år medlem af skoleudvalget og i en lang årrække medlem af hospitalsudvalget. Efter sin afgang som forbundsformand i 1978 fortsatte hun sin faglige aktivitet: hun var i 1981 med til at starte Pensionist- og Efterlønsklubben under Københavns afdeling 1, og i en årrække var hun klubbens formand.