Margit Fogh Jensen

Margit Fogh Jensen begyndte i 1930 som 23-årig at arbejde på Tuborgs Bryggerier, men hun fandt tonen for hård og skiftede derfor arbejdsplads til det mindre bryggeri Stjernen. Efter mange år som bryggeriarbejder blev hun i 1960 tillidsrepræsentant på Stjernen, og allerede året efter i 1961 blev hun valgt til formand for De kvindelige Bryggeriarbejderes Fagforening i København, den største og toneangivende af forbundets i alt syv kvindelige afdelinger. Et væsentligt problem i hendes formandsperiode blev kampen for at bevare de kvindelige bryggeriarbejderes arbejdspladser. Efterhånden som arbejdet mekaniseredes, blev det overtaget af mænd, der på bryggerierne traditionelt passede maskinerne, mens kvinder fortrinsvis havde manuelt arbejde. Et andet hovedtema var ligeløn, som Margit Fogh Jensen utrætteligt kæmpede for indtil den endelige gennemførelse i 1973. Hun udførte på dette område med sin offensive indsats et stort arbejde, som kom hele fagbevægelsens kvinder til gode.

Umiddelbart efter valget til formand udpegedes Margit Fogh Jensen til Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejderforbunds repræsentant i Fagbevægelsens Kvindesekretariat, der var blevet oprettet i 1949 med den dynamiske Helyett Simonsen som formand, og som gennem møder og kurser skulle øge kvindernes interesse for fagligt arbejde. Yderligere valgtes hun i 1962 som forbundets kontaktperson til det rådgivende kvindeudvalg under International Union of Food and Allied Workers’ Association. Som formand for de kvindelige bryggeriarbejdere var hun 1961-74 født medlem af forbundets hovedbestyrelse, og også denne platform brugte hun i det kvindepolitiske arbejde, idet hun sammen med et par andre kvindelige repræsentanter igen og igen fremførte krav, der skulle stille mænd og kvinder mere lige på arbejdspladsen. I sine unge år havde hun selv mærket, hvordan ansvaret som moder og husmoder ofte kom i konflikt med de krav, som arbejdsgiverne stillede. Derfor havde hun forståelse for, at kvinderne havde et stort fravær fra arbejdspladsen, men hun pointerede samtidig over for sine medlemmer, at ligestilling krævede, at de også levede op til arbejdspladsens krav.

Gennem 1960’erne kæmpede Margit Fogh Jensen uden held for at få ligelønnnen med blandt forbundets overenskomstkrav, men de mandlige medlemmer støttede det ikke. I 1965 fik hun dog indføjet i forbundets love, at det skulle “arbejde for ligeløn og søge lønforholdene reguleret således, at de altid står i passende forhold til vort arbejde og vore livsfornødenheder.” Da forbundet i 1969 endnu en gang fremlagde en overenskomst uden ligeløn, var det en vred Margit Fogh Jensen, der opfordrede sine medlemmer til at stemme nej, og det gjorde de kbh.ske kvindelige bryggeriarbejdere som den eneste afdeling i forbundet. Først i 1971 blev ligeløn en del af forbundets krav. Bagved lå et stædigt pres fra Margit Fogh Jensen og de kvindelige bryggeriarbejdere. Som støtte for ligelønskravet tog hun på fagforeningens generalforsamling i 1970 initiativ til oprettelse af Aktivgruppen for ligeløn. Sammen med Lone Christensen, nyvalgt tillidsrepræsentant på Tuborg og medlem af aktivgruppen, Ella Jensen, formand for Tobaksarbejderforbundet, og Ruth Løjbert, formand for de kvindelige metalarbejdere i Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) afdeling 5, satte hun protestaktioner i gang. Et givende samarbejde om ligelønsspørgsmålet blev også etableret med rødstrømperne, hvis gennemslagskraft i offentligheden var med til at synliggøre de faglige kvinders krav.

I 1970 dannede faglige kvinder sammen med rødstrømperne og Dansk Kvindesamfund endvidere Initiativgruppen for Ligeløn. Det var dog ikke alle faglige kvinder, der sluttede aktivt op om initiativet, og bl.a. Edith Olsen, forbundsformand for KAD, forholdt sig tøvende over for dette samarbejde. I forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1971 arrangerede de faglige kvinder og initiativgruppen en demonstration i København, hvor 5.000 kvinder fra de kbh.ske arbejdspladser gik i samlet trop til Forligsinstitutionen for at støtte deres forhandlere i kravet om ligeløn. Inden da havde Margit Fogh Jensen på et stormøde på Rådhuspladsen talt om den manglende ligeløn og ligestilling på arbejdspladserne og i fagbevægelsen. Det lykkedes dog ikke at få indført ligelønnen ved overenskomsten i 1971. I stedet blev der vedtaget et protokollat, der sikrede, at ligelønnen kunne indføres ved den følgende overenskomstforhandling. I 1973 lykkedes det endelig med Margit Fogh Jensen som chefforhandler, selvom Bryggeriarbejderforbundet på dette tidspunkt ikke var medlem af LO, at få forhandlet ligelønnen på plads. Kvinderne på bryggerierne opnåede hermed ikke blot lige løn for lige arbejde på linie med det øvrige arbejdsmarked, men tillige, at lønnen blev fastsat ud fra arbejdets art og ikke efter køn, og at der blev lige adgang til alle stillinger. Da Margit Fogh Jensen gik på pension i 1974, havde hun således opnået sit højeste faglige mål.