Lone Christensen

Siden 1970 har Lone Christensen gennem sit faglige arbejde været med til at forbedre de danske bryggeriarbejderes arbejdsforhold og især kæmpet for ligeløn og ligestilling på arbejdspladsen. Hun har ikke været ukendt med fagligt arbejde, for hendes fader var som smed tillidsmand på en virksomhed inden for jernindustrien. Selv blev hun efter folkeskolen butikslærling i Irma og efter endt handelsuddannelse ansat i en af Hovedstadens Brugsforenings filialer. Efter eget udsagn blev hun dog "træt af de bundne arbejdstider" og den lave løn og fik i 1965 i stedet arbejde på Tuborgs Bryggerier. I 1970 blev hun på generalforsamlingen i De kvindelige Bryggeriarbejderes Fagforening i København (DKBF) med stort stemmetal valgt til tillidsrepræsentant for kvinderne i tapperiet. Hendes betingelse for at gå ind i dette arbejde var, at der blev oprettet faglige kvindeklubber på de kbh.ske bryggerier. Der var tidligere uden held gjort forsøg på oprettelse af klubber. Dette lykkedes nu, idet de kvindelige bryggeriarbejdere på generalforsamlingen vedtog, at klubmedlemskab var obligatorisk. Klubberne blev rammen om kvindernes faglige arbejde og sammenhold på arbejdspladsen, men også udgangspunkt for uddannelse og bevidstgørelse af de ufaglærte kvinder.

De kvindelige bryggeriarbejdere kæmpede i slutningen af 1960'erne en indædt kamp for ligeløn, og Lone Christensen engagerede sig kraftigt i dette arbejde. Efter at kravet var blevet afvist ved flere overenskomstforhandlinger af både arbejdsgiverne og de mandlige bryggeriarbejdere, arbejdede kvinderne hårdt på at få det igennem ved overenskomsten i 1971. Drivkraften i denne kamp var Margit Fogh Jensen, formand for DKBF, som Lone Christensen arbejdede tæt sammen med. Samtidig med valget til tillidsrepræsentant blev hun valgt ind i Aktivgruppen for ligeløn, der var blevet stiftet ved samme generalforsamling, og som ved kontakt til andre arbejderkvinder skulle sætte en protestaktion i gang i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1971. I forberedelsesarbejdet deltog bl.a. Ella Jensen, formand for Tobaksarbejderforbundet, og Ruth Løjbert, formand for de kvindelige metalarbejdere i Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) afdeling 5. Aktivgruppen indgik også et samarbejde med Ulla Dahlerups rødstrømpegruppe. Dette samarbejde var imidlertid ikke officielt, da Edith Olsen, forbundsformand for KAD, ikke ønskede at alliere sig med rødstrømpebevægelsen. Lone Christensen arbejdede imidlertid tæt sammen med rødstrømperne og deltog i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1973 sammen med andre kvindelige bryggeriarbejdere i rødstrømpeaktioner, bl.a. i Folketinget.

I 1974 efterfulgte Lone Christensen Fogh Jensen som formand for DKBF. Hendes mål var at sikre kvindernes arbejdspladser på bryggerierne. Dette skete bl.a. ved at få overenskomstdækket alle kvindernes arbejdsfunktioner. Derudover søgte hun at sikre, at der også blev taget hensyn til deres dobbelte ansvar som mødre og husmødre. I tiåret for kvindeklubbernes oprettelse i 1980 udvirkede hun således, at de kvindelige bryggeriarbejdere fik ret til frihed med løn i op til tre dage ved børns sygdom. Derved blev det synligt, hvor meget af fraværet der skyldtes deres børns sygdom. Trods flere opfordringer fra de mandlige bryggeriarbejderes organisation om sammenslutning fastholdt Lone Christensen som fagforeningsformand, at kvinderne endnu bedst kunne få deres krav igennem ved at have en selvstændig fagforening. Hun repræsenterede de kvindelige bryggeriarbejdere i Arbejdernes Fællesorganisation i København, den lokale sammenslutning af fagorganisationer, og var 1977-82 medlem af fællesorganisationens forretningsudvalg. Hun var som den første kvinde udpeget til Ligningsrådet i perioden 1981-85.

Lone Christensen var også partipolitisk aktiv og blev 1978 valgt ind i Borgerrepræsentationen, hvor hun var formand for skoleudvalget og ordfører for skolesager i den socialdemokratiske gruppe. I 1984 nedlagde hun overraskende sit mandat i Borgerrepræsentationen, dels på grund af uenighed med gruppen i et par skolesager, dels på grund af øget arbejdspres i faglig sammenhæng. Hun var nemlig i 1983 som den første kvinde blevet valgt til forbundssekretær i Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejderforbund, hvor hun havde ansvaret for uddannelse og oplysning, og som formand for det kvindepolitiske udvalg fortsatte hun arbejdet med kvindepolitiske spørgsmål. Da forbundet i 1990 blev sammenlagt med Hotel- og Restaurationsforbundet og Gastronomernes Landsforbund blev Lone Christensen valgt til formand for Bryggergruppen. I 1998 splittedes grupperne igen, og hun valgtes som den første kvinde til forbundsformand for Bryggeriarbejderforbundet. Dermed kom hun i klasse med Ella Jensen fra Tobaksarbejderforbundet, der hidtil havde været den eneste kvindelige leder af et forbund med både mænd og kvinder blandt medlemmerne.