Eva Hemmer Hansen

Eva Hemmer Hansen var fra de unge år aktiv som studenterpolitiker og optaget af aktuelle debatter. Hun blev student fra Marselisborg Gymnasium i 1931 og studerede derefter dansk og engelsk ved det nyoprettede Århus Universitet. 1933-36 var hun sekretær for Studenterrådet, og umiddelbart efter sin kandidateksamen i 1937 var hun et års tid ledende senior i Studenterforeningen i Århus. I 1936 var hun på Askov Højskole, og i 1938 læste hun på arbejderhøjskolen Ruskin College i Oxford. Det var på denne tid vanskeligt at blive fast ansat i gymnasieskolen, og Eva Hemmer Hansen fik i stedet en freelancetilværelse. Hun tog translatøreksamen i engelsk i 1943, hvilket gav en solid baggrund for en senere omfattende oversættervirksomhed af engelske forfattere, først og fremmest Dickens, hvis samlede værker hun oversatte. Også Jane Austen og Lewis Carroll fik i hende en dansk gendigter. I 1944 tog hun en kort journalistisk uddannelse, der samme år førte til ansættelse ved dagbladet Demokraten, Århus, hvor hun frem til 1958 arbejdede med vidt forskellige stofområder, specielt dog udenrigs- og kulturstof. Senere kom hun til at undervise på Journalisthøjskolen, hvor hun var ansat som lektor fra 1964 til få måneder før sin død.

Ved siden af sit daglige arbejde var Eva Hemmer Hansen en flittig og meget alsidig skribent. Hendes skønlitterære debut fandt sted i 1944 med romanen Helene, en udviklingsroman, der har 1930’ernes krisetid som ydre ramme. Inden da havde hun i 1939 udgivet en fagbog om arbejderbevægelsens indtræden i dansk litteratur Digter og Samfund. Den kan ses som nøglen til hele hendes senere forfatterskab, der omfatter romaner, noveller, filmmanuskripter, radiospil, revyer og børnebøger. For Eva Hemmer Hansen var litteraturen uden betydning og perspektiv, hvis den ikke forholdt sig til det omgivende samfund, og i hendes egne romaner er personerne altid organiske dele af samfundet. Med succesbøgerne En lille tøs og hendes mor, 1952, og Skandale i Troja, 1954, blev Eva Hemmer Hansen en frontfigur på det socialdemokratiske forlag Fremad. Også bøgerne om grevinde Danner, Jomfru Rasmussen og Grevinden fra Borgergade fra henholdsvis 1956 og 1957, blev publikumssucceser. Det var Eva Hemmer Hansens ambition at bringe en formmæssig fornyelse ind i litteraturen, hvor den borgerlige dannelsesroman dominerede selv i den såkaldte arbejderlitteratur, og hun forstod at skildre sine personer skarpt og levende i et ligetil og enkelt sprog. Samtidig betød hendes akademiske uddannelse, at hendes kildekritiske forarbejder til historiske projekter altid var særdeles grundige. I 1961 blev hun optaget på finansloven, men i forbindelse med Rindal-debatten frasagde hun sig i 1965 statsstøtte. Efter en længere periode valgte hun dog atter at tage imod pengene og modtog statsstøtte de sidste par år af sit liv.

Ud over sin litterære og journalistiske virksomhed redigerede Eva Hemmer Hansen en læserbrevkasse, holdt foredrag, underviste på aftenskolekurser, deltog i dansk og internationalt kvindeorganisationsarbejde og var også politisk aktiv. Fra sin tidlige ungdom havde hun været socialdemokrat, og i sit arbejde for partiet beskæftigede hun sig især med kvindespørgsmål. Hun blev i 1948 formand for de socialdemokratiske kvindeudvalg i Århus amt og beholdt denne post indtil 1962. Hun var medlem af Århus byråd 1958-70 og deltog 1957-60 som rådgiver for den danske regeringsdelegation ved den internationale arbejdsorganisation ILOs konferencer i Genève. I 1970 trådte Eva Hemmer Hansen ud af Socialdemokratiet, og efter Danmarks indtræden i EF i 1973 meldte hun sig ind i Retsforbundet. 1973-78 var hun dette partis repræsentant i Radiorådet. Inden da havde hun været ude i et voldsomt politisk stormvejr. På Dansk Kvindesamfunds (DK) landsmøde i 1964 havde hun fortalt, at hun to gange havde stemt på et andet parti end sit eget, fordi hun ellers ikke havde kunnet stemme på en kvinde. For hende gik kvindesag forud for partidisciplin. Udtalelsen blev trukket frem i forbindelse med opstillingen af folketingskandidater 1967, og sagen udviklede sig til en ren heksejagt. Mange, med den socialdemokratiske folketingsmand Peter Jørgensen i spidsen, forlangte, at Eva Hemmer Hansen skulle ekskluderes af partiet. Bølgerne gik højt i den århusianske presse, hvor over 1.000 indlæg satte problemet under debat, og det gjorde ikke diskussionens tone blidere, at Eva Hemmer Hansen selv havde en ivrig, men også skarp og provokerende pen. To fremtrædende politikere Bodil Koch og Lis Groes støttede hende, men ellers var opbakningen fra kvindeside overraskende beskeden. 1968 valgtes Eva Hemmer Hansen til landsformand for DK og skrev i anledning af organisationens 100-års jubilæum Blåstrømper, rødstrømper, uldstrømper, 1970; bogen om kvindernes kulturrevolution i Danmark, kaldte hun den selv. Hendes formandstid, der varede til 1971, faldt i en turbulent periode. På hendes anbefaling vedtog man på landsmødet i 1969 at anbefale indførelsen af fri abort. Trods denne historiske beslutning og andre inititiativer, der gav DK en mere samtidig profil, måtte hun opleve, at organisationen i stigende grad kom under pres fra den nye kvindebevægelse, rødstrømperne.

Eva Hemmer Hansen havde alle dage sine meningers mod og løb sig af samme grund en del staver i livet. Skønt hun selv var ret sårbar, var hun ilter og hurtig til at fare i blækhuset og ikke mindst hurtig til at tage sin sproglige begavelse til hjælp i kampen mod vanetænkning og hykleri. Hun blev en yndet skydeskive for angreb fra politiske modstandere og rivaler, fx da hun med sin sædvanlige glæde ved at lege med ordene kaldte sin konkurrent ved opstillingen til Folketinget, finansminister Henry Grünbaum, for fuglekonge. Hendes skønlitterære bøger blev modtaget med anerkendelse og fik stor folkelig udbredelse, men hun kom aldrig til at høre til på parnasset, måske fordi hun forholdt sig suverænt afvisende til enhver kunstnerisk pression fra tidens litterære mode- og magtgrupper. Eva Hemmer Hansen modtog Thit Jensens Forfatterlegat i 1960, Ingrid Jespersens Legat i 1962 og Oversætterprisen i 1983. I 1971 blev hun ridder af Dannebrogordenen.