Dagmar Hjort

Dagmar Hjort blev sidst i 1870’erne ansat som uuddannet privatlærerinde hos borgmesterfamilien N.R. Rump i Korsør. Det blev en beskæftigelse, hun efter en tid kom til at betragte som en misforståelse. Sammen med søstrene Alvilda (g. Harbou Hoff) og Inger (g. Vikström) gik hun på N. Zahles Skole. 1883 blev hun privat dimitteret som student, og året efter tog hun filosofikum. Derefter påbegyndte hun det matematiske studium ved Københavns Universitet. Da hun i 1887 giftede sig med teologen Niels H., lagde hun matematikstudiet bag sig og begyndte at undervise på Frbg. Latin- og Realskole, som ægtefællen samme år var blevet medbestyrer af. Også søsteren Inger knyttedes siden til skolen. Med sin mand gik hun ind i bestyrelsen for Foreningen Mødres og Børns Bespisning, der var oprettet 1886-87 med hendes moder Louise Harbou som hovedkraft. I 1899 forlod ægteparret imidlertid bestyrelsen på grund af en konflikt med formanden Bertha Abrahamson og den øvrige ledelse. Parret ønskede foreningens vinterbespisning udvidet til at omfatte kvinder og børn, som var ramt af en verserende storkonflikt, men de fik ikke deres forslag igennem.

Ligesom sin storesøster Charlotte Norrie gik Dagmar Hjort aktivt ind i kvindesagen. Begge var sammen med Alvilda Harbou Hoff til stede ved dannelsen af Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg i 1898, der fik Louise Nørlund som formand. Året efter deltog Dagmar Hjort og Charlotte Norrie i International Council of Women’s kongres i London, hvor Dagmar Hjort holdt foredrag om danske universitetsstuderendes vilkår. Dette tema havde hun allerede arbejdet med inden for Kvindelig Læseforenings (KL) rammer i 1880’erne. Hun ønskede, at de kvindelige universitetsstuderende skulle have nedsat medlemskontingent, og at KL skulle være deres fælles mødested, eftersom Studenterforeningen ikke ville vide af kvinder som medlemmer. I 1898 var Dagmar Hjort involveret i en debat i Politiken om filantropi og kvindesag. Den danske kvindesag, mente hun, var for moderat i sammenligning med udlandets bevægelser. Og hun vendte sig skarpt imod, hvad hun opfattede som en tendens til, at ligeretskampen var blevet ført ind på et filantropisk fejlspor. Denne tendens så hun især repræsenteret af Emma Gad og Louise Hansen, som hun angreb offentligt.

Dagmar Hjorts kvindesaglige hjertesag blev valgretten. Hun anså kønnenes formelle lighed for loven på det sociale, økonomiske og politiske område for nødvendige, men ikke tilstrækkelige betingelser for deres reelle ligestilling. I 1899 holdt hun, efter at Studenterforeningen året før var blevet åbnet for kvindelige medlemmer, et foredrag Om Kvindesagens subjektive Berettigelse. Heri pointerede hun kvindesagens relevans for den enkelte kvindes frigørelsesproces fra et hæmmende familieliv. Foredraget, der blev trykt i tidsskriftet Tilskueren, blev årsag til polemik mellem Dagmar Hjort og historikeren, den senere socialdemokratiske undervisningsminister Nina Bang. På et marxistisk grundlag opponerede Bang imod den borgerlige kvindesags utilstrækkelige blik for arbejderkvinders frigørelsesbehov og hele situation.

Dagmar Hjort døde uventet efter en operation i 1902, 42 år gammel. I sine sidste leveår havde hun arbejdet på et omfattende manuskript om den amerikanske kvindebevægelse i et historisk perspektiv. Manuskriptet blev 1906 trykt under titlen Kvinderetsbevægelsen i Nordamerika. Bogen blev, sammen med Viggo Koppels Suffragetterne fra 1914, et af de få værker, som i en mere samlet form informerede danske stemmeretsforkæmpere om amerikansk og britisk kvindepolitik, ligeretsstrategier og organisatoriske erfaringer. Det skete på et tidspunkt, hvor den danske kvindevalgretskamp var på vej ind i sin kulminationsfase. Ved Dagmar Hjorts død mistede kvindesagen et af sine klare, talentfulde hoveder med en livlig og polemisk pen.