Bertha Abrahamson

Bertha Abrahamson kom ud af en jødisk familie, hendes fader var dansk, hendes moder hollandsk, hun selv født i London som sin broder og sine fire søstre. Hun kom først som ung i midten af 1880’erne til at bo i København og mistede aldrig sin engelske accent. Modsat to søstre Charlotte og Florence A., der begge var talentfulde kunstmalere, fulgte Bertha Abrahamson som den ældste datter mere troligt i sin moders spor som filantropisk aktiv. I den kbh.ske filantropi blev hun med tiden en velkendt, men personligt stilfærdig, ladylike skikkelse med mange jern i ilden, bl.a. i Røde Kors’ Dameafdeling og i Børnehjælpsdagens bestyrelse. 1910 var hun selvskreven til at være med i den danske arrangementskomite for en international kongres for filantroper og socialpolitikere i København

Faderens gunstige indkomstforhold, han var en af hovedstadens største skatteydere, gjorde aldrig lønarbejde til en realitet for Bertha Abrahamson, som helt frem til begge forældres død blev boende i barndomshjemmet. Hendes filantropiske arbejde var tostrenget: Som overklassekvinde søgte og fik hun indflydelse og en ledende position inden for det konfessionelt ubundne og humanitære hjælpearbejde og senere også inden for hovedstadens jødiske minoritet.

Bertha Abrahamsons moder arrangerede egne private vinterbespisninger og var aktiv i bl.a. Københavns Asylselskab. Med den ligeledes engelsk fødte jøde Jenny Adler, moder til fællesskolens pioner Hanna Adler, var Flora A. medstifter af Foreningen Mødres og Børns Bespisning (FMB), der havde Louise Harbou som den centrale igangsætter i årene 1886-87. Her kom Bertha Abrahamsons hovedindsats til at ligge. Hun blev næstformand og rykkede i 1897 efter Harbous død ind på formandsposten, som hun bevarede indtil 1940, hvor hun trak sig tilbage. Som ny formand havde hun overtaget hovedansvaret for seks bespisningssteder for trængende gifte og ugifte kvinder med førskolebørn. Endnu ét blev oprettet, og i hendes formandsperiodes første tiår mere end fordobledes de uddelte måltiders tal for at kulminere i vinteren 1904-05 med 147.000. Bertha Abrahamson ønskede at fastholde foreningen på den linie, som Harbou havde fastlagt. I 1899 forlod Harbous datter Dagmar Hjort og hendes mand Niels Hjort deres bestyrelsesposter i protest mod, at Bertha Abrahamson og den øvrige ledelse ikke delte deres ønske om at udvide bespisningernes åbningstid. I 1902 og atter i 1913 afviste Bertha Abrahamson frierier fra Danske Kvinders Nationalråd om at indgå et samarbejde, da hun ikke anså FMB som et led i kvindesagen. Derimod indledtes et omfattende samarbejde med De Samvirkende Menighedsplejer og Centralkomitéen af 1914 under Første Verdenskrig om leverance og fordeling af måltider.

Foreningen oplevede i 1920’erne og 1930’erne en faldende klientsøgning, som fremtvang langvarige diskussioner om FMBs fremtid. I 1926 blev overenskomst indgået om at levere måltider til foreningen Mødrehjælpens personale og gravide kvinder. Men Mødrehjælpens ønske om sammenslutning afviste Bertha Abrahamson derimod 1931, mens FMB til gengæld meldte sig ind i paraplyorganisationen Foreningen Forebyggende Børneværn. FMBs stadigt faldende klientsøgning tolkede Bertha Abrahamson i lyset af forbedringer i sociallovgivningen og arbejderbefolkningens levestandard samt en svækket foreningsøkonomi på grund af færre donationer. 1939-40 blev de sidste af de endnu fungerende bespisningsteder afviklet og afløst af uddeling af mælke- og spisebilletter gennem eksisterende forsorgsinstitutioner. I takt med FMBs gradvise omlægning var kvindeaktivismen, som i mange år prægede arbejdet, også skrumpet ind. Da Bertha Abrahamson trak sig tilbage i 1940, følte hun sig gammel og træt og mente med beklagelse, at FMB burde dreje nøglen om.

Foruden sit engagement i FMB var Bertha Abrahamson også aktiv i den jødiske filantropi. I 1924 blev hun overbestyrer for Sygeplejeselskabets kvindeafdeling efter Louise Melchior. Sygeplejeselskabet var en filantropisk avantgardeforening, oprettet allerede 1821 under navnet Tiferes Jedidim (dvs. Vennernes Pryd) i København til økonomisk støtte for uformuende syge medlemmer af den jødiske menighed. Mosaisk Trossamfunds velorganiserede filantropi, der udgjorde et eget forsørgelsesvæsen, var en effekt af jøders andenklasses medborgerstatus i et evangelisk-luthersk samfund som det danske. I 1930’erne skaffede Sygeplejeselskabet støtte til jøder på flugt fra det nazistiske Tyskland. Bertha Abrahamson og søsteren Florence A. blev selv ofre for nazismen under Besættelsen, hvor de i 1943 blev tvunget til at søge tilflugt i Sverige. Få måneder efter Befrielsen døde Bertha Abrahamson, atter hjemme i den hovedstad, hun ad filantropiske veje havde ydet sit vedholdende og solide bidrag til i en personlig assimilationsproces, hvor trosforholdet fortsat kunne sætte skæbnetunge grænser. Bertha Abrahamson modtog Den Kgl. Belønningsmedaille i guld i 1927.