Bodil Kjer

Allerede som seksårig deklamerede Bodil Kjer vers for sine stolte forældre og deres gæster, og hun besluttede tidligt, at hun ville være skuespiller. Familien tilhørte det velstillede borgerskab i Odense og havde ingen indvendinger, da Bodil Kjer året efter realeksamen fra Skt. Knuds Gymnasium begyndte på Odense Teaters elevskole. Hun fandt dog uddannelsen mangelfuld og blev 1936 optaget på Det Kgl. Teaters elevskole. Hun kom til teatret, fortalte hun siden, som et meget ungt, naivt menneske, “lutter bollefjæs og kalveskanker” og vandrede forknyt rundt uden at turde spørge nogen om, hvor hun måtte sætte sig og spise sin madpakke. Hendes talent og skønhed kunne man dog ikke overse, og allerede som elev debuterede hun i en rolle som ung sårbar pige i en skilsmissefamilie i Inger Bentzons Hvo som forarger, 1937. Stykket fik en blandet modtagelse, men Bodil Kjer blev rost for sin præstation. Hun blev engageret ved Det Kgl. Teater efter elevtiden og havde rollen som Antonie i Henrik Hertz’ Sparekassen, 1940, hvor hun spillede sammen med Mogens Wieth, som blev hendes faste scenepartner i 1940’erne og 1950’erne. I sine første år ved teatret havde Bodil Kjer dog kun få og små ingenueroller, fordi hun var klemt af to andre skuespillere, den noget ældre Karin Nellemose og den lidt yngre Ingeborg Brams. I stedet indledte hun en filmkarriere, som hurtigt gjorde hende kendt. Hendes smukke udseende kombineret med intelligens og karakter slog godt igennem på biograflærredet i roller som ung pige i det moderne samfund, fx i En ganske almindelig Pige, 1940, som barnepige i Vi kunde ha’ det saa rart, 1942, og i titelrollen i Elly Petersen, 1944, om en pige fra provinsen, der prøver lykken i hovedstaden.

I årene efter Anden Verdenskrig blev Bodil Kjer teatrets førende karakterskuespillerinde i moderne rollefag og udviklede sit talent for at spille på modsætningerne i sit væsen; hun forstod på samme tid at udtrykke nærhed og distance, erotik og blufærdighed, jordbunden ligefremhed og kølig elegance, komik og tragik. Skelsættende var hendes rolle som sexet tjenestepige i T. Wilders Paa et hængende Haar og titelrollen i Jean Anouilhs Eurydike, 1946. Sidstnævnte var instrueret af Sam Besekow, som her indledte et mangeårigt, vellykket samarbejde med Bodil Kjer. Samme år spillede hun prinsessen i Holger Drachmanns Der var engang, men den romantiske pastiche lå ikke godt for hende. Hun udtalte med vanlig åbenhjertighed og sikker kritisk sans, at det stykke var noget værre møg, og fik for en gangs skyld dårlige anmeldelser. Derimod befæstede hun sin position som førende skuespillerinde i moderne dramatiks fremstilling af den lidelsesfulde, angste kvinde i kamp med sig selv. I Kjeld Abells Dage paa en Sky, 1947, blev hendes monolog om atomfaren symbol på Efterkrigstidens angst. I 1951 spillede hun med stor gennemslagskraft societykvinden Celia i T.S. Eliots Cocktail party, en karakter, hun videreførte som overklassefruen Tordis Eck i Abells Den blå pekingeser, 1954. Hun fortsatte sin filmkarriere i Soldaten og Jenny, 1947, en rolle, som gav hende dansk filmhistories første Bodil-pris. Den var stiftet af danske filmmedarbejdere året før og var opkaldt efter fagets to store damer, Bodil Ipsen og Bodil Kjer selv. Hendes komiske talent kom til udfoldelse i lystspillet Min kone er uskyldig, 1950, og året efter spillede hun musen Polyhymnia i operettefilmen Mød mig på Cassiopeia, en rolle, som gav hende nok en Bodil. Derefter fulgte en pause på 17 år, hvor hun ikke fik tilbud om filmroller, hun kunne acceptere.

Fra 1955 var Bodil Kjer i fem år tilknyttet Det Ny Teater, lokket dertil af teaterchefen Peer Gregaard. Han havde engageret nogle af landets bedste teaterfolk og spillede international, vægtig, fortrinsvis moderne dramatik. Her fik hun gode arbejdsår sammen med bl.a. Wieth og Ebbe Rode, hyppigt med Besekow som instruktør. Hendes roller som Maggie i Tennessee Williams’ Kat på et varmt bliktag, 1956, Temple Drake i W. Faulkners Messe for en skøge, 1958, og Marguerite Gautier i Abells Kameliadamen fra 1959 viste hendes evne til at fremstille komplicerede kvindeskikkelser både i kraft af det sagte og det usagte. Også i lystspil fejrede hun triumfer, fx i Anouilhs Toreadorvalsen, 1957, og hun viste sin styrke i klassikerne i Shakespeares Trold kan tæmmes, 1959.

I 1960 vendte Bodil Kjer tilbage til Det Kgl. Teater, nu som dets primadonna i ordets egentlige betydning: den fremmeste skuespillerinde. Hun spillede 1961 klassikere som Tjekhovs Tre søstre, hvor hun fik scenen til at vibrere af tilbageholdt lidenskab, og Shakespeares Macbeth. Som Indras datter i Strindbergs Et drømmespil, 1967, kom forestillingen til at centrere sig om hendes smerte. Det komplicerede, moderne kvindeliv fremstillede hun gennem så forskellige skikkelser som underklassepigen Maggi i Ernst Bruun Olsens Teenagerlove, 1962, og den nervøse, flagrende, bange bourgoisikvinde i E. Albees Kasse – Mao – Kasse fra 1971. Der var langt mellem de gode roller i 1970’erne. Bodil Kjer overvejede altid nøje, hvilke roller hun ville spille og sagde jævnligt nej. “Men det glemtes hurtigt, når man havde fået Bodils ’Ja’. Så var al usikkerheden forsvundet, og hendes loyalitet overfor forestillingen og teatret kendte ingen grænser,” sagde Gregaard om hende. 1977 spillede hun den djærve Rosa i E. Filippos Lørdag-søndag-mandag, der viste hendes store talent for komik, som ophævede grænserne mellem finkultur og det folkelige. Samme år fejrede hun sit 40-års skuespillerjubilæum med rollen som Deborah i Eugene O’Neills Byg dig kun slot på slot. I tv og på film kunne man se hende i Leif Panduros Bella, 1970, som neurotisk overklassekvinde i Strømer, 1976, som gav hende en Bodil, og som afdanket danserinde i Lille spejl, 1978.

Bodil Kjers status nærmede sig i disse år kanoniseringens, som sammen med hendes ry for eksklusivitet kunne være grunden til, at hun ikke fik flere tilbud om roller. Men 1980’erne og 1990’erne blev frugtbare år. I 1980 var hun og Rode på turné med Kære løgner, en brevdialog mellem dramatikeren Bernard Shaw og skuespillerinden Stella Patrick Campbell. Hun spillede Sarah Bernhardt i Memoir i 1984, mens Den enestående Dorothy Parker, 1988, viste hendes unikke talent for at forene komediennen og tragediennen i en monolog, der boblede af selvironi og overbærende, men bidsk humor. Hun spillede titelrollerne i N. Wrights Mrs. Klein, 1990, i H. Brochs Zerline, 1994, og i 1997 fik hun publikum op af sæderne i en 20 minutter lang, stående ovation, da hun fejrede sit 60-års skuespillerjubilæum med A.R. Gurneys Kærestebreve sammen med Rode, hvor de var et ældre par, der læser breve op fra et langt livs venskab og kærlighedsforhold. Også i film og på tv gjorde Bodil Kjer sig gældende som den ene af søstrene i Babettes gæstebud, 1987, og som den gamle bryggerfrue i fjernsynsserien Bryggeren fra 1997. Samme år udkom hendes erindringer Et offentligt fruentimmer, formet som en samtale mellem hende og journalisten Marie Tetzlaff, hvor man får indtryk af et begavet menneskes livslange karriere på scenen, fortalt med humor og vid.

Bodil Kjer har modtaget mange hædersbevisninger, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1952 og Teaterpokalen samme år. Hun blev udnævnt til Studenterforeningens æreskunstner 1957 og modtog Henkel-Prisen 1965 og igen i 1990. Hun er dekoreret med medaljen Ingenio et arti i 1951, blev ridder af Dannebrogordenen 1966, ridder af 1. grad i 1976 og kommandør i 1994. I 1997 modtog hun en Æresbodil for sine mange, uforglemmelige præstationer. “Både humorens, intelligensens og erotikens gesandter bar gaver til hendes vugge, og hun har forstået at skøtte dem,” skrev en anmelder allerede 1951, for “hvad gør det, at man ser ud som et eventyr, når man kan fylde det med virkelighed.”