Ingeborg Brams

Ingeborg Brams blev født og voksede op i Hobro, og det jyske tonefald i hendes stemme forlod hende aldrig helt. Hun gennemgik 1939-41 Det Kgl. Teaters elevskole og debuterede allerede i sit sidste elevår som Eugenia i Ludvig Holbergs Don Ranudo. I forvejen havde hun spillet mindre roller som sankthansormen i Adam Oehlenschlägers Sanct Hansaften-Spil, men hendes egentlige debut og kunstneriske gennembrud blev titelrollen i Henning Kehlers komedie Ullabella, 1941. Et års tid efter debuten spillede hun hustruen Margit i Sven Clausens Kivfuglen, en eksplosion af hysterisk farvet kvindeligt vægelsind.

Med sin Ullabella slog Ingeborg Brams omgående sit navn fast som et af sin generations største kvindelige talenter på linie med og ofte i konkurrence med den lidt ældre Bodil Kjer. Hendes stærke, til tider furiøse temperament var indlysende fra starten. Og hvad kritikeren Frederik Schyberg skrev om hende i gennembrudsrollen, blev på en måde et varsel om kurven i hendes senere karriereforløb, dens stigning og dens fald: “Ingeborg Brams spillede Ullabella med en næsten fuldkommen Illusion af Tøseagtighed, Længselsfuldhed, Beregning og uberegnelig sex appeal.” Han fandt, at hun var et fund til rollen, at hun spillede den godt, “men,” fortsatte han, “man aner, at Skabagtigheden bliver hendes Fare som Skuespillerinde, hvis hun ikke fortsat køres i stramme Tøjler.”

Ingeborg Brams var knyttet til Det Kgl. Teater 1941-51 og atter 1952-59. I sæsonen 1951-52 optrådte hun på Frbg. Teater som datteren i Tennessee Williams’ Den tatoverede rose. Og på Friluftsteatret i Dyrehaven vandt hun 1943 en stor og overraskende sejr som Puk i Shakespeares En Skærsommernatsdrøm, en drilsk tvekønnet troldunge direkte udsprunget af midsommernattens kogleri. I en række roller på Det Kgl. Teater op gennem 1940’erne demonstrerede hun sit talents styrke og spændvidde, bl.a. som Pernille i Holbergs Henrik og Pernille, Cleopatra i Shaws Cæsar og Cleopatra, Elektra i Sartres Fluerne, Agnès i Molières Fruentimmerskolen, Hedvig i Henrik Ibsens Vildanden og Eleonora i Strindbergs Påske. Og hun førte denne linie, eller snarere disse linier, videre i 1950’erne, hvor hun bl.a. var Ofelia i Shakespeares Hamlet og Jeanne d’Arc i A. Honegger og P. Claudels Jeanne d’Arc på bålet, en præstation, der måske var selve højdepunktet i hendes løbebane som skuespiller. I 1955 spillede hun Nora i Ibsens Et dukkehjem, hvor hun gjorde indtryk med nøglereplikken: “Dette er et opgør, Torvald,” og i 1957 spillede hun kvinden Stella i Finn Methlings Rejsen til de grønne skygger.

Krisen i Ingeborg Brams' kunst tog sin begyndelse allerede i slutningen at 1950’erne. Det var, som om der opstod et misforhold mellem det indre pres og det ydre udtryk, som om selve det kunstneriske instrument havde taget skade. Det sporedes i de roller, hun spillede på Det Ny Teater først i 1960’erne: Shaws Major Barbara og Françoise Sagans Slottet i Sverige, ligesom hun havde måttet opgive at spille Eliza i musicalen My Fair Lady efter generalprøven. Hun vedblev at spille nogle af sine ældre roller, fx i Et dukkehjem og Rejsen til de grønne skygger, og hun påtog sig også enkelte nye, men efterhånden trak hun sig tilbage fra scenen og lod i sine sidste 20 år kun høre fra sig i oplæsninger af bl.a. H.C. Andersen, Tove Ditlevsen og Benny Andersen.

Ingeborg Brams spillede i sin ungdom adskillige roller på filmen. Hun gjorde også senere stærkt indtryk i Radioteatret og på TV-Teatret, hvor hendes præstation i 1960 som Inger i Kaj Munks Kærlighed fik stor anerkendelse. Det vil ikke være forkert at kalde hende 1900-tallets største kvindelige skuespillertalent i de knap to årtier, hvor hun endnu havde herredømmet over den ild, der brændte i hende. Hun var overbevist kristen, hvad ikke mindst giftermålet med digterpræsten Preben Thomsen bevidnede. I antologien Min tro, der udkom 1953, redigeret af biskop Erik Jensen, har hun i sit bidrag gjort rede for sin opfattelse af troen som en tryghed og vished og beskrevet aftenbønnen “som vores fælles dyrebare Fundament for Dagen og Vejen”.