Tove Ditlevsen

Mod skolens anbefalinger blev Tove Ditlevsen taget ud efter mellemskoleeksamen og havde de følgende år forskellige pladser. Ikke meget i barndomsmiljøet stimulerede en vordende digter, og alligevel blev barndommen Tove Ditlevsens uudtømmelige inspirationskilde.

Fra hun var 12 år, skrev hun digte, som hun omhyggeligt skjulte. Janteloven herskede, og det sårbare og usikre barn lærte at dække over sin indre verden med udvendig slagfærdighed. I digtningen skabte hun sig til gengæld et hemmeligt rum, hvor hun kunne søge tilflugt og have nok i sig selv, og hvor den glædesløse virkelighed kunne omskabes til kunst.

Tove Ditlevsens barndomsdigte præges af de forbilleder, der var for hånden, folkeviser og salmevers fra skolen, moderens skillingsviser og faderens socialdemokratiske arbejdersange. Begge forældrene blev vigtige for Tove Ditlevsens udvikling til digter, dog mere ved deres svigt end ved deres indsats.

Faderen var intellektuelt nysgerrig og vakte datterens læselyst, men hans indesluttede natur og syn på piger udelukkede den tætte kontakt, hun længtes efter. Moderen var en rapkæftet og lystig, men selvoptaget og egoistisk kvinde uden kundskaber. Hendes vilkårlige og uberegnelige adfærd nærede datterens frygt for ikke at være elsket, og Tove Ditlevsen udviklede en ømfindtlig påvirkelighed af vrede og lunefuldhed. Denne sårbarhed fulgte hende resten af livet i form af angst, destruktions- og selvdestruktionstrang og en hjælpeløs afhængighed af omgivelsernes stemningsskift, men også i form af den fintmærkende intuition og hudløse indsigt i egne og andres inderste bevæggrunde, der gennemsyrer hendes digtning.

Tove Ditlevsen debuterede i de unge lyrikeres tidsskrift Vild Hvede, redigeret af Viggo F. Møller. Han antog hendes digt Til mit døde Barn, hun blev hans protegé og elskerinde, og i 1940 giftede de sig. Da var hun 22 år, han 52.

Som formand for Unge Kunstneres Klub var Tove Ditlevsen et vittigt og muntert midtpunkt i krigstidens unge litterære miljø, og i 1941 blev debuten fulgt op af prosasuccesen Man gjorde et Barn Fortræd om en ung kvindes identitetskrise som følge af et seksuelt overgreb i barndommen.

Året efter kom digtsamlingen Lille Verden, der udviklede temaerne fra Pigesind.

I 1943 giftede Tove Ditlevsen sig med stud.polit. Ebbe Munk, med hvem hun samme år fik datteren Helle. Parret boede i Københavns Sydhavn, hvor de færdedes i en kreds af kulturradikalt inspirerede unge.

Under indtryk af Besættelsen skulle livet leves her og nu, og utroskab og løsslupne sold forekom jævnligt, men sideløbende med festlighederne udfoldede Tove Ditlevsen en imponerende forfatteraktivitet.

Barndommens Gade, den første store gendigtning af hendes opvækst, er fra 1943. Også her lod Tove Ditlevsen sig inspirere af de forlæg, hun kendte, nemlig 1930’ernes socialrealistiske litteratur, men hun fornyede og fortættede genren ved at lægge vægten på hovedpersonen Esters indre liv.

I 1944 udgav hun novellesamlingen Den fulde Frihed, hvor den korte prosaform, som hun efterhånden rendyrkede til mesterskab, sætter hendes indlevelsesevne og skarpe iagttagelsesevne i relief. Titelnovellen problematiserer Sydhavnskredsens livsform. En ung kvinde, der har krævet sin “fulde frihed”, dør af en provokeret abort, men hendes ægtemand kan ikke sørge. Hans følelser er dræbt af hendes promiskuitet.

Ved siden af forfatterskab og børnepasning forsørgede Tove Ditlevsen familien med forskelligt erhvervsarbejde, især petitjournalistik. Men det aktive liv fik en brat ende. I 1945 blev hun skilt fra Munk og gift med lægen Carl Ryberg. De fik sønnen Michael i 1946 og adopterede desuden pigen Trine, som Ryberg var fader til.

I samlivet med sin nye mand udviklede Tove Ditlevsen sig til narkoman, og i 1949 blev hun indlagt, døden nær. Året efter blev de skilt.

Hele livet kunne Tove Ditlevsen stråle og sprudle i en snæver, tryg kreds, men hun blev aldrig igen det udadvendte menneske, hun havde været. Hendes psykiske skrøbelighed var taget til, og hun vedblev at være afhængig af sovemedicin og i perioder af narkotika.

Af gode grunde skrev hun ikke meget i dette ægteskab, men hun udgav dog romanen For Barnets Skyld, 1946, om en skilsmisse, set i børnehøjde og med besættelsestiden som baggrund; desuden digtsamlingen Blinkende Lygter, 1947, og novellesamlingen Dommeren, 1948. Bøgerne var dog i det store og hele skrevet, før narkotikaen kom ind i hendes liv.

Med Blinkende Lygter fik Tove Ditlevsen for første gang blandede anmeldelser. Modernismen var efter krigen blevet den herskende litterære retning, og hendes rimede fire-liniede vers med klang af 1890’ernes lyrik blev nu opfattet som gammeldags.

Fra da af blev hendes formmæssige traditionalisme pludselig set som et problem, hvad hun gang på gang blev mindet om; sidste gang i 1974, hvor hun til sin dybe skuffelse blev forbigået i den elvte time til Det Danske Akademis Store Pris, der i stedet gik til modernisten Sven Holm. Et selvmordsforsøg i september 1974 hang til dels sammen med fortvivlelsen over, hvad hun oplevede som manglende agtelse for sit livsværk.

Paradoksalt nok er Tove Ditlevsens forfatterskab i sit indhold moderne. Modernistiske temaer som splittelse og eksistentiel angst går igen i hendes digte og noveller. Ligeledes beskriver hun indfølende dilemmaerne i Efterkrigstidens moderne kvindeliv, væsentligst i digtsamlingen Kvindesind, 1955, radioromanen To som elsker hinanden, 1959 (bogudg. 1960), og novellesamlingen Den onde lykke, 1963.

Fra 1956 til sin død redigerede Tove Ditlevsen desuden Familie Journalens brevkasse, der leverede materiale til hendes vægtigste bidrag til tidens kvindedebat, kritikken af forsørgerægteskabet.

I romanen Ansigterne, 1968, om en kvindes psykose og tilbagevenden til en skrøbelig normalitet samt i digtsamlingerne De voksne, 1969, og Det runde værelse, 1973, forsøgte hun også formmæssigt en sen tilnærmelse til modernismen.

I 1950 havde Tove Ditlevsen mødt Ekstra Bladets senere chefredaktør, den belæste embedsmand Victor Andreasen. De giftede sig 1951, og parret bosatte sig i Birkerød.

De to følte sig dybt forbundne, og Tove Ditlevsen oplevede sin lykkeligste tid. Alligevel pinte de hinanden. Tove Ditlevsens digteriske selvtilstrækkelighed tirrede og provokerede ægtemanden til en lunefuld og ufølsom adfærd, der for hende var salt i de sår, moderens opdragelse havde efterladt.

I slutningen af 1950’erne forværredes forholdet med gensidig utroskab og udspekulerede straffeaktioner. 1962 flyttede familien, der i 1954 var forøget med sønnen Peter, til København, og Tove Ditlevsens pillemisbrug voksede, suppleret med et stigende alkoholforbrug. Ægteskabet ophørte reelt i 1971. To år efter blev de skilt, men parrets tætte samhørighed varede ved.

Gennem 1960’erne og 1970’erne var Tove Ditlevsen i perioder psykiatrisk indlagt, men kunstnerisk blev sammenbruddene en styrke, idet hun på hospitalet helt bogstaveligt kunne søge tilflugt i sit hemmelighedsfulde rum: i “den ubrudte stilhed/ jeg hele mit liv har begæret” og omskabe den virkelighed, hun ikke magtede, til kunst.

De intense og ubesmykkede erindringsværker Barndom og Ungdom, begge 1967, er skrevet på Skt. Hans Hospital, mesterværket og skandalesuccesen Gift, 1971, ligeledes.

Den ramsaltede Vilhelms værelse, 1975, der skildrer hendes sidste ægteskab, blev til på Rigshospitalet. I et forsøg på at korrigere billedet af deres forhold og påvise bogens fiktive træk udgav Victor Andreasen i 1993 selv bogen Kære Victor, der indeholdt de breve, Tove Ditlevsen havde skrevet til ham i årene efter deres skilsmisse.

Efter at Victor Andreasen havde forladt hende, tog Tove Ditlevsens depressioner til, og hendes liv, der altid havde udgjort råstoffet i digtningen, blev tomt. I 1976 begik hun selvmord. Hun blev begravet fra Krist Kirke og fulgt til graven af tæt ved tusind mennesker.

Tove Ditlevsens betydning for flere generationer af læsere har især ligget i hendes evne til at udtrykke sammensatte følelser og erfaringer enkelt og smukt. Det skaffede hende allerede, mens hun levede, et usædvanligt stort kvindeligt publikum, og med 1970’ernes nye kvindebevægelse fik hendes indsigt i kvindelivet fornyet opmærksomhed, eksempelvis udtrykt i flere indspilninger af hendes digte, bl.a. af Anne Linnet.

Tove Ditlevsen modtog en række hædersbevisninger, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat, 1953, Aarestrup-Medaljen, 1954, De Gyldne Laurbær, 1955, Undervisningsministeriets Børnebogspris, 1959 og Søren Gyldendal-Prisen, 1971.

• Maleri af Hans Bendix fra 1964 på Fr. borgmus. Tegn. fra 1966 af Gunnar Hossy i Det Kgl. Bibliotek. Tegn. af Ebbe Sadolin. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• Karen Syberg: Tove Ditlevsen, 1997. Jens Andersen: Til døden os skiller, 1997. Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Harald Mogensen (red.): Om Tove Ditlevsen, 1976.
• Privatarkiv i Det Kgl. Bibliotek.

• Unge Kunstneres Klub
• Familie Journalen

• Tove Ditlevsen

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.