Ester Nagel

Ester Nagel blev født i Stockholm, men voksede op i Berlin og København, først i Stormgade og senere på Nørrebro, efter at hendes velhavende fader havde sat sin formue over styr. Som barn tegnede og skrev hun og ville gerne være skuespiller, men faderen mente, at det var en upassende beskæftigelse, så i 1935 kom hun i lære som apoteksassistent på Jernbaneapoteket. Efter sin eksamen 1938 blev hun ansat i huset og på kontor, men levede af sit forfatterskab fra 1943, hvor hun giftede sig med digteren Halfdan Rasmussen. Tre år inden var hun debuteret med en novelle i tidsskriftet Vild Hvede, hvor mange unge forfattere kom til orde, og siden fulgte fire korte fortællinger i samlingen under fællestitlen Mennesker, 1943. Det følgende år kom hendes første roman Dagen gaar sin Gang, der handler om en ung piges kunstnerdrømme, som kolliderer med fattigdom og rutinearbejde på et kontor. Striden om Jakob, 1947, fortsætter forfatterskabets linie med en socialt engageret, psykologisk realisme i beskrivelsen af, hvordan livsglæde kues i et samfund, der styres af materielle hensyn. Lille-Ost og hans bedrifter, 1955, indvarslede en ny fabulerende og humoristisk-satirisk tone i forfatterskabet. Romanen var et opgør med kvindesynet i Karen Blixens essay En båltale med 14 års forsinkelse, holdt som radioforedrag i 1953 og trykt første gang to år efter.

I løbet af 1950’erne og 1960’erne skrev Ester Nagel adskillige hørespil til Danmarks Radio, bl.a. Lad Magdalena fortælle, 1959, udgivet i Dansk radiodramatik 2, 1968, et stykke, der handler om en krigsflygtning og hendes senere skæbne i en flygtningelejr. De øvrige hørespil tager ofte ægteskab og kønsroller under behandling, fx Ægtemand, dit smykke går på fødder, 1954, og En køn redelighed, 1965. Samtidig skrev hun artikler og kronikker om sociale og internationale spørgsmål og var i nogle år foredragsholder for Mellemfolkeligt Samvirke. Hun blev medlem af Dansk Kvindesamfunds Virumkreds sidst i 1940’erne og deltog i internationale seminarer i Grækenland og Irland, men trak sig ud af foreningen i begyndelsen af 1970’erne, da hun fandt, at den var blevet for konservativ.

Ester Nagel følte sig ofte splittet mellem sin karriere som forfatter og sit arbejde som moder og husmoder. Det får man et stærkt og levende indtryk af i Husmor og skribøse, 1986, som indeholder hendes ofte humoristiske brevveksling med veninden, forfatteren Tove Ditlevsen fra de år, hvor de begge havde små børn. Ester Nagels ægtefælle tog sin tørn med rengøringen, og han passede hus og børn, når hun var ude at rejse, men det daglige arbejde påhvilede hende sammen med alle dagligdagens utallige små afbrydelser. Derfor skrev hun hovedsagelig om aftenen og om natten, når der var ro i huset. I 1973 blev Ester Nagel skilt, men midt i sit personlige ragnarok fornyede hun sig endnu en gang som forfatter og begyndte at skrive børnedramatik for opsøgende teatergrupper som Comedievognen, Artibus og Team Teatret, bl.a. Hovsa og Tralle, 1970, Hattemarbutikken, 1972, og Mathilde, 1975. Hun havde dog stadig noget på hjerte for voksne, og i 1976 udkom den roste samling fantastiske fortællinger Havets døtre i vinden og andre noveller, hvor det frodigt fabulerende og den absurde humor bliver et middel mod den fornuftige hverdag, som holder personerne fanget. Dermed har Ester Nagel markeret sig som en af de få kvindelige forfattere i sin generation, der ikke blot bruger humor som afbøjning og moderering af konflikter, men som hvæsser den til hug over for de psykologiske og sociale mekanismer, der holder mennesker på afstand af deres eget liv.