Karen Blixen voksede op på Rungstedlund nord for København som den næstældste af fem søskende. Som voksen vendte hun igen og igen tilbage til det modsætningsforhold, der eksisterede mellem faderens og moderens familie, og de meget forskellige former for påvirkning, hun herigennem havde modtaget. Faderen, som hun identificerede sig med, tilhørte en konservativ, konge- og kirketro gammel herregårdsslægt med forbindelse til den danske adel; en familie som ikke følte nogen forpligtelse til at sætte sig spor, men som besad en aristokratisk tiltro til sin egen placering i verden. Karen Blixens moder stammede fra en slægt af storborgerlige forretningsmænd og jordbesiddere, kendetegnet ved en høj moral og idealer som mådehold, opofrelse og pligt. Både moderen og hendes søstre tilhørte unitarismen, en trosretning, der ikke anerkender forestillingen om frelse ved Kristi offerdød og understreger menneskets direkte ansvar over for Gud. Karen Blixen er tydeligvis blevet præget af dette syn i sin modvilje mod kristelig ydmyghed og selvudslettelse, ligesom hendes skæbnebegreb utvivlsomt er påvirket af det unitariske gudsbegreb.
Efter faderens selvmord i 1895 ændredes ligevægten i den påvirkning, Karen Blixen modtog, og hun følte sig mere eller mindre prisgivet det westenholzske kvindelige regimente. De unge Dinesendøtre blev i modsætning til sønnerne undervist hjemme, dels af en ansat lærerinde og dels af deres mormoder og moderens ene søster Mary B. Westenholz, kaldet moster Bess. Hun øvede livet igennem en stor indflydelse på Karen Blixen, og de debatterede ofte livligt i breve og samtaler, ikke mindst om kvinders rettigheder og forholdet mellem kønnene. Således kan flere af Karen Blixens essays, bl.a. En båltale med 14 års forsinkelse, 1953, ses som indlæg i diskussionen med mosteren.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.