Faktaboks

Anne Linnet
Født
30. juli 1953, Århus
Arbejdsliv
Komponist og sanger
Familie

Forældre: overkirurg Peder Linnet-Jepsen (1921-79) og tandlæge Elisabeth Kloppenborg-Skrumsager (født 1923).

Gift 1974 med komponist, musiker Holger Laumann, født 16. december 1942. Ægteskabet opløst 1985.

Anne Linnet

Anne Linnets karriere har mange facetter. Hun er komponist, sanger, digter og forretningskvinde. Hun var en af drivkræfterne i udviklingen af 1970’ernes danske rytmiske kvindemusik, og hun var den første kvinde, som gennemførte et studium med komposition som hovedfag ved et dansk konservatorium. Det er dog især inden for populærmusikken, at hun har været en fornyer, og hun har præget den danske rock- og populærmusiks udvikling med en aldrig svigtende fornemmelse for de internationale strømninger. Foto fra 1995.

Anne Linnet
Af /Ritzau Scanpix.

Anne Linnets karriere har mange facetter: som komponist, sanger og digter var hun en af drivkræfterne i udviklingen af 1970’ernes danske rytmiske kvindemusik, som den første kvinde gennemførte hun et studium med komposition som hovedfag ved et dansk konservatorium, og som forretningskvinde oprettede hun et pladeselskab PladeCompagniet, som hun drev frem til omkring 1994, da det blev købt af det multinationale firma Sony.

Tidlig debut

Med en tryg og fri barndom i et akademikerhjem blev Anne Linnet tidligt selvstændig, allerede som 16-årig optrådte hun med sit eget materiale i folkemusikstil, og fra 1971 sang hun med bl.a. Radioens Big Band i arrangementer af sin senere ægtemand Holger Laumann.

Sideløbende med musikken gik hun i gymnasiet og blev 1972 student fra Statsgymnasiet i Århus.

Shit og Chanel

Først i 1970’erne var hun som sanger, guitarist og pianist medlem af gruppen Tears og indspillede tre plader med den, men det var som medlem af den skelsættende kvindegruppe Shit og Chanel, at hun for alvor markerede sig.

Gruppen, der havde base i Århus, dannede Anne Linnet i 1974 sammen med Lis Sørensen, Astrid Elbæk, Ulla T. Eriksen og Lone Poulsen. Sammen med den et år yngre kbh.ske gruppe Hos Anna, der bestod af søstrene Hanne og Lotte Rømer, Irene Becker og Karen Mortensen, repræsenterede Shit og Chanel fortroppen i kvindernes indtog på den professionelle rytmiske musikscene i Danmark.

Ud over en stor del af musikken skrev Anne Linnet hovedparten af gruppens tekster, der fremlagde en ny forståelse af kvindeliv og således lå på linie med rødstrømpebevægelsen, som flittigt brugte flere af Shit og Chanels sange.

Soloudgivelser

Allerede i den kollektive Shit og Chanel-periode trådte Anne Linnet i forgrunden med flere soloudgivelser, bl.a. pladen Kvindesind ,1977, en overbevisende musikalsk fortolkning af Tove Ditlevsen s digtsamling fra 1955. Såvel Kvindesind som en anden soloplade Go’ søndag mor’n , lavet i 1980 for børn i forbindelse med en række fjernsynsudsendelser, opnåede stor popularitet. Anne Linnets indlevelse i Tove Ditlevsens univers kom igen til udtryk på pladen Barndommens gade ,1986, der føjede nye numre til den musik, Anne Linnet i forvejen havde skabt til filmen af samme navn.

Anne Linnet Band

Anne Linnet Band

Anne Linnet har optrådt som solist, men også i bands. Hun var bl.a. med i den skelsættende kvindegruppe Shit og Chanel fra 1974, Anne Linnet Band fra 1980 og Marquis de Sade fra 1983. Sidstnævnte vakte furore, bl.a. i kvindepolitiske miljøer, på grund af sine sadomasochistiske temaer. På billedet står Anne Linnet sammen med de to øvrige medlemmer af Anne Linnet Band, Sanne Salomonsen (til venstre) og Lis Sørensen (til højre). Foto fra 1980.

Anne Linnet Band
Af /Ritzau Scanpix.

Den sidste af de fem Shit og Chanel-plader, der var en opsamlingsplade, blev udgivet i 1982, året efter at hendes nye kvindegruppe havde udsendt sit første album, Anne Linnet Band. Med sine 65.000 solgte eksemplarer, næsten lige så mange som de fem Shit og Chanel-plader tilsammen, demonstrerede Anne Linnet Band hendes stadig solidere fodfæste inden for dansk rockmusik. Blandt de betydningsfulde musikere, Anne Linnet har samarbejdet med, er sangeren Sanne Salomonsen . Hun udgjorde sammen med Anne Linnet og Lis Sørensen Anne Linnet Band, og hun var medskaber af de to rockmusicals Berlin 84 ,1984, og Gøngehøvdingen , 1989. Anne Linnet har desuden lavet to andre musicals, Roserne bryder ud ,1982,og Tiggeroperaen , 1984, der begge blev opført på Folketeatret.

Marquis de Sade

Som pioner inden for kvindemusikken har det for Anne Linnet været en nødvendighed at lade sit privat- og seksualliv være en integreret del af sangproduktionen. Hun har slået sin biseksualitet fast, og hendes optagethed i begyndelsen af 1980’erne af sadomasochisme resulterede i temaet for hendes næste gruppe Marquis de Sade, der trådte frem med sit første album i 1983.

Pladen vakte furore og demonstrativ modstand, bl.a. i kvindepolitiske miljøer, men Anne Linnet blev dog også karakteriseret som den, der markerede “en subjektiv realisme, der er forfriskende åbenhjertig”.

Musikken er her mere funky og hårdtslående end Anne Linnets tidligere ofte balladedominerede musik, og noget af inspirationen til den kom efter besøg i rock- og discomiljøer i New York og Berlin. På gruppens to næste udgivelser Hvid magi,1985, og En elsker,1986, var den rå atmosfære veget for lysere kærlighedssange.

Samarbejdet med Johannes Møllehave

De følgende soloplader Jeg er jo lige her,1988, og Min sang, 1989, sidstnævnte komponeret til tekster af præsten og forfatteren Johannes Møllehave, opnåede helt forrygende salgstal. Her fik publikum den Anne Linnet, det elskede: enkel, direkte, inderlig og usentimental.

Teksttalentet har også givet sig udslag i to velskrevne bøger, digtsamlingen Glimt, 1983, og erindringerne Hvor kommer drømmene fra,1999. I 1997 så endnu et nyt Anne Linnet-band dagens lys, Bitch Boys.

Klassiske værker

På Det Jyske Musikkonservatorium fik Anne Linnet både en musikpædagogisk uddannelse og en komponistuddannelse, den sidste med bl.a. komponisterne Per Nørgård og Hans Abrahamsen som lærere.

Studietiden, der forløb i perioden 1973-85 sideløbende med Anne Linnets populærmusikalske karriere, resulterede i en række klassiske værker, herunder strygekvartetten Quatuor brutale, indspillet i 1985 på plade af Kontra Kvartetten og det symfoniske værk Spring Capricious, 1989, tilegnet Aarhus Symfoniorkester.

Anne Linnet har også været repræsenteret på de hæderkronede Århus festivals for ny musik, Numus, med såvel klassiske som populærmusikalske værker. Endvidere komponerede hun en kammeropera Thorvaldsen i 1996.

Anne Linnets store spændvidde

Spændvidden i Anne Linnets omfangsrige musikalske produktion er stor. Men det er inden for populærmusikken, at hun har været en fornyer. Hun har været med til at præge den danske rock- og populærmusiks udvikling med en aldrig svigtende fornemmelse for de internationale strømninger, og hun har hele tiden evnet at forny sit klangunivers, hvilket afspejler sig i hendes valg af fremtrædende danske og udenlandske musikere og producere.

Hendes uortodokse, lidt kantede kompositoriske stil bærer et umiskendeligt Anne Linnet-præg, og essentielt i hendes succes er evnen til at artikulere en tekst musikalsk i en sådan frasering, at dens budskab trænger rent ind og huskes.

Priser og hædersbevisninger

Anne Linnet fik 1985 Preben Harris’ rejselegat for yngre dramatikere, en påskønnelse af hendes daværende tre forsøg i musicalgenren. Året efter blev hun tildelt en portion af LOs Kulturpris, i 1996 Gentofte Kommunes Kulturpris, i 1997 Ingrid Jespersens Legat og i 1998 den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.

Beskrivelser og portrætter af Anne Linnet

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Torben Bille (red.): Politikens Dansk Rock 1956-1997, 1997. Dolly Kjeldsen: Anne Linnet og Marquis de Sade, 1992. Ulla Hempel: Teach Me Tiger, 1985.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig