Edith Rode

Edith Rode var født ind i en højborgerlig københavnsk familie og var den ældste af tre døtre. Hjemmet var åndsliberalt, kultiveret og præget af et betydeligt frisind i tanke og handling, der især skyldtes faderens humanitære og sociale indstilling. Moderen holdt mere på konventionerne. Faderens liberalisme strakte dog ikke så langt, at det faldt ham ind at sikre sine døtre en uddannelse. Han sørgede for deres fremtid ved at indskrive dem på Vemmetofte Jomfrukloster og gik i øvrigt ud fra, at de blev gift. Det blev de også, men for Edith Rodes vedkommende medførte det ikke, at hun blev forsørget. Børnene blev sat i gode, fremskridtsvenlige skoler, men faderens tro på betydningen af frisk luft gjorde, at de blev taget ud af skolen tre måneder hvert år og sendt på landet. Den højt begavede Edith Rode klagede senere i livet over, at hun aldrig havde lært noget som helst til bunds. I De tre smaa Piger, 1943, skildrede hun under fiktionens dække barndomshjemmet. Hun karakteriserede sig selv som et overspændt barn, bange for alting. Hun overlevede ved at udvikle sin egen fantasiverden og skrev, fra hun kunne holde på en blyant. Livsangsten forhindrede hende dog ikke i at debutere med en ret dristig roman allerede som 22-årig, og også senere i livet overvandt hun sin skræk ved at konfrontere sig med den. Den første roman Misse Wichman, 1901, blev endnu samme år fulgt op af Maja Engell, og allerede i 1902 udkom den tredje roman, Gold. De havde som fællestema kvindens forventninger og mandens manglende evne til at honorere dem. Romanerne var påvirket af tidens sædelighedsdebat og tog en række seksuelle og moralske emner op. Bøgerne, der var et forsvar for kvinders ret til deres seksualitet, deres sanselighed, som det hed dengang, blev modtaget med begejstring af anmelderne og med forargelse af borgerskabet.

Forholdet mellem forældrene var dårligt, og Edith Rode havde det vanskeligt med sin moder. Flugtmuligheden blev et kammeratægteskab med en venindes broder, maleren Fritz Julius August Magnussen. De blev gift i april 1902 og rejste straks på en længere bryllupsrejse til Italien. Han skulle male, og hun skulle skrive, og som så mange andre nordiske kunstnere slog de sig ned i omegnen af Firenze. Her blev Edith Rode indhentet af sin skæbne i skikkelse af forfatteren Helge R., der var på rejse i Italien. Den ni år ældre digter besad lige præcis den blanding af følsomhed, analytisk begavelse og humor, der skulle få Edith Rode til at smide, hvad hun havde i hænderne, og overgive sig til den store kærlighed. Bryllupsrejse eller ej, hun rejste med Helge R. og så sig ikke tilbage. Parret slog sig ned på Capri, hvor deres første barn, datteren Asta blev født. Først i 1905 gik skilsmissen i orden, og de kunne vende hjem til København På vejen blev de lovformeligt gift i München.

Begge var myreflittige, men deres skriverier kastede langtfra nok af sig til den levestandard, de betragtede som naturlig. Parret fik efterhånden fire børn, og mens Helge R. forblev skønånd, faldt det mere og mere i Edith Rodes lod at holde kreditorerne fra døren med levebrødsskriveri. Sideløbende med sit forfatterskab arbejdede hun fra 1913 som journalist på Berlingske Tidende. Parrets gode ven, digteren Sophus Claussen skældte hende ud for at forsømme sit talent, men hun retfærdiggjorde sig: “Maaske kan mit Efteraar holde, hvad mit Foraar lovede, hvad gjorde det saa, at jeg bare stod og groede i Sommeren?” I sine 30 år som journalist udgav hun ved siden af to skuespil en stadig strøm af romaner, noveller, rejsebøger og kogebøger. Hun havde ingen illusioner om sine evner som nyhedsjournalist, men hun havde heller ingen fine fornemmelser. Hun skrev om alt fra ildebrande til afdansningsballer, selvom hun især var en fremragende interviewer. Hendes force var den stilistisk elegante stemningsskildring. Med få sætninger kunne hun tegne et helt livsbillede, en evne, hun havde udviklet i sine fine noveller. I historien om Drømmeskøgen skildrer hun en ærbar, højt elsket hustru og moder, der på dødslejet betror sin unge sygeplejerske, at hele hendes liv i fantasien har været én lang række af mænd: “Jeg har drømt om dem allesammen. Skuespillere, Virtuoser, fremmede Mænd og Mænd, som jeg kendte. Mænd som jeg bare saa, og Mænd som jeg bare tænkte. Jeg har skiftet Elsker hver Time, som det passede mig. Jeg har levet i et Orgie af Elskov!” Om sin mand siger hun hånligt: “Han er tilfreds med saa lidt. Jeg har aldrig bedraget ham, det lægger Mænd så megen Vægt paa.”

Ud over alt det andet var hun tillige hovedredaktør af leksikonværket Den gyldne Bog om danske Kvinder, 1941. Sine bedste ting skrev hun efter hun var fyldt 60, og der ikke længere var så mange, som skulle forsørges. Ud over De tre smaa Piger er det erindringsbøgerne Der var engang, På togt i erindringen, 1953, og den posthumt udgivne På rejse i livet, 1957. Fra 1937 redigerede hun en meget elsket brevkasse, Smaa Hverdagsproblemer, i ugebladet Familie Journalen. Brevkassen blev efter hendes død overtaget af hendes protegé Tove Ditlevsen. Bl.a. på baggrund af sine erfaringer som brevkasseredaktør udgav Edith Rode Livskunst uden Filosofi, 1948, som kort kan beskrives som en klog kvindes gode livsråd. I bogen, der som så mange af hendes værker kom i store oplag, opsummerede hun sin livsholdning på følgende måde: “Det kommer ikke an på at blive lykkelig. Det kommer an på at leve.” Edith Rode modtog Ingenio et arti 1949.