Berthe Qvistgaard

Efter at have taget studentereksamen fra Falkonergårdens Gymnasium i 1929 kom Berthe Qvistgaard i 1931 ind på Det Kgl. Teaters elevskole, hvor hun efter eget udsagn var mere tålt end elsket. Hun debuterede her i 1933 som eskimopigen Atidak i forfatteren og polarforskeren Peter Freuchens Osakrak og var i de følgende år ansat på Dagmarteatret, Det Ny Teater og Folketeatret. Sit overbevisende gennembrud fik hun i 1940’erne på Frbg. Teater og på Riddersalen. Den flotte langbenede, intelligente pige med den karakteristiske ru, lidt hæse stemme og varme erotiske udstråling svarede godt til tidens sofistikerede kvindeideal, som Lauren Bacall og Katherine Hepburn repræsenterede i de amerikanske filmkomedier, der samlede et stort publikum i Besættelsens første år. Det angelsaksiske lystspil var ikke alene populært på det hvide lærred, men også hos teatergængere, og Berthe Qvistgaard viste sig at være den perfekte Amanda i Noël Cowards elegante, erotiske komedie Privatliv. Efter at stykket i 1933 nærmest var blevet en fiasko på Dagmarteatret, spillede hun det sammen med skuespilleren Knud Rex til succes på Frbg. Teater i 1944, og senere kom hun til at optræde i denne komedie mere end 500 gange. Året før havde teaterdirektør Stig Lommer haft bud efter den unge skuespillerinde, der 1943 i Hornbækrevyen demonstrerede, at hun også mestrede revyens mere direkte publikumskontakt. Forfatteren Mogens Dams og komponisten Amdi Riis’ vise Jeg ved et Spil om en Vej blev i hendes udlægning et af årets største revyhits. Skønt hun var en udpræget moderne skuespiller, viste hun imidlertid i 1941 i W. Wycherleys kyniske 1600-tals-stykke En kone fra Landet sit talent også i den historiske stilkomedie.

Berthe Qvistgaard var imidlertid ikke kun lystspilskuespiller. Hendes kunst havde langt dybere strenge, og i 1940’erne forøgede hun sit repertoire med så komplicerede kvindeskikkelser som Strindbergs Frøken Julie, 1941, på Riddersalen, Inès i Sartres Lukkede Døre, 1946, på Frbg. Teater og gentaget i TV-Teatret 1959 og som Lucienne i M. Aymés Lucienne og slagteren, 1948, på Alléscenen. I perioden 1950-63 blev Berthe Qvistgaard en af de kvindelige hovedkræfter på Det Ny Teater, der under Peer Gregaards ledelse oplevede en glanstid og virkede som en magnet på tidens bedste skuespillere: Bodil Kjer, Ghita Nørby, Mogens Wieth, Henrik Bentzon og mange andre. Her spillede hun en perlerække af hovedroller i det moderne udenlandske repertoire, bl.a. Shaws Candida, Roberte i Aymés Retten på vrangen, Elisabeth Proctor i Arthur Millers Heksejagt, Paola i J. Giraudoux’ Lucretia, generalinden i Anouilhs Toreadorvalsen og Madame Irma i J. Genets Balkonen. I Molières Misantropen spillede hun den mandegale, men snerpede Ardinoë over for Kjers kokette Celimène og i 1964 Martha i E. Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? Uden for Det Ny Teater fremstillede hun bl.a. den groteske Mrs. Peachum i Bertolt Brechts Laser og pjalter på Aveny Teatret i 1956.

I 1967 blev Berthe Qvistgaard udnævnt til rektor ved den nyetablerede Statens Teaterskole, der åbnede det følgende år. Det var lidt af en uriaspost. Før skolen overhovedet var startet, blev den mødt med voldsomme protester fra teaterfolk, der var imod at isolere skuespilleruddannelsen fra de professionelle scener, og inden for murene truede en konflikt mellem to forskellige lærergrupper i det første år med at sabotere skolens arbejde. I de 12 år, Berthe Qvistgaard beklædte rektorposten, lykkedes det hende med diplomati og takt at føre skolen frelst gennem stormene. Samtidig med at hun var respekteret i teaterverdenen, havde hun også ungdomsoprørernes tillid, og hun var kendt for sine venstreorienterede holdninger. Efter Anden Verdenskrig havde hun meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti, og hun forblev partiet tro, selvom hendes kommunisme var mere idealistisk end partipolitisk. Som rektor holdt hun en lav profil udadtil og blandede sig sjældent i den ofte overophedede debat, der var affødt af bl.a. studenter- og ungdomsoprøret, og som i høj grad politiserede forholdene på skolen. Derimod koncentrerede hun sig om at udklække nye talenter, der bedre end ord beviste skolens eksistensberettigelse. Hun fik i denne periode kun momentant lejlighed til at vise sig på scenen, fx som den arbejdsløse arbejderske i Ulla Ryums Myterne på Det Kgl. Teaters lille scene Comediehuset i 1973.

Efter sin afgang som rektor i 1979 nåede Berthe Qvistgaard at spille en række store roller, bl.a. Leonora Christina i Sven Holms Leonora på Bådteatret, en af de afdankede primadonnaer i Cowards Sidste akt på Amagerscenen, den aldrende Sarah Bernhard i Sarah og den snu og afstumpede bedstemoder i Ö. von Horvaths – men musikken er af Strauss på Odense Teater. Foruden de mange teaterroller medvirkede hun i ca. 30 film. Allerede i 1942 indledte hun sin filmkarriere i Sven Methlings Regnen holdt op, og i 1944 medvirkede hun i Besættelse, der var instrueret af Bodil Ipsen. Hun leverede endvidere glimrende præstationer i Elisabeth Rygaards, Mette Knudsens og Li Vilstrups Ta’ det som en mand, frue!, 1975, og ikke mindst i Morten Arnfreds meget roste film Johnny Larsen, hvor hun som Johnnys bedstemoder ydede en præstation, der i 1980 indbragte hende en Bodil-pris for bedste birolle. Endvidere spillede hun flere roller i Radio- og TV-Teatret. Til de betydeligste på tv hører Fru Alving i Henrik Ibsens Gengangere, som hun også spillede på Det Danske Teater, Alice i Strindbergs Dødedansen og ammen i Faderen af samme forfatter. Da hun fyldte 80 år, trak hun sig tilbage fra scenen.

Berthe Qvistgaard modtog i 1944 Teaterpokalen, Johanne Luise Heibergs Mindelegat 1963, Tagea Brandts Rejselegat 1965 og Olaf Poulsens Mindelegat 1975. I 1982 modtog hun Henkel-Prisen og i 1983 Gelsted-Kirk-Scherfig-Prisen. Hun udnævntes i 1984 til æresmedlem af Dansk Skuespillerforbund.