Ghita Nørby

Ghita Nørby er blevet kaldt stjernen i dansk film, dansk teaters førstedame, vores største skuespillerinde. Hendes talent har været anerkendt, siden hun var ganske ung. Men der er langt fra den søde, unge pige i 1960’ernes danske folkekomedier til de facetterede og stærke kvindeportrætter, som hun har fremstillet op gennem 1980’erne og 1990’erne.

Allerede som barn ville Ghita Nørby være skuespiller, men sagde det ikke til nogen og nøjedes med at følge prøverne på Det Kgl. Teater, hvor hendes fader var kgl. kammersanger. Hendes barndomshjem var trygt og borgerligt med stor sans for kunst og skønhed, men konflikter var ilde set. Pigebørn skulle helst være søde, glade og uden kanter, og hun har siden gennem en livslang proces arbejdet med at genfinde de mørke, genstridige sider af sin personlighed. Ghita Nørby gik i H. Adlers Fællesskole, men forlod gymnasiet som 17-årig uden eksamen og sneg sig til prøvefilmning på Nordisk Film. Forældrene blev forfærdede over dette brud på hjemmets normer og sendte hende skyndsomst på højskole i Askov. Ghita Nørby så det i begyndelsen som en forvisning, men opholdet modnede hende, styrkede hendes selvtillid og udvidede hendes horisont. I 1954 blev hun optaget på Det Kgl. Teaters elevskole sammen med bl.a. Birgitte Price. Efter elevtiden fortsatte de begge på teatret, hvor Ghita Nørby spillede Johanne i Eventyr på fodrejsen, 1956. Samtidig indledte hun en karriere som filmskuespiller, først i Ung leg, 1956, siden i en lang række folkekomedier, fx Vagabonderne på Bakkegaarden, 1959, og Baronessen fra benzintanken, 1960. Hun havde sit kønne udseende imod sig og var i disse år ved at gro fast i roller som sød, smuk og naiv ung pige. Instruktøren Erling Schroeder kunne imidlertid se talentet bag facaden. Han hentede hende til Alléscenen, og her udviklede hun sig til karakterskuespiller i en række fine rollefortolkninger i moderne teater, bl.a som Jo i S. Delaneys En duft af honning, 1960. Derefter spillede hun ved forskellige privatteatre og fortsatte filmkarrieren, der dog blev nedtonet under nogle års ophold i Italien med ægtefællen, sangeren Dario Campeotto.

Fra 1970 var Ghita Nørby atter ansat på Det Kgl. Teater. Samme år høstede hun megen ros for sin hovedrolle som stripteasedanserinde i P. Barnes’ skuespil Den herskende klasse. Et nyt højdepunkt blev nået, da hun i 1973 spillede Célimène i Molières Misantropen. Den blev instrueret af den svenske mesterinstruktør Ingmar Bergman, som allerede dengang kunne se, at Ghita Nørby havde potentialet til at blive skuespiller af internationalt format. Blandt hendes største præstationer er Fra regnormenes liv, hvor hun i 1982 afløste Price som Johanne Luise Heiberg, og rollen som Martha i Hvem er bange for Virginia Woolf?, som hun siden 1983 har spillet i flere omgange sammen med Frits Helmuth. Ham spillede hun også sammen med i P.O. Enquists Tribadernes nat, 1987. I 1986 fortolkede hun med bravur rollen som dronning Elisabeth i Schillers Maria Stuart. Også 1990’erne bød på præstationer af stort format, bl.a. i Ernst Bruun Olsens Betty Nansen på Betty Nansen, 1991, og rollen som Gertrud i den svenske dramatiker L. Noréns Sommer, 1993.

Adskillige af Ghita Nørbys store teaterpræstationer er nået ud til et stort publikum gennem turnéer. Men folkeeje blev hun i film og på fjernsyn, hvor hendes spændvidde er gået fra børnefjernsyn med Jess Ingerslev og Tom McEwan til TV-Teatrets Riget i Lars von Triers instruktion 1994 og 1997. Hun blev kendt for roller i Leif Panduros Bertram og Lisa, 1975, og Louises hus, 1977, og senere fulgte hele Danmarks befolkning hende lørdag efter lørdag som den kloge Ingeborg Skjern i Lise Nørgaards fjernsynsserie Matador. Også hendes filmkarriere viser hendes store spændvidde. Fra 1960’ernes folkekomedier er hun gået over til fremstillinger af komplekse kvindeskikkelser, fx i Max von Sydows filmatisering fra 1988 af Herman Bangs roman Ved vejen, og året efter i rollen som Regitze i Kaspar Rostrups Dansen med Regitze efter Martha Christensens roman. Lige så stor en præstation ydede hun som jiddisch mama i Susanne Biers svenske spillefilm Freud flytter hjemmefra, der havde dansk premiere i 1991, ligesom hun på flydende svensk klarede rollen som Karin Åkerblom i Bergmans selvbiografiske Den gode vilje, 1991-92, med Bille August som instruktør. Hendes evne til at trænge helt ind i en rolle og fremstille en personligheds paradokser så man i hendes psykologisk geniale tolkning af Marie Hamsun i J. Troells Hamsun fra 1996, mens anmelderne igen kom med smukke roser for hendes præstation i Her i nærheden, 2000, hvor Rostrup atter filmatiserede et værk af Martha Christensen med Ghita Nørby og Frits Helmuth i hovedrollerne. Sammen med veninden Vibeke Cristofoli har hun desuden været instruktør på Rialto Teatret i 1990 med Vi, Théo og Vincent van Gogh. I 1992 iscenesatte Ghita Nørby Ludvig Holbergs Barselsstuen på Det Danske Teater og sammen med Cristofoli Shakespeareforestillingen Othello på Gladsaxe Teater.

De søde piger fra benzintanken og Bakkegården ligger milevidt fra den modige Regitze og den desperat kæmpende moder i Her i nærheden. Men de har det fælles, at de er fremstillet med al Ghita Nørbys solidaritet og indlevelse. Hun står aldrig ved siden af sine karakterer og udstiller dem, men tager altid rollerne på sig og arbejder seriøst med dem. Hun har altid forsvaret folkekomedierne ved at pege på latterens nødvendighed, og de bedste blandt dem er gået over i filmhistorien som klassikere. Det er dog i hendes roller i 1980’erne og 1990’erne, at hun for alvor har vist sit format og talent til at fremstille komplekse, modne kvindeskikkelser med al deres lidenskab, kærlighed, dæmoni samt lyse og mørke sider. Hendes personer er ofte desperate kvinder, stride kællinger, rå madammer, kærlighedssøgende mennesker, men de er altid vedkommende, og gennem dem har Ghita Nørby sagt kolossalt meget om kvindeliv i vores kultur. Mod, indsigt, fordybelse, professionalisme og arbejdsdisciplin har været nogle af nøgleordene i hendes kunstneriske udvikling.

Ghita Nørbys mod har imidlertid ikke kun været professionelt, men også stærkt personligt. Det viste sig, da hun valgte at være åben om en kræftsygdom og fortælle om sine tanker og følelser i den forbindelse. Dermed blev hun en støtte og hjælp for mange kvinder i samme situation, som oplevede at få sat ord på en kaotisk og tabuiseret del af deres liv. Også på andre områder har Ghita Nørby markeret sig. Hun har iltert og energisk deltaget i den offentlige debat om ledelse og arbejdsforhold på Det Kgl. Teater, og siden 1997 har hun været formand for Dyrefonden. Hun har bidraget til en antologi om døden At sige verden ret farvel, 1995, til Amnesty Internationals bog om menneskerettigheder Flammer for frihed, 1998, til festskrifter for instruktøren Sam Besekow og skuespillerkollegaen Ebbe Rode. Desuden har hun skrevet forord til en ny udgave af Marie Hamsuns erindringer Under guldregnen, 1996. Ghita Nørby har modtaget et væld af priser for sin kunst, bl.a. Henkel-Prisen 1971, Teaterpokalen 1973, Tagea Brandts Rejselegat 1974 og Modersmål-Selskabets Pris 1998, ligesom hun har fået flere Bodil- og Robert-priser for bedste kvindelige hovedrolle. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1973, ridder af 1. grad 1983 og kommandør i 1996. I 1995 udkom hendes erindringer Mine egne veje, formet som en samtale mellem hende selv og Niels Birger Wamberg. “Min indfaldsvinkel er bestandig den, at det gerne må gøre ondt, være afsindigt vanskeligt, være – ja, konkret livsfarligt,” siger hun heri om sin kunstneriske skaben. Privat har livskunstneren Ghita Nørby dog lært at følge rådet om at lade skvalderkålen stå og i stedet fodre havens fugle.