Birgitte Price

Birgitte Prices karriere er blevet kaldt en af de mest uortodokse og overraskende i Efterkrigstidens danske teater. Hun blev tidligt fremhævet som en af sin generations mangfoldigste skuespillerinder og fik dernæst ros som en dygtig instruktør. År senere, da hun sad som en af de første kvindelige topchefer i dansk teaterverden, blev karakteristikken udvidet med, at hun var professionel og en god ambassadør for sine planer; stædig, men smidig; kontant, men lydhør. “Hun kan gå igennem enhver mur,” skrev et dagblad. Denne mangfoldighed udsprang af hendes trang til fornyelse og selvstændighed, som flere gange fik hende til at forlade det sikre og vante.

I Birgitte Prices trygge, solide barndomshjem var der ingen traditioner for kunstnerdrømme. Hun blev student 1952 fra Ordrup Gymnasium, var efter eget udsagn en pæn ung pige, “sprød og lige til at puste væk”, og planlagde at læse sprog eller musik. Inden da gik hun til prøvefilmning i håb om at tjene lidt penge som statist, men blev i stedet engageret til at spille den letlevende Alice i Lau Lauritzen jun.s Farlig ungdom fra 1953. Samme år blev hun landskendt som den kønne unge Søs i den første Far til fire-film. 1954 blev hun optaget på elevskolen ved Det Kgl. Teater og engageret ved teatret, da hun var færdiguddannet to år senere. Hendes alsidige talent for både skuespil, sang og dans gav hende adskillige roller i de følgende år, men hun følte sig arbejdsmæssigt hæmmet af, at hun var gift med en af teatrets mest markante instruktører John P., som havde været hendes lærer på elevskolen. Derfor forlod hun 1965 sin sikre ansættelse til fordel for skiftende engagementer ved forskellige kbh.ske privatteatre og TV-Teatret. Hun udviklede sig hurtigt til en glimrende karakterskuespiller og mestrede især moderne, komplicerede kvinderoller. Blandt hendes største præstationer fra disse år var Dario Fos En fod i hånden i 1966 på Folketeatret, E. Albees Utryg balance året efter på Det Ny Teater og G. Feydeaus Damen fra Natcaféen på Det Ny Scala i 1968. Fra fjernsynet kendte man hende som tandlægefruen i Leif Panduros tv-spil fra 1966 I stykker, fra hans krimiserie Ka’ De li’ østers, 1967, og fra E. Ionescos Kongen skal dø, der blev sendt som tv-teater 1970. Tilbage på Det Kgl. Teater fra 1970 havde Birgitte Price store roller i E.A. Whiteheads Alpha Beta, 1973, som Siri von Essen i P.O. Enquists Tribadernes nat, 1976, i Henrik Ibsens Fruen fra havet, 1977, og Gengangere året efter. På det tidspunkt havde hun atter foretaget et spring, idet hun 1977 var debuteret som instruktør på Strøghusteatret med Euripides’ tragedie Elektra. “En ny instruktør er født, det mest sjældne og mest tiltrængte i dansk teater,” stod der i en anmeldelse, og i de følgende år slog hun sit navn fast som talentfuld instruktør med fx Henri Nathansens Indenfor murene, 1980, Catherine Hayes To søstre, 1983, Strindbergs Et drømmespil på Det Kgl. Teater i 1989 og Medea på Det Danske Teater i 1994.

I 1985 var Birgitte Price blevet chef for TV-Teatret, som skulle nå ud til et stort og blandet publikum. Det ville hun gøre ved at øge antallet af forestillinger, gerne ved hjælp af sponsorstøtte, og ved især at satse på et klassisk, populært repertoire. Der var megen diskussion af hendes kunstneriske linie, men hun vandt respekt for sin organisatoriske flair og for sin evne til at blive hørt i Danmarks Radios (DR) store maskineri. Ros fik hun for forestillinger som fx Karen Blixens Sorgagre, 1987, Lars von Triers Medea, 1988, og Gun Jönssons iscenesættelse af Bertolt Brechts Det gode menneske fra Sezuan samme år. I længden spændte DRs sparekrav ben for hendes ambitioner, og hun forlod stillingen i 1989. Hun havde savnet levende teater og erkendte, at “TV-mediet kan rokke os, men bruges mere til at distrahere os”. Næste post blev chefstillingen for Det Danske Teater 1991-94. Her fortsatte hun med at sætte det sikre og populære i centrum, en linie, hun videreførte som skuespilchef på Det Kgl. Teater fra 1994. Det viste sig bl.a. i valget af nationalklenodiet Elverhøj som den forestilling, der skulle være teatrets bidrag til Kulturby ’96. Stykket blev spillet som friluftsforestilling i Dyrehaven og tiltrak et stort publikum. Nok vakte hendes repertoire kritik i teaterkredse, men hun fik ros for sine evner som problemknuser i en organisation med mange stridigheder.

Birgitte Price var fra 1980 medlem af Teaterrådet, der stod for instillingerne til Kulturministeriet om økonomisk støtte til børneteater og opsøgende teater. Hun sad en årrække i Socialdemokratiets kulturudvalg, og hun var præsident for den danske afdeling af ITI, en international kunstnersammenslutning, som arbejder på tværs af lande- og faggrænser. Hun modtog adskillige priser, bl.a. Henkel-Prisen 1969, Tagea Brandts Rejselegat i 1972 og Olaf Poulsens mindelegat 1980 for sine oplæsninger af klassiske danske forfattere. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1973, ridder af 1. grad 1990. Sygdom tvang Birgitte Price til at forlade Det Kgl. Teater i 1996. Hun døde året efter, og som mindeudsendelse i tv kunne man se hende i en af hendes yndlingsroller fra 1980, nemlig som Murielle i Simone de Beauvoirs monolog Jeg vil ikke være alene, hvis budskab er kvinders forpligtelse til selvstændighed for at kunne være hele mennesker.