Mette Knudsen

Det var i hovedrollen som en frigjort, men frustreret ung kvinde i Christian Braad Thomsens debutfilm Kære Irene, at Mette Knudsen i 1971 trådte frem i offentligheden. Herefter foretrak hun imidlertid at stå bag kameraet. Efter studentereksamen i 1962 uddannede hun sig som korrespondent og tilbragte nogle år i Paris, hvor hun arbejdede som sekretær på den danske ambassade og desuden som mannequin hos franske modehuse. Hjemme igen arbejdede hun på Det Danske Filminstitut som fransk korrespondent og læste fransk og filmvidenskab på Københavns Universitet, hvor hun i løbet af 1970’erne blev færdig som cand.mag. Som et af ungdomsoprørets resultater var det i begyndelsen af 1970’erne blevet lettere at komme til at lave film. Filmskolen tilbød kortere grundkurser i elementær filmproduktion, og Det Danske Filminstituts workshop bevilgede råfilm og udlånte udstyr til amatører med noget på hjerte. Disse muligheder blev benyttet af mange kvinder og også af Mette Knudsen, der 1971 debuterede som instruktør med gæstearbejderfilmen Fremmed. Året efter lavede hun sammen med instruktørerne Li Vilstrup og Dola Bonfils debatfilmen Kvinden og fællesmarkedet.

Det store folkelige og internationale gennembrud kom med den feministiske satiriske filmkomedie Ta’ det som en mand, frue, 1975, som Mette Knudsen skrev og instruerede sammen med Vilstrup og Elisabeth Rygård i produktionskollektivet Røde Søster. Filmen er bygget op over en midaldrende husmoders bevidstgørelsesproces, spillet af Tove Maës. Filmens clou er hallucinationen, hvor husmoderen Ellen Rasmussen oplever den omvendte verden: mandlige sekretærer læser ugeblade, og kvindechauvinister forfører kønne unge mænd. Filmen var også på den tekniske side en gennemført kvindeproduktion, fotograferet af Katia Forbert Petersen. Mette Knudsens andet store rødstrømpeprojekt, kavalkadefilmen Rødstrømperne, 1985, er baseret på klip fra den lange række af agitatoriske, dokumentariske og eksperimentelle film, som med udgangspunkt i rødstrømpebevægelsen blev lavet i løbet af 1970’erne, bl.a. på filminstituttets workshop. Filmen indeholder bl.a. optagelser fra kvindehusbesættelser, kvindelejren på Femø og kvindefestivaler. Andre historiske dokumentarfilm var Tjenestepiger, 1984, for Husligt Arbejderforbund og Frihed, Lighed, Stemmeret, 1990, for Kvindeligt Arbejderforbund. Fødslen af sønnen Martin i 1982 satte sig spor i filmen Lasse Lasse Lille, 1993, der fokuserede på den enlige udearbejdende moders problemer. For tv har hun iscenesat Er det løgn, hva’ jeg si’r?, 1978, og Bank under bordet, 1983, om vold i parforholdet. Som oftest har hun arbejdet kollektivt, især sammen med Rygård. Senest har hun i 1997 skrevet og instrueret spillefilmen Skat, det er din tur, hvor hun igen har anvendt formlen med ombytning af kønsrollerne.

Mette Knudsen har sammen med Braad Thomsen og Jan Aghed redigeret antologien Politisk filmkunst, der udkom 1973, og hun var redaktør på det socialistiske tidsskrift Politisk Revy 1973-75. Hun har haft tillidshverv som bestyrelsesmedlem i Plum Fonden og på Statens Filmcentral, hvor hun 1986-90 også var ansat som programredaktør. 1975-78 var hun filmkonsulent på Danmarks Radio, men blev afskediget på grund af sine bestræbelser for at skaffe film på skærmen, som gav et mere realistisk billede af kvinder end tvs sædvanlige. Hun har gjort en stor indsats for at gøre opmærksom på kvindelige instruktørers vanskeligheder i en filmbranche, der er domineret af mænd, ikke blot på den kreative side, men også inden for de offentlige bevilgende instanser.