Forældre: telegrafist Otto Ditlev Frederiksen (1874-1936) og Marie Jensine Elvstrøm (1880-1955).
Gift 17. september 1927 med grosserer Oscar Jacob Klintholm, født 4. december 1895 i København, død 6. marts 1959 samme sted, s. af grosserer Hans Christian K. og Anne Marie Jensen.
Efter at Alice O'Fredericks' forældre var blevet skilt, flyttede hun med moderen til København, hvor hun gik i skole og derefter arbejdede på kontor i et forsikringsselskab.
Det var måske den fortrolighed med moderne kommunikationsteknologi, som hendes fader som telegrafist havde bibragt hende, der gjorde, at hun ikke som de fleste andre unge kontorpiger nøjedes med at drømme i biografens mørke, men selv ville “til filmen”.
Som 18-årig opsøgte hun den kendte instruktør Benjamin Christensen og medvirkede som letpåklædt statist i hans berømte stumfilm Heksen, 1922. Samtidig blev hun ansat som sekretær og scriptgirl.
I 1922 startede hun eget filmselskab sammen med skuespilleren Johannes Meyer og spillede i flere film, bl.a. en Fy og Bi-film. I 1926 vandt hun en konkurrence om et manuskript til Fy og Bi-filmen Filmens Helte, der instrueredes af Lau Lauritzen. Herefter fungerede hun som dennes instruktørassistent og manuskriptforfatter.
Alice O'Fredericks debuterede som instruktør i 1934 med farcen Ud i den kolde Sne sammen med Lau Lauritzen jun., et samarbejde, der fortsatte i en lang række film, først på Palladium, men fra 1937 på ASA.
På de fleste af de over 70 film, Alice O'Fredericks instruerede, havde hun en medinstruktør, Jon Iversen på de første Morten Korch-film og Ib Mossin, der fortsatte instruktionen af både Morten Korch- og Far til fire-film efter Alice O'Fredericks' død.
Hendes debut som eneinstruktør var i 1943 med debatfilmen Det brændende Spørgsmål om retten til fri abort efter Thit Jensens skuespil Storken, og herefter stod hun som eneinstruktør af 22 film. I 1958 fik hun biografbevilling til Grøndal Teatret. Sin sidste film instruerede den da gigtplagede Alice O'Fredericks fra kørestolen i 1967.
Alice O'Fredericks' liv er i høj grad flettet sammen med filmens historie i Danmark. Da hun blev født, blev de første film vist i København. Før Første Verdenskrig havde Danmark en af verdens førende filmindustrier, men efter krigen dominerede amerikansk film det danske marked.
Fy og Bi-filmene, der fungerede som Alice O'Fredericks' springbræt til filmbranchen, var dog netop en stor succes i 1920’erne.
Med lydfilmen blev lystspillet med indlagte sangnumre 1930’ernes og parret Alice O'Fredericks' og Lauritzen jun.s foretrukne genre. Evergreenen Æh-bæh-buh, det er sjovt at være lille stammer fra deres film Kidnapped, 1935.
Sin yndlingsskuespillerinde Marguerite Viby instruerede Alice O'Fredericks i en af parrets mest roste film Frøken Vildkat, 1942. Det var en forvekslingskomedie med rødder i stumfilmsfarcen, og i lighed med tidens amerikanske screwball-komedier lå vægten på samspil, vittig dialog og erotisk intrige. Kvinderne var moderne og selverhvervende, således som de fx fremstilledes af den amerikanske skuespiller Katharine Hepburn. Instruktørparret arbejdede også i krimigenren.
I anden halvdel af 1940’erne lavede Alice O'Fredericks alene eller sammen med enten Lauritzen jun. eller Jon Iversen en række problemorienterede dramaer, mere eller mindre pakket ind som lystspil og folkekomedier.
Efter abortfilmen fulgte i 1944 Elly Petersen, en skildring af husassistenter, baseret på Mogens Klitgaards roman, og i 1945 Affæren Birte om seksualforbrydelser.
Filmen Vi vil ha et barn, 1949, der handlede om fødsel og moderskab, vakte opsigt med sin autentiske optagelse af en fødsel. Filmen var en succes i flere europæiske lande, vandt guldmedalje på filmfestivalen i Venedig, men blev forbudt i USA som “sexfilm”. Samme år kom Det gælder os alle om Dansk Røde Kors’ indsats for børn efter Anden Verdenskrig og i 1950 I gabestokken om tuberkuloseramte.
Baggrunden for problemfilmene var ikke blot skærpelsen af de sociale spændinger i Efterkrigstidens Danmark, men også at der blev givet indirekte statsstøtte til filmproduktion gennem fritagelse for skat til denne type film. For Socialdemokratiet lavede Alice O'Fredericks i 1951 propagandafilmen Frihed forpligter.
Den sidste periode i Alice O'Fredericks' karriere blev præget af de store folkelige succeser, dels seriefilmene efter Morten Korchs romaner, hvor den første De røde heste kom i 1950, dels Far til fire-filmene, der indledtes i 1953. De to folkekomedieserier spejler hver især tendenser i tiden, længslen tilbage til et præindustrielt bondesamfund og udflytningen til forstædernes rækkehuskvarterer.
De første af de i alt 13 Morten Korch-film, som hun instruerede, er ikke kun nostalgiske og sentimentale folkekomedier, men også veldrejede farverige historier fra et Danmark “ude på landet”. I forbindelse med disse film har komponisten Sven Gyldmark givet os en uforglemmelig sangskat, som fx Se det summer af sol over engen skrevet til Tove Maës i filmen Mosekongen, 1950, og Poul Reichhardts Er du dus med himlens fugle, som han sang i Vagabonderne på Bakkegården, 1958. De sidste film, der er frit opfundne historier i Korchs navn, udvander forlægget.
Alice O'Fredericks var den første i den relativt lange række af danske kvindelige filminstruktører, der bl.a. omfatter Bodil Ipsen, Astrid Henning-Jensen og Annelise Reenberg. Amerikanske Dorothy Arzner og tyske Leni Riefenstahl, der begge debuterede som instruktører nogle år før Alice O'Fredericks, er de internationale forbilleder.
Alice O'Fredericks' vej til filmen gik gennem mesterlære, en periode, der strakte sig over 16 år, fra hun var 18 til hun var 34. Hun var faktisk 43 år, før hun alene stod for instruktionen. Instruktørpar er ikke særlig almindeligt, men hendes mangeårige partner Lau Lauritzen jun. arbejdede ofte sammen med en kvindelig medinstruktør.
Hun er den danske filminstruktør, der har lavet flest film, og med filmen De røde heste står hun også for dansk films største publikumssucces.
Så mødes vi hos Tove, 1946, er blevet udnævnt til den første danske kvindefilm, idet den er skrevet og instrueret af tre kvinder, foruden Alice O'Fredericks selv Grethe Frische og Kate Rosén. Med et teselskab for tidligere klassekammerater som ramme skildrer filmen træfsikkert, hvorledes frimodige selverhvervende kvinder, her en filminstruktør, en skuespiller og en journalist, forvandles til utroskabsplagede hustruer, og den sammensætter en broget buket af episoder fra Efterkrigstidens kvindeliv inden for alle klasser.
Filmens egen holdning til kvinder er dog tvetydig. Alice O'Fredericks' talerør, den bukseklædte filminstruktør Lis, udtaler arrogant, at hun ikke ved noget så åndssvagt som damete, og en af ægtemændene karakteriserer selskabet som en flok pludrende høns, uden at disse udsagn egentlig dementeres i filmen.
Filmen kan også ses som Alice O'Fredericks' filmiske manifest, idet Lis formulerer programerklæringen, at film skal handle om “rigtige Mennesker” og ikke om “Prinsessen og det halve Kongerige”. Farcefiguren Kitty erklærer derimod, at “vi vil ha’ elegante Lystspil”, en genre, Alice O'Fredericks da havde lagt bag sig.
Det var problemfilmene, der havde hendes hjerte på dette tidspunkt, og i mange af disse tematiserede hun de klassiske kvindeproblemer som ægteskab, kvindearbejde, forførelse, abort og fertilitet og forholdt sig indfølende til kvinders livsomstændigheder, men hun satte ikke spørgsmålstegn ved de etablerede kønsroller.
Hendes populistiske feminisme fremgår bl.a. af abortfilmen, der tidstypisk argumenterer på baggrund af racehygiejniske teorier og ikke for kvindens ret til at bestemme over sin egen krop, og abort bør derfor tillades, alene fordi kvinden er blevet forført af en mand med dårlige gener. Alice O'Fredericks fik ikke selv børn, men hun skabte en række filmbørn, først og fremmest Lille Per i Far til fire-filmene. I Elly Petersen sætter flokke af løbende børn Ellys uønskede graviditet i relief og skaber samtidig miljø og bevægelse i billedet.
Alice O'Fredericks fik drøje ord med på vejen fra de fleste anmeldere, der kritiserede hendes letbenede lystspil og samlebåndsproducerede familiefilm. Både de borgerlige filmkritikere, der ville højne dansk filmkultur, og de socialistisk orienterede kritikere, der var optaget af at forsvare filmen som en kunstart, gjorde Morten Korch-filmene til syndebuk for dansk films angiveligt lave niveau.
Alice O'Fredericks har ikke lavet indiskutable kunstneriske succeser, selvom hendes seriøse drama Husmandstøsen, 1952, efter den svenske forfatter Selma Lagerlöfs novelle, godt kan måle sig med Bjarne Henning-Jensens klassiker Ditte Menneskebarn, 1946.
Men hendes ry er knyttet til Morten Korch, et navn, der jo stadig skiller vandene, og som i slutningen af 1990’erne er blevet aktuelt igen med Lars von Triers nyfilmatisering for tv. Med den postmoderne æras mere afslappede og nysgerrige holdning til populærkulturen er anerkendelsen af Alice O'Fredericks' professionalisme og forståelsen for hendes filmkulturelle betydning dog voksende.
KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.
Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.