Annelise Reenberg

Annelise Reenberg var Danmarks første kvindelige filmfotograf. Hun var uddannet som teknisk fotograf på Burmeister & Wain (B&W) og begyndte 1943 som fotografassistent på filmselskabet Saga Studio. Som datter af skuespilleren Holger R., der også havde en biografbevilling til Fasan Bio i København, var det oplagt for Annelise Reenberg at søge ind som filmfotograf. Hendes moder, der ligeledes var skuespiller, støttede hende i det utraditionelle erhvervsvalg og trak på sine egne kontakter i filmbranchen. En af dem var instruktøren, produktionslederen og direktøren Poul Bang på Saga, der blev Annelise Reenbergs mentor og senere ægtefælle. Læretiden på B&W havde rustet hende til de fysisk krævende og til tider faretruende fotografopgaver. Da Bang i 1946 rejste til Nordisk Film, fulgte Annelise Reenberg med og fik her sit gennembrud som fotograf på Astrid og Bjarne Henning-Jensens succesfilm De pokkers unger, 1947, samt Astrid Henning-Jensens Kristinus Bergman, 1948, og Palle alene i verden, 1949. For den sidste modtog hun i 1949 en Bodil-pris som bedste fotograf. Bangs og Annelise Reenbergs fællesprojekt To i en by om den selverhvervende hustrus problemer blev ikke realiseret.

I 1949 vendte Bang og med ham Annelise Reenberg tilbage til Saga, hvor Annelise Reenberg også begyndte at instruere, samtidig med at hun fortsat fotograferede. Første film var Historien om Hjortholm, 1950, en hjemstavnskomedie, der var Sagas svar på filmselskabet ASAs kæmpesucces med den første Morten Korch-film. Annelise Reenberg kan i det hele taget ses som Sagas svar på Alice O’Fredericks, der var tilknyttet ASA. Ikke blot iscenesatte hun i lighed med O’Fredericks en lang række folkekomedier med landlig baggrund, hun stod også for en serie familiefilm med børn i hovedrollerne, nemlig Min søsters børn-filmene, der blev indspillet 1966-71. Ikke alle hendes film var dog folkekomedier. Hun instruerede også flere psykologiske dramaer over kvindeskæbner, bl.a. 24 timer, 1951, om en kvinde, spillet af Astrid Villaume, mellem to mænd, den stilfærdige ægtemand og den flamboyante koncertpianist. Også i Fra den gamle købmandsgård, 1951, en vellykket dansk hyggefilm, fristes kvinden, igen spillet af Villaume, af det eventyrlige, men vælger det trygge. Hendes store aften, 1954, er en rigtig kvindefilm, dvs. en film beregnet for det kvindelige publikum. I denne Askepothistorie møder en ekspeditrice i en modebutik, spillet af Helle Virkner, sin prins i skikkelse af Poul Reichhardt, der forvandler hende fra grå mus til modeprinsesse ved hjælp af de varer, hun indtil da kun var en underbetalt sælger af. Populærkulturelle film er tit i eftertiden blevet kritiseret for at være eskapistiske, men retrospektivt spejler de ofte deres samtid præcist.

I 1960’erne blev Annelise Reenbergs kvindelige figurer således mere rebelske og indtog hidtil mandlige bastioner. I Baronessen fra benzintanken, 1960, optræder skuespilleren Ghita Nørby som en kæk, olieindsmurt baronesse, og i stedet for opslugt at beundre sig selv i de fine kjoler, således som 1950’er-ekspeditricen i Hendes store aften gjorde, opfører Nørby en veritabel farce, da hun første gang tvinges i et par stiletsko som led i forvandlingen fra mekaniker i kedeldragt til baronesse i strutskørt. Denne modsætning prægede også Annelise Reenbergs eget liv: På trods af at hun var en overallklædt, robust kvinde, der ikke blot slæbte rundt på det tunge filmudstyr, men også håndterede millionbudgetter, insisterede samtidens journalister på, at hun var blid, feminin og beskeden. I lystspillet Peters baby, 1961, anvendte hun igen Nørby som sin hovedperson, en kunstmaler i Paris, der bliver gravid efter en affære med vennen Peter. Hun planlægger at bortadoptere barnet for at fortsætte sin karriere. Typisk for folkekomedien er det dog den borgerlige moral, der vinder, og hun ender med at acceptere sin rolle som moder. Også i andre film forudanes det kommende ungdomsoprør, som fx den samfundssatiriske komedie En ven i bolignøden, 1965, hvor en gruppe af meget forskellige borgere, der har det til fælles, at de er enlige og boligløse, besætter et slot. Det er karakteristisk for folkekomedien, at den står på den lille mands side mod magthaverne, og dette mønster finder vi også i Min søsters børn-serien, hvor de snusfornuftige unger, anført af barnestjernen Pusle Helmuth, sejrer over den tørre, akademiske professoronkel. Året 1968 markerede Annelise Reenberg med den temmelig surrealistiske Min søsters børn vælter byen, hvor Helmuth tryller elefanter ind på villavejen og bringer en række legendariske kbh.ske figurer til live, såsom Absalon, lurblæserne osv. Et af filmens komiske højdepunkter er, da Helmuth bliver sendt til en psykiater i skuespilleren Dirch Passers skikkelse.

Annelise Reenberg sluttede sin karriere i 1971. En H.C. Andersen-film, som hun skrev manuskript til i 1958 forblev urealiseret. Som mange instruktører af populærkulturelle film fik hun ofte en hård medfart af filmkritikken, men hendes film var meget kompetent instruerede, atmosfærefyldte, godt timede og med gode skuespillerpræstationer. Annelise Reenbergs karriere tog sin begyndelse i 1940’erne i de for dansk filmproduktion gunstige tider under Besættelsen, og afslutningen falder sammen med ophøret af den private filmindustris epoke. Hun var en af de bærende kræfter i filmselskabet Saga og havde i over 20 år en kontinuerlig produktion på en film om året, alle genrefilm, hvis varemærke var den populære familiefilm. Til de samtidige ugebladsjournalisters fortvivlelse var Annelise Reenberg meget lidt meddelsom om sit privatliv. Det eneste, de fik ud af hende, var, at hun havde tre katte og boede sammen med sin moder. Hun og Bang giftede sig få måneder før hans død i 1967.