Astrid Henning-Jensen

Efter realeksamen i 1931 var Astrid Henning-Jensen skuespiller, bl.a. på Alléscenen og Riddersalen, hvor hun mødte sin kommende ægtefælle Bjarne H.-J., der senere blev en central figur i besættelsestidens blomstrende danske dokumentarfilm. Astrid Henning-Jensen begyndte at arbejde som hans assistent i 1940. I 1945 kom hendes første selvstændige instruktøropgaver, dokumentarfilmene Skibet er ladet med og Dansk Politi i Sverige. Med filmatiseringen i 1946 af Martin Andersen Nexøs roman Ditte Menneskebarn, der var instrueret af Bjarne H.-J., assisteret af Astrid Henning-Jensen, fik parret deres internationale gennembrud. Filmen fortæller om et fattigt, “uægte” barns skæbne som offer for et socialt uretfærdigt samfund. Med sin dramatiske realisme og sine fine barneskuespillere, og ikke mindst Tove Maës’ hudløse fremstilling af hovedpersonen, var filmen et friskt pust efter Anden Verdenskrig, i tråd med den italienske neorealisme. Parrets første fællesfilm De pokkers Unger, 1947, regnes som den første danske børnefilm. Også Kristinus Bergman, 1948, et psykologisk kriminaldrama i film noir-stil efter den norske forfatter A. Omres roman af samme navn, fik en meget positiv modtagelse. I kortfilmen Palle alene i verden, 1949, efter Jens Sigsgaards og Arne Ungermanns børnebog, spillede sønnen Lars hovedrollen. Filmen var instrueret af Astrid Henning-Jensen alene, og den var fotograferet af Annelise Reenberg, der ved flere lejligheder arbejdede sammen med Astrid Henning-Jensen. Også denne film har opnået klassikerstatus, og den vandt flere priser ved filmfestivalen i Cannes. Ægteparret fortsatte samarbejdet som manuskriptmedarbejdere på hinandens film.

I 1951 blev Astrid Henning-Jensen inviteret til Norge for at lave filmen Kranes konditori efter den norske forfatter Cora Sandels roman, og den blev indledningen til hendes karriere som soloinstruktør af voksenfilm. Paw, 1959, indbragte hende endnu engang international anerkendelse. Filmen om et naturbarns møde med dansk provinsidyl diskuterede racisme, før ordet var blevet almindeligt i den danske offentlighed. Filmen blev nomineret til en Oscar som bedste udenlandske film og belønnet af Europarådet for at bidrage til fred mellem nationerne. Med filmen Utro, 1966, efter Tove Ditlevsens roman To, som elsker hinanden bragte hun, uden dog at markere sig særlig stærkt, en kvindesynsvinkel ind i den nybølge, der i 1962 indledtes med Klaus Rifbjergs og Palle Kjærulff-Schmidts film Weekend. Tove Ditlevsen betegnede i sin vanligt pointerede stil filmen som en kastreret udgave af sit manuskript. Vinterbørn, 1978, efter Dea Trier Mørchs socialrealistiske succesroman blev Astrid Henning-Jensens andet folkelige gennembrud i en relativt høj alder. For denne film modtog hun Sølvbjørnen i Berlin og desuden den katolske jurys særpris. Med sin historie om en række kvinder på en fødeafdeling lagde Vinterbørn sig i forlængelse af rødstrømpebevægelsens slogans om “Søstersolidaritet” og “Kvinde kend din krop”, bl.a. vistes en autentisk optagelse af en fødsel. Med sin diskussion af etiske spørgsmål er filmen også et klassisk dansk drama, på en gang folkeligt og problemorienteret. I et interview lagde Astrid Henning-Jensen dog afstand til, hvad hun betegnede som rødstrømpebevægelsens fokusering på kvinders fortrinsret. Hun argumenterede i en mere borgerlig humanistisk ånd for, at både mødre og fædre skulle påtage sig ansvaret for at få børn, også selvom de var misdannede. Filmen giver en god karakteristik af ufølsomme overlægeautoriteter og medfølende sygeplejersker, men er selv ikke uden en vis paternalisme over for de ugebladslæsende kvinder fra de lavere klasser. Også Øjeblikket, 1980, behandler et tabuiseret kvindeområde, her af mere tragisk karakter, nemlig brystkræft med dødelig udgang. I 1986 filmatiserede hun med stor succes Tove Ditlevsens selvbiografiske Barndommens gade med Sofie Gråbøl i hovedrollen og med musik af Anne Linnet. Den seneste film Bella, min Bella, 1996, om en enlig moder og hendes datter blev ikke vel modtaget og kritiseret for at være ude af trit med tiden.

Ind imellem spillefilmene har Astrid Henning-Jensen lavet en række kort- og dokumentarfilm, bl.a. Trods alt, 1991, for Rehabiliteringscentret for Torturofre. Hun var endvidere instruktør på radioserien Karlsens kvarter, der blev udsendt 1967-84. Selv har hun spillet enkelte filmroller, bl.a. i Lars von Triers Forbrydelsens element, 1984. I selvbiografien Da verden var vores, 1999, har Astrid Henning-Jensen til Barbara Gress kærligt, men ikke uden humor og skarphed, berettet om mennesker, hun har kendt.

Astrid Henning-Jensen har et stort navn i dansk filmhistorie. Det skyldes bl.a., at Efterkrigstidens forhåbning om, at dansk film skulle rejse sig fra den kunstneriske bølgedal, som Morten Korch-filmene stod som eksponent for, i høj grad var knyttet til ægteparret Henning-Jensen. Astrid Henning-Jensen og Alice O’Fredericks, de to største kvindelige filminstruktører i Danmark, repræsenterede i 1950’ernes filmdebat henholdsvis de bedste og de værste tendenser i dansk film, en modsætning, som i historiens lys fremtræder mindre skarp. Astrid Henning-Jensen nyder stor international anerkendelse, hvilket i høj grad hænger sammen med hendes films humanistiske livsindstilling. I internationale leksika er hun stort set alene om at repræsentere danske kvindelige instruktører. Kunstnerisk har hun dog i perioder haft svært ved at leve op til renomméet. Hun har selv modigt udtalt, at man altid skal vurderes på det sidste, man har skabt og ikke på, hvad man har lavet tidligere. Det er dog ikke retfærdigt over for dette engagerede, om end ujævne livsværk. De forskelligartede og til dels modstridende vurderinger af flere af hendes film skyldes, at hun har en tendens til at tippe over i det sentimentale. Men som helhed er filmene kompetente og tager engageret fat om tabubelagte emner, og Astrid Henning-Jensen er forblevet tro mod det engagement og den realisme, der var grundlaget for de tidlige succeser.