Faktaboks

Vigga Bro
Født
20. oktober 1937, Fredericia
Arbejdsliv
Skuespiller og instruktør
Familie

Forældre: lærer Viggo B. (1901-37) og Anna Christensen (1903-64).

Gift 4. juni 1960 med skuespiller Fritz Brun, født 1936, s. af overlæge Georg B. og Gudrun Kjær (overlæge Gudrun Brun). Ægteskabet opløst 1965.

Gift 20. juli 1969 med skuespiller, advokat Bendt Vincentz Christian Rothe, født 9. maj 1921 i København, s. af præst Oluf Skram R. og Lilli Nikoline Lindhardt. Ægteskabet opløst 1972.

Bofælle 1976-86: skuespiller Hans Henrik Clemensen, født 4. oktober 1948 i København, s. af repræsentant Henry Nielsen og butiksindehaver Sonja Clemensen.

Gift 23. december 1993 med komponist, rektor Erik Moseholm, født 13. maj 1930 i Fredericia, s. af rektor Knud M. og musikpædagog Lilia Edith Hansen.

Børn: Anna (1980).

Vigga Bro
Vigga Bro har spillet en lang række rolle på teater og på film, ligesom hun har instrueret både voksen- og børneforestillinger. Hun har i stigende grad specialiseret sig i at optræde som fortæller og fortolker af mundtligt overleverede og nedskrevne historier. Foto fra 1998.
Vigga Bro
Af /Ritzau Scanpix.

Vigga Bros familie har en lang tradition for mundtlig fortællekunst. Hendes bedstefader var fortæller, og i 1930’erne rejste hendes fader og to farbrødre rundt i landet som fortællere. Ved at lytte til deres historier lærte Vigga Bro selv kunsten. Denne baggrund har givet hende et stærkt særpræg som skuespiller. I sin originale og slagkraftige indsats som komiker, revykunstner og fortæller har hun dyrket den umiddelbare kontakt med publikum, en kontakt, som hun finder altafgørende for teater.

1959-61 gennemgik Vigga Bro Århus Teaters elevskole. På Århus Teater debuterede hun i 1961 som Sofie i J.L. Heibergs Nej, og hun udmærkede sig bl.a. i titelrollen i Alexander Ostrovskijs eventyrspil Lille Prinsesse Snefnug, 1963. Året efter blev hun freelanceskuespiller i København, hvor hun lagde ud på Folketeatret i Joan Littlewoods groteske skuespil om Første Verdenskrig Oh, What a Lovely War. Hun brød 1965 igennem som komiker med sin tolkning af politimesterens datter i Gogols komedie Revisoren på Ungdommens Teater, og hun gjorde sig gældende som revykunstner i Dronningmøllerevyen 1966 og især som kvindelig hovedkraft med monologer og parodier i Stig Lommers Hamlet-Revy i 1967. Hun fortsatte med komiske roller som Trine i Radiserne på Ungdommens Teater 1970, Nille i Ludvig Holbergs Jeppe på bjerget på Det Ny Teater 1971 og som den rapmundede tjenestepige Toinette i Molières Den indbildt syge på Det Danske Teater 1975.

Siden 1973 har Vigga Bro også virket som instruktør af både børne- og voksenforestillinger samt skrevet skuespil sammen med andre eller alene. Samtidig blev hun aktiv på venstrefløjen og i kvindebevægelsen. Med kvindeteatergruppen Amazonerne opførte hun i 1975 forestillingen Hun duede ikke, der udstillede rengøringsselskabers udnyttelse af kvinder. Hun brød med det etablerede teater og var 1976-83 en hovedkraft som skuespiller og instruktør i den kollektivt ledede teatergruppe Banden, der blev egnsteater i Odense, og som også spillede børneteater. 1976-86 levede hun sammen med en kollega i Banden, skuespilleren og instruktøren Hans Henrik Clemensen. Sammen gjorde de en banebrydende indsats som fortolkere af den italienske komiker Dario Fos monologer, der bygger på mundtlig folkelig fortællekunst. Fra 1980 optrådte de med et udvalg fra Fos monologforestilling Mistero buffo. Siden 1981 har hun også optrådt med kvindemonologer, skrevet af Fo og hans kone skuespillerinden Franca Rame, fx Ikaros og andre historier på Københavneren 1984. Desuden instruerede hun Fos komedier Rock og rå latter på Gladsaxe Teater 1983 og Biler, brag og blå briller på Odense Teater 1984. Under Peter Langdals instruktion øste Vigga Bro ud af sin stilsikre erfaring som revykomiker, først i sin tolkning af Nille i hans cirkusprægede Holbergfarce Erasmus Montanus vender tilbage på Betty Nansen Teatret 1984 og siden som alfedronningen Titania i hans cirkusklovneri over Shakespeares komedie En skærsommernatsdrøm på Østre Gasværk 1986.

Vigga Bro har i årenes løb spillet mange roller på film og tv. For sin tolkning af sygeplejersken i Johan Jacobsens filmatisering fra 1966 af Søskende efter H.C. Branners roman fik hun Filmfondens Pris. Andre fremtrædende filmroller var Rigmor i Knud Leif Thomsens filmatisering af Martin A. Hansens Løgneren i 1970 og moderen i Astrid Henning-Jensens Barndommens gade 1986, baseret på Tove Ditlevsens selvbiografiske roman. Blandt hendes vigtigste tv-roller er titelrollen i dramatiseringen af Gustav Wieds Fru Mimi, 1969, og pigen i Frank Jægers Pelsen, 1971. Inspireret af Fos monologer har Vigga Bro genoptaget den mundtlige fortællekunst. Hun har specialiseret sig i at optræde med egne fortællinger eller som fortolker af mundtligt overleverede og nedskrevne historier og har derved skabt sig en niche som skuespiller. Hun har foredraget værker af bl.a. H.C. Andersen, Karen Blixen og Peter Høeg med sikker sans for deres mundtlige tone og har endvidere fortalt H.C. Andersen for børn både på tv, grammofonplade og cd. Om denne ældgamle kunstart, der både er mundtlig og scenisk, har hun skrevet bogen Orkanens øje, 1996. Den tilsvarende fortælleforestilling med samme titel har hun optrådt med siden 1997. Efter seks års samliv giftede hun sig i 1993 med kontrabassisten og komponisten Erik Moseholm. Sammen skabte de i 1999 forestillingen Blå fortællinger, hvori hun foredrager historier fra hele verden, mens Moseholm med sin bas skaber et akustisk rum omkring dem og kommenterer dem med sine bluestoner.

1985-95 underviste Vigga Bro på Statens Teaterskole. Samtidig var hun fagpolitisk aktiv. Hun var 1977-79 næstformand i Dansk Skuespillerforbund, 1987-90 formand for den danske afdeling af AIDA, den internationale organisation for kunstneres ytringsfrihed, 1988-94 medlem af Teaterrådet og 1994-97 af repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Hun har ufortrødent kritiseret underrepræsentationen af kvinder i dansk teaters ledelse og personale, og på scenen finder hun, at kvindelige skuespillere stadig i urimelig høj grad er henvist til at “slide med pap-roller”, der er uden central dramatisk betydning. Desuden har hun hævdet, at kvinder sjældent får mulighed for at portrættere modne og ældre kvinder.

Som skuespiller og fortæller og i kraft af sin kompromisløse og utrættelige pionerindsats har Vigga Bro været en central figur i moderniseringen af dansk teater og i udvidelsen af dets udfoldelsesmuligheder for kvinder. Hun har desuden været en fremtrædende person i dansk kultur-, kvinde- og teaterpolitik samt rollemodel for mange skuespillere og som sådan en generøs læremester. Foruden Filmfondens Pris har hun modtaget Johnna og Henrik Neiiendams Mindelegat 1983, legat fra Ole Haslunds Kunstnerfond 1988, Gelsted-Kirk-Scherfig-Prisen 1993 og Elith Foss’ Mindelegat 1995.

Beskrivelser og portrætter af Vigga Bro

  • Kela Kvam (red.): Dansk teaterhistorie, 1992-93. Emil Marrot: Dansk revy, 1991.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig