Rie Nissen

Rie Nissen voksede op i Birkerød i et grundtvigiansk miljø. Hendes fader var forfatteren og præsten Jakob Knudsen, der var en stor autoritet og kunstnerisk personlighed. Forholdet til den dominerende fader beskrev hun senere indirekte i romanen Faderen, 1955. Fra barndommen interesserede hun sig for at tegne, især ansigter og personer. Som hun selv udtrykte det: “Jeg har altid set et Billede i ethvert Menneske.” Efter realeksamen fra Birkerød Statsskole i 1920 blev hun ansat som reklametegner ved dagbladet Politiken, men fandt arbejdet indholdsløst. Efter kort tid begyndte hun derfor at uddanne sig som fotograf, først hos Metha Maisel på Østergade, derefter hos Anna Knudstrup og Th. Andresen i deres atelier på Uraniavej og på Teknologisk Institut.

1929-30 foretog Rie Nissen en rejse til Berlin, hvor hun opsøgte den kendte portrætfotograf H. Robertsons atelier. Her tilegnede hun sig en helt ny stil, som på dette tidspunkt ikke var kendt i Danmark: den tyske ekspressionisme, ny saglighed. Rie Nissen var meget bevidst om, at hun måtte søge til udlandet og under påvirkning af tidens strømninger frigøre sig både personligt og kunstnerisk. Først arbejdede hun som volontør, siden som lønnet medarbejder hos Robertson, hvor hun lærte at bruge lyset som kontrast, hvilket blev karakteristisk for hendes portrætkunst. Da hun vendte tilbage til København i 1930, blev hun af Politiken tilbudt at indrette en afdeling for reklamefotografering. Hun ledede afdelingen i tre år, indtil hun i 1933 fik eget atelier på Østergade, hvor hun virkede frem til 1971. Rigtig gang i forretningen kom der først, efter at hun i 1934 havde fået adgang til at deltage i et otte dages øvelsestogt med ubådsflåden og skabt en billedserie, der på én gang gjorde hende kendt.

Rie Nissen er blevet kendt for sine mange portrætter af intellektuelle og kunstnere, især forfattere og skuespillere, herunder Aksel Schiøtz, Karen Aabye, Bodil Kjer og Carl Th. Dreyer. 1934-56 skabte hun i samarbejde med forfatteren Karen Blixen en række portrætter af denne. Kontakten til Blixen blev skabt, da Rie Nissen skulle lave omslaget til Syv fantastiske Fortællinger, 1935. Blixen ønskede, at portrættet skulle rumme både noget kvindeligt og mandligt med henvisning til hendes pseudonym Isak Dinesen. Det endte med, at Rie Nissen dækkede Blixens hår til med et sort klæde og derved skabte et stærkt og gådefuldt portræt af den store forfatter. Også de berømte billeder af Blixen i Pjerrotkostume fra 1953 blev skabt af Rie Nissen. Serien blev rundet af med fotografier af Blixen på hendes bopæl Rungstedlund, bl.a. med en del optagelser i forbindelse med forfatterindens 70-års dag i 1955. Rie Nissens portrætter gik ofte meget tæt på modellen, der hyppigt havde hovedet lidt på skrå. Et varemærke var, at fotografierne monteredes på mørkerødt karton, og at hun skrev sit fulde navn med en kraftig sort tusch i nederste højre hjørne. Ofte arbejdede hun med den samme model over en årrække.

Ved siden af den fotografiske skaben var Rie Nissen hele sit liv meget skrivende. Foruden Faderen udgav hun i 1974 selvbiografien Om mennesker og mig, der bl.a. fortæller om portrætsamarbejdet med Blixen og om hendes vej til fotografien. Desuden skrev hun en række noveller, kronikker og artikler om sit livssyn, og i moden alder syntes hun at nærme sig sit grundtvigske udgangspunkt. Ofte blev hun præsenteret som Jakob Knudsens datter. Da hun i 1934 modtog Piques Legat for Næringsdrivende, udtalte hun, at det var hendes ønske “at bane nye Veje for den kvindelige Fotografs Arbejde”, og at fotografer af begge køn burde have den stadige fornyelse for øje, da det ikke i sig selv var nok at være dygtig. Rie Nissen udstillede som en af de første fotografer på Den frie Udstilling, og i 1943 havde hun separatudstillingen Ti Aar som kendte Københavneres Fotograf. Fra 1946 var hun oldermand i Dansk Fotografisk Forening. I 1940’erne og 1950’erne var hun ubestridt en af de mest spændende portrætfotografer, men i de sidste tiår manifesterede hun sig ikke, hverken med udstillinger eller bøger om sin kunst. Derimod optrådte hun ofte i dagspressen som kronikør og forfatter til artikler om det at leve, opdragelsesproblemer og følelserne efter en svær sygdom.