Karen Aabye

Karen Aabye voksede op i København og gik i Karen Kjærs Skole. I 1929, da hun var 25 år, drog hun til Frankrig og blev medarbejder ved ugebladet Skandinaver i Paris. Tre år efter vendte hun tilbage til Danmark og begyndte at arbejde som redaktionssekretær ved Politikens Lytterblad. Hun havde imidlertid i disse ungdomsår fået smag for den store verden og var 1936-37 korrespondent for Politiken, først i London og senere i Paris. Årene før Anden Verdenskrig levede og oplevede Karen Aabye intenst, og perioden er flere gange beskrevet i det essayistiske og journalistiske forfatterskab. I 1937 blev hun engageret af den konkurrerende kbh.ske aviskoncern og var frem til 1958 medarbejder på B.T., hvorefter hun resten af sit aktive arbejdsliv var tilknyttet Berlingske Tidende. Parallelt hermed udviklede hun sit forfatterskab og opnåede bl.a. med slægtssagaen Det skete ved Kisum Bakke, 1942, Fruen til Kejsergaarden, 1943, og Vi, der elsker Livet, 1944, et stort folkeligt gennembrud.

Det var Karen Aabyes særlige gave som journalist at åbne læsernes øjne for det eventyrlige i rejselivet. Hendes bøger fra fjerne og nære lande er smittende læsning, og hendes humor fremtræder stærkt i rejsebøgerne Dejligt at Amerika ikke ligger langt herfra, 1949, en titel, der henviser kærligt til et digt af H.C. Andersen, og Irland – min tossede ø, 1963. Men såvel det journalistiske som fiktive forfatterskab er rigt på kontraster. Den danske natur og årstidernes vekslen er ligeledes beskrevet med stor kærlighed i essaysamlingen Fra mit skovhus, 1968, som rammer en tone, der minder om Frank Jægers intense beskrivelser af Langeland i 1950’erne. Det nære spejler sig i de fjerne horisonter, og dog er afstanden til tider uovervindelig. Det er symptomatisk, at debutromanen Der er langt til Paris, 1939, sætter fokus på forholdet mellem en dansk kvinde Ellen og franskmanden Pierre. Bogen konkluderer, at der er voldsomme kulturelle og normative barrierer, som må nedbrydes, hvis kærligheden skal kunne ånde frit mellem de elskende. Og disse grænser er svære, ja, næsten umulige at overskride. Der er langt til Paris afsluttes derfor uden happy ending i modsætning til de fleste af Karen Aabyes efterfølgende underholdningsromaner.

Det er kvinderne, som næsten suverænt bærer Karen Aabyes fiktion. De er i centrum, og det er deres synsvinkel, som læseren identificerer sig med. Hovedpersonerne er stærke, sansende og prøver af al kraft at overleve og sætte deres vilje igennem. Men de er også i besiddelse af stor følsomhed, og sjældent i et dansk prosaforfatterskab møder man mennesker, der er så forelskede i livet. Karen Aabyes personer lever på trods. Smukkest er dette karakteriseret i romanserien om Martine og hendes søn Janus, der efter sin moders død søger lykken i Canada. Serien udkom 1950-54 og omfatter Martine, Min søn Janus, Brænd dine skibe, Det gyldne land og Den røde dal. Romanen udspiller sig ligesom førnævnte slægtssaga omkring midten af 1800-tallet og er båret af fin psykologisk indsigt. Tematikken om emigrantliv, udlængsel og hjemve er ligeledes gennemspillet på fornem vis i Vi skal snart hjem, 1946, der fortæller om de danske flygtninge i Sverige under Besættelsen.

Karen Aabye fik i løbet af sin karriere en stor læserskare, og hun balancerede smidigt mellem flere forskellige genrer. Vellykkede er fx de fiktive biografier Grevinden af Bagsværd, 1958, og Min bedstemor er jomfru, 1965. Sidstnævnte romaner har uden tvivl tjent som forbilleder for dele af Jane Aamunds forfatterskab. Karen Aabye var i perioden 1946-50 medlem af Dansk Forfatterforenings bestyrelse.