Paulli Andersen

Paulli Andersen voksede op på Christianshavn, hvor hun sammen med moderen i de lange perioder, hvor faderen var ude at sejle, fungerede som det faste holdepunkt for to yngre brødre. Hun gik på Christianshavns Døtreskole, som hun afsluttede med almindelig forberedelseseksamen. Siden fik hun et kontorjob og blev på et tidspunkt optaget af baptismen. I det baptistiske miljø mødte hun sin senere ægtefælle Paulli Louis Andersen, der havde kæmpet sig vej fra et fattigt bondemiljø til en fremtrædende position inden for forsikringsverdenen. De blev gift, fik sønnen Bjørn, men opdagede snart, at deres temperamenter var for forskellige til at kunne rummes i et ægteskab. Efter skilsmissen begyndte Paulli Andersen at gå helt nye veje. Hun vendte sig mod sin interesse for håndarbejde, der indtil da havde ligget på et rent hobbyplan og flyttede til Askov for at lære vævning under en af dansk tekstilkunsts store foregangskvinder Paula Trock, der i 1928 havde oprettet væveskolen Askovhus sammen med den svenske landbrugs- og havekonsulent Henny Baumann. Efter to år tog Paulli Andersen i 1934 eksamen som vævelærer. Derefter arbejdede hun et halvt års tid på Den danske Væveskole under Teknologisk Institut, hvor hun tegnede bindingsmønstre, dvs. skemaer for opbinding af væven, før hun begyndte at undervise på Askovhus, der var flyttet til Sønderborg. Her blev hun i seks år frem til begyndelsen af Anden Verdenskrig. Sønnen havde i en periode været passet af hendes forældre, men snart hentede hun ham til Askov, siden til Sønderborg.

I 1940 vendte Paulli Andersen tilbage til København sammen med sin søn og fik ansættelse på Den Permanente. Efter krigen kom hun bl.a. til at arbejde for Annie Fisker og Augusta Kjær Mørck i Væveboden i Rungsted, der blandt sine kunder havde møbel- og antikvitetsfirmaet Lysberg Hansen og Terp. Her designede hun mønstre, der tåler sammenligning med de bedste i Europa. Ud over de kvalitets- og teknikprøver, der var nødvendige, var hendes opgave ikke primært at væve, men at formgive mønstre og undervise de omkring 20 ansatte i at væve og tegne bindinger. I Væveboden løste man mange typer af opgaver, og foruden møbelstoffer, gardiner og gulvtæpper kunne det være specialopgaver til fx Frbg. Rådhus og Kongeskibet.

Da Paulli Andersen i 1956 udgav Vævebogen, skrevet gennem årene i Rungsted, placerede hun sig blandt de ypperste på området herhjemme. Den ellers noget skrappe Charlotte Rud skrev bl.a. i en anmeldelse i Dansk Husflidstidende: “Titlen på bogen er kort og godt: Vævebogen, et fordringsfuldt navn, men den fortjener det. Fru Paulli Andersen har netop givet os Vævebogen, den har vi savnet længe, idet Jenny la Cours og Johanne Siegumfeldts gode vævebøger trods alt har virket forældede i adskillige år.” Måske var det denne anmeldelse, der i 1959 førte til, at Paulli Andersen blev gæstelærer på Den danske Husflidshøjskole i Kerteminde, hvor Rud var forstander. Her underviste Paulli Andersen på de sommerkurser, som Dansk Husflidsselskab afholdt som efter- og videreuddannelse for lærere i fritidsundervisning og folkeoplysning. Gennem årene rejste Paulli Andersen en del og med stor glæde. Hun modtog bl.a. Rejsestipendieforeningens legat til Lysebu i Norge, dertil kom bl.a. rejser til Tunis, Grækenland og det tidligere Sovjetunionen. På rejserne studerede hun vævninger, men købte også eksotiske smykker, bl.a. armringe, der gjorde, at hun var omgivet af en fin klirren, når hun underviste. Hendes vævestil var stram, renset og næsten geometrisk, på én gang bevidst nordisk og samtidig stærkt inspireret af tankerne om den rene, funktionelle form, der udsprang af Bauhausskolen i Tyskland.

Gennem alle de år hvor Paulli Andersen underviste, uanset om det var på Selskabet til Haandarbejdets Fremmes Skole, Væveboden, i husflidsregi eller på Spindegården, stod det klart for enhver, at der var tale om en virkelig kapacitet, som ikke levnede megen plads til slendrian. Hun var skrap, stillede krav til eleverne og gik i dialog med dem om det væsentlige. Endelig ydede hun en enestående indsats som lærer ved Statens Institut for Blinde og Svagtsynede fra omkring 1960 og frem til 1974. Paulli Andersens skraphed og ildhu var også karakteristisk, når det gjaldt forarbejdet og udarbejdelsen af de store bogværker. Ud over en række konkret tekniske bøger skrev hun tobindsværket Danske bondevævninger, 1981-83. Dermed sikrede hun på en gang en viden om en tekstil kulturarv og satte sig et varigt minde som bevarer og inspirator for selve den danske vævekunst. Eller som gobelinvæveren Lise Warburg skrev 1982 i en stor portrætartikel i kunsttidsskriftet Cras: “I år er det 50 år siden Paulli Andersen begyndte sit væveliv, hvor hun kom til at stå blandt moderne dansk håndvævnings pionerer som designeren af yndefulde møbelstoffer, en eminent teoretiker og en fremsynet underviser.”