Annie Fisker

Annie Fisker afsluttede i 1924 sin væveuddannelse hos søstrene Agnes og Johanne Borg, der drev en af de mest velrenommerede vævestuer i begyndelsen af århundredet. Hun var således godt rustet til at starte egen vævestue i Rungsted i 1927. Her fik hun en god og stabil kundekreds i de kbh.ske landliggere, der hver sommer flyttede til Nordsjælland. De havde brug for gardiner, gulvtæpper og duge til deres huse, og Annie Fisker vævede lette stoffer i lyse farver, hvilket var ualmindeligt på den tid. Landliggerne fik også vævet bomuldsstoffer til sommerkjoler og dragter, som hun sørgede for blev syet efter tidens mode. 1933 gik Annie Fisker i kompagniskab med væver Augusta Kjær Mørck, og sammen drev de Væveboden i Rungsted indtil Kjær Mørcks død i 1963. Året efter ophørte værkstedet.

Væveboden var et af de mange værksteder for håndvævning, der blev etableret i Mellemkrigstiden, og den blev hurtigt et af de mest estimerede på grund af det eksklusive design og den aldrig svigtende kvalitet. Der blev vævet både gulvtæpper, møbel- og dragtstoffer, og de blev solgt i bl.a. Illums Bolighus og Den Permanente, ligesom der blev udført store bestillingsarbejder til Kongeskibet og offentlige bygninger. I 1930’ernes funktionalistiske hjem måtte møblerne ikke være udsmykkede, og mønstrede gulvtæpper fik derfor en stor opmærksomhed; de blev ligefrem kaldt “Rummets Juvel”. Annie Fisker havde evnen til hele tiden at opfange tidens stil og smag og fremstille varer til rimelige priser. I denne periode udviklede flere danske vævere kludetæpper af høj kvalitet, og i 1932 opholdt hun sig en tid på den ansete Johanne Brunssons væveskole i Stockholm, bl.a. for at studere tæppevævning. Annie Fisker fik rosende omtale på de gentagne kunsthåndværkerudstillinger i ind- og udland. Hendes stille og behagelige væsen gik igen i hendes tekstiler, der altid besad en egen ynde, hvad enten det var et lille ensfarvet angoratørklæde, en småmønstret tehætte eller et stort geometrisk tegnet kludetæppe. Anden Verdenskrig betød store problemer med at skaffe materialer, hvorfor kvalitetssans og opfindsomhed måtte gå hånd i hånd. For at holde værkstedet i gang, hvor der i lange perioder var ansat en snes medarbejdere, måtte nye materialer indarbejdes, og Annie Fisker lancerede i 1941 lunchbrikker til erstatning af duge. Disse dækkeservietter vævedes fx af bomuld og halm, og som sædvanlig berømmedes hendes sikre farvevalg.

Væveboden fik flere både danske og udenlandske priser og var i 30 år i fronten for at skabe smagfulde og praktiske boligtekstiler. Dette var med til at vække tekstilfabrikkernes interesse for at samarbejde med håndvævere om at udvikle stoffer til arkitekttegnede møbler.