Nanna Hertoft

Som datter af kunstnerne Henry og Mille Heerup voksede Nanna Hertoft op i et miljø, hvor kunst på godt og ondt indgik som en del af livet. På den ene side gav det en viden og en respekt for det at arbejde kunstnerisk, på den anden side viste det også, hvor meget en svingende økonomi kan påvirke hverdagen. I barndomshjemmet kom de senere Cobrakunstnere Egill Jacobsen, Asger Jorn og Sonja Ferlov Mancoba samt ikke mindst ægteparret Else Alfelt og Carl-Henning Pedersen, som forældrene var tæt knyttede til. Kunstnerisk nærede Nanna Hertoft stor respekt for faderen og hans fantastiske evne til at gå ind i eksperimenterende kunstformer, hvor nære motiver fra familielivet og mødet mellem mand og kvinde havde en fremtrædende plads. Alligevel valgte hun i modsætning til storebroderen, maleren Ole Heerup, at følge i moderens fodspor som billedvæver. Moderen havde tidligt i sin karriere udviklet sin helt egen teknik og vævede uden et egentligt forlæg, som traditionen ellers foreskriver. Denne fornemmelse for det intuitive har Nanna Hertoft også haft, primært udfoldet i frit fortolkede landskabsgengivelser, der i stigende grad har nærmet sig et lyrisk abstrakt billedsprog. Hun har yndet at væve store billeder, der gerne er opdelt i bannere, der hænger frit i forhold til hinanden eller er samlet med syninger, der danner lodrette linier i kompositionen. I sine vævninger har hun arbejdet med tydelige skift i garner og flader, og hun har foretrukket naturmaterialerne bomuld og hør. Nanna Hertofts billedsprog er blevet et særkende for hendes arbejder, og det har givet hende stor anerkendelse i Danmark såvel som i de øvrige nordiske lande. Med sine billeder har hun formået at ramme en særlig nordisk tone, hvor farvespillet mellem grønne, blå og fint afstemte jordfarver har anslået noget grundlæggende i oplevelsen af skiftende landskaber. Fornemmelse for det billedlige og kompositorisk afbalancerede har medført, at hendes værker er blevet solgt til mange store institutioner og virksomheder, fordi de har format til at blive brugt som udsmykninger, fx til Nationalbanken i 1993.

Nanna Hertoft tog 1954 studentereksamen fra Aurehøj Statsgymnasium, men har som væver været autodidakt. Som ganske ung blev hun gift med lægen Preben H., der livet igennem har støttet hendes kunstneriske arbejde, ligesom hun har bakket op omkring hans ofte krævende karriere som læge og senere professor. Efter debuten på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1960 med et vævet tæppe har hun gennem årene haft en række separatudstillinger i Danmark, Sverige og Frankrig. Desuden har hun deltaget på et utal af gruppeudstillinger, hvor kunstnersammenslutningen Koloristernes udstillinger på Den frie må regnes blandt de væsentligste. Tilhørsforholdet til Koloristerne, som hun blev medlem af i 1972, har været medvirkende til at skaffe hendes værker en kunstnerisk anerkendelse, som mere traditionelle tekstile netværk sjældent medfører. Fra 1989 har hun været formand for sammenslutningen og har gennem årene tilført gruppen en positiv dynamik, bl.a. gennem redaktionen og udgivelsen af det store bogværk Danske kunstnersammenslutninger, som hun gennemførte sammen med kunsthistorikeren Marianne Barbusse 1995-96. Nanna Hertoft har fungeret som en vitaminindsprøjtning såvel organisatorisk som i den praktiske opbygning og gennemførelse af utallige udstillinger. Bærende har altid været kravet om kvalitet og forestillingen om udstillingen som det grundlæggende forum for mødet mellem kunstner og publikum. Bag denne tanke har ligget en erkendelse af, at netop tekstilkunst er et sårbart område, der til stadighed er i fare for at forsvinde. Samme tankegang ligger bag Den nordiske Textiltriennale, som Nanna Hertoft fik stor betydning for, da hun gik aktivt ind i arbejdet kort efter, at bl.a. tekstilkunstnerne Margrethe Agger og Annette Juel fostrede idéen først i 1970’erne. Nanna Hertofts viden om infrastrukturen i dansk billedkunst, de økonomiske muligheder i form af fonde og legater samt hendes omfattende netværk i de nordiske lande blev afgørende for den succes, triennalen opnåede i de aktive år fra den første udstilling i 1976 til afslutningen i 1996. Det var ifølge Nanna Hertoft skiftet fra udstillinger, der var gennemført på baggrund af en kunstnerjury, til udstillinger, der blev til gennem kuratorer, som gav projektet dødsstødet. Nanna Hertoft har aldrig været bange for at tage ved, men har samtidig været en hård samarbejdspartner, fordi hun ikke har tålt middelmådighed. Denne kompromisløse indstilling kom i 1998 til at stå sin prøve med udstillingen Dansk gobelinkunst på Kunstindustrimuseet og Køge Skitsesamling. Blandt yngre tekstilkunstnere blev den oplevet som støvet og et billede på en forgangen æra, mens den blandt fagets mere erfarne folk blev kritiseret for dårlig ophængning og manglende appel til de mennesker i samfundet, der har mulighed for at aftage tekstilkunst. Ved en senere ophængning i Edinburgh, Skotland, viste det sig, at udstillingen kunne bære under ordentlige forhold, og at idéen om at arbejde på tværs af landegrænser er af vital betydning for den faglige dialog i en tid, hvor håndværket står i fare for at forsvinde på bekostning af design og teknologi.

Nanna Hertofts dobbelte engagement som tekstil- og billedkunstner har medført en lang række tillidshverv, bl.a. i forskellige censurkomitéer, Kunsthåndværkerrådet 1978-84, Statens Kunstfonds udvalg for kunsthåndværk og kunstnerisk formgivning 1981-83, Akademirådet 1990-94 samt fra 1996 repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Hun har modtaget en række legater og hædersbevisninger, bl.a. Eckersbergs Medaille 1987, Tagea Brandts Rejselegat 1991 og Anne Marie Telmányis Legat 1995. Gennem sit kunstneriske arbejde har hun fået en indsigt og en indflydelse, der har været med til at fremme konkrete initiativer og projekter inden for kunst og kunsthåndværk.