Sonja Ferlov Mancoba

Som 20-årig begyndte Sonja Ferlov Mancoba på Kunsthåndværkerskolen hos Bizzie Høyer, hvor hun mødte malerne Richard Mortensen og Ejler Bille. Gennem dem lærte hun også maleren Vilhelm Bjerke-Petersen at kende samt digteren Gustaf Munch-Petersen, hvis digt det underste land fra 1933 fik stor betydning for de unge kunstnere. Digtet indeholdt mange af de idéer, som var karakteristiske for surrealismen: fascinationen af urtiden, det ubevidste samt naturfolkenes mytologi og magi.

I 1932 kom Sonja Ferlov Mancoba på Kunstakademiet, først hos Aksel Jørgensen, senere hos Kræsten Iversen.

Indtil 1935 beskæftigede Sonja Ferlov Mancoba sig udelukkende med maleriet.

Først under et ophold i Gudhjem i sommeren 1935 sammen med Richard Mortensen og Bille begyndte hun at arbejde med skulpturen. Alle tre gik ture på stranden og samlede grene, som de senere brugte i assemblager. Den tilsyneladende tilfældighed i sammensætningen af objekterne skulle afspejle kunstnerens underbevidsthed. Dette eksperiment betød for Sonja Ferlov Mancoba, at hun kunne frigøre sig fra naturinspirationen og fra maleriet.

Den første halvdel af 1930’erne var netop perioden, hvor psykoanalysen gjorde sit indtog i dansk kunst. Psykoanalytiker Sigurd Næsgaard holdt forelæsninger på Københavns Universitet og hans østrigske kollega W. Reich på Borups Højskole.

Bille, Richard Mortensen og Bjerke-Petersen var ligesom Sonja Ferlov Mancoba stærkt optaget af psykoanalysens teorier om menneskets indre liv, og i 1934 dannede de tidskriftet linien og gruppen af samme navn.

linien ville erstatte det koloristiske maleri, der hentede sin inspiration i naturen, i virkeligheden, med den abstrakt-surrealistiske kunst, der afspejlede underbevidstheden. Tidsskriftet var inspireret af de franske kunsttidsskrifter Minotaure og Cahiers d’art og gengav værker af surrealistiske og abstrakte kunstnere som fx Miró og Y. Tanguy, og blandt billedhuggerne H. Laurens og A. Giacometti. Sidstnævnte kom til at betyde meget for Sonja Ferlov Mancoba, der senere i Paris fik atelier ved siden af hans.

Efter perioden med assemblager begyndte Sonja Ferlov Mancoba at arbejde i ler og gips. Fugl med Unge, 1935, og To levende Væsener, 1937, er de eneste skulpturer, der er tilbage fra denne tid. Parallelt med skulpturen arbejdede hun stadig med malerier og tegninger bestående af tegn, streger og pletter. Desuden lavede hun collager bestående bl.a. af indpakningspapir, lærred, tusch og farvekridt.

I slutningen af 1936 rejste Sonja Ferlov Mancoba til Paris. Gennem keramikeren Christian Poulsen, der gik på École des Arts décoratifs, lærte hun sin senere ægtefælle, den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba, at kende. Sammen besøgte de Musée de l’Homme, hvis samling af oversøisk og afrikansk kunst virkede fascinerende og inspirerende.

I 1937 kom Bille, Richard Mortensen og Hans Øllgaard til Paris for at forberede en international kunstudstilling, der skulle vises i København Med Sonja Ferlov Mancoba som ledsager besøgte de sammen de kunstnere, der havde haft så stor betydning for deres udvikling hen imod et abstrakt-surrealistisk formsprog, bl.a. H. Arp, M. Ernst, Tanguy og Giacometti, og inviterede dem til at være med på liniens udstilling.

Ved Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 blev Sonja Ferlov Mancoba nødt til at tage hjem uden Mancoba, der blev nægtet indrejse til Danmark. Året efter blev han på grund af sit engelske statsborgerskab interneret i en lejr lidt uden for Paris. Det lykkedes Sonja Ferlov Mancoba at rejse tilbage til Paris, og i 1942 blev de gift i lejren.

Kort efter tilbagekomsten til Frankrig udførte Sonja Ferlov Mancoba sin første maskeskulptur, og derefter arbejdede hun i hele krigsperioden med en enkelt stor skulptur, der kan betragtes som et af hendes hovedværker. Den blev til i gips, bygget op lag efter lag, og først 1946 støbt i bronze.

I 1949 rejste hun med familien, der var forøget med en søn, til Danmark og bosatte sig i Kattinge, en lille landsby uden for Roskilde. Året før var hun blevet inviteret til at deltage i linien II-udstillingen og i Høst-udstillingen, hvor hun 1949 blev medlem.

Både Sonja Ferlov Mancoba og ægtefællen blev gennem maleren Asger Jorn tilknyttet den internationale kunstnersammenslutning Cobra. Alligevel følte de sig isolerede, samtidig med at de mærkede en mangel på menneskelig og kunstnerisk tolerance.

Sommeren 1952 tog de til Frankrig og bosatte sig i Oigny-en-Valois, en landsby 80 km fra Paris. 1950’erne blev et vanskeligt årti, og familien levede under meget trange økonomiske kår. Kun ganske få små lerskulpturer stammer fra disse år. Først i 1960 fik Sonja Ferlov Mancoba og hendes familie mulighed for at flytte tilbage til Paris; de slog sig ned i en nedlagt butik bag Montparnasse, der blev brugt både som atelier og privatbolig.

Sonja Ferlov Mancoba havde en stærk tro på mennesket og på kunstens betydning for dets åndelige udvikling. Blandt de gennemgående temaer, som hun arbejdede med i sine skulpturer, var masken en af de hyppigste. Disse maskeskulpturer forenede både krop og ansigt. Nogle af dem kunne give associationer til afrikansk kunst eller til mexicanske skulpturer, uden at der var tale om direkte inspiration.

Et andet motiv var de isolerede figurer, ofte spinkle i kroppen og med tre eller fire ben. Den største af dem er Confiance fra 1963, der måler 175 cm i højden. Hovedet er en slags maske med åbne former.

En tredje type skulpturer tog form af grupper og fremstillede samhørigheden og solidariteten mellem mennesker. Flere skulpturer viste menneskelige former, som forenes, hører sammen og omfavner hinanden, fx Effort commun, 1963-64, l’Accord, 1967, og Vogter af vor arv, 1973.

Sonja Ferlov Mancobas produktion var ikke særlig stor, omkring 70 skulpturer, og mange værker ville være gået tabt, hvis ikke familie og venner havde fået støbt dem i bronze. Det var ikke resultatet, men selve processen, der interesserede hende.

Hun anvendte ler og gips og havde den opfattelse, at hendes arbejde ophørte, når gipsen var færdig. Hun deltog aldrig i bronzestøbningen.

I de senere år af sit liv oplevede Sonja Ferlov Mancoba en stigende interesse for sine værker, og hun fik tildelt en række legater og hædersbevisninger, bl.a. Det Anckerske Legat i 1970, året efter Tagea Brandts Rejselegat og 1977 Thorvaldsens Medaille og Niels Larsen Stevns Medaljen.

Fra 1964 fik hun Statens Kunstfonds stipendie og fra 1969 var hun medlem af Den frie Udstilling.

• Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• Rolf Læssøe: Stille vækst, 1992. Troels Andersen: Sonja Ferlov Mancoba, 1979.

• Cobra
• Den Frie Udstilling (se Den Frie Udstillingsbygning)
• Linien

• Sonja Ferlov Mancoba

• Sonja Ferlov Mancoba

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.