Else Alfelt

Faktaboks

Else Alfelt
Else Kirsten Tove Alfelt
Født
16. september 1910, København
Død
9. august 1974, København
Arbejdsliv
Maler
Familie

Forældre: bankfuldmægtig Carl Valdemar A. (1882-1954) og Edith Alexandra Regine Julie Thomsen (1893-1938).

Gift 7. december 1934 (b.v.) med maler Carl-Henning Pedersen, født 23. september 1913 i København, s. af jord- og betonarbejder Johannes P. og Ellen Hansen.

Børn: Vibeke (1934), Kari-Nina (1940).

Else Alfelt er primært kendt for sit tilhørsforhold til den gruppe kunstnere, der i 1930’erne og 1940’erne manifesterede sig ved deres spontant abstrakte kunst, og som fik bred international anerkendelse gennem Cobrabevægelsen, der var aktiv i perioden 1948-51.

En stor del af barndommen tilbragte Else Alfelt på børnehjem på grund af forældrenes skilsmisse. Det var her, hun begyndte at tegne. Som 15-årig kom hun i 1925 på teknisk skole indtil 1927, hvor hun uden held søgte om optagelse på Kunstakademiet hos maleren Aksel Jørgensen. Hun valgte da at tilegne sig kunsten på egen hånd ved museumsbesøg og ved at male kopier af bl.a. Rembrandt og landskabsmaleren J.Th. Lundbye. Penge tjente hun ved at sidde model for eleverne på Kunstakademiet, og således kom hun i kontakt med kunstnermiljøet. Under et ophold på Den Internationale Højskole i Helsingør i 1933 traf hun sin senere ægtefælle Carl-Henning Pedersen. Hendes kunstneriske engagement fik afgørende betydning for hans valg af karriere, og deres ægteskab betød for dem begge gensidig inspiration, støtte og udvikling som kunstnere. I midten af 1930’erne fik de gennem maleren Egill Jacobsen kontakt med progressive kunstnere som Ejler Bille, Richard Mortensen og Henry Heerup, der havde grupperet sig omkring tidsskriftet linien, som formidlede de nye europæiske abstrakte og surrealistiske tendenser. Else Alfelt tog det nye spontant abstrakte formsprog til sig og forlod den lette naturalistiske streg, hun hidtil havde arbejdet med. I 1936 debuterede hun på Kunstnernes Efterårsudstilling, efter at hun i en årrække havde fået afvist sine malerier. De tidlige billeder var abstrakte kompositioner vekslende mellem geometriske linier og bløde organiske linier og med en gennemgående rytme i linieforløbet.

Else Alfelts kunstnerægteskab var i de første mange år præget af materiel fattigdom. Den abstrakte kunst var ikke populær, og de havde svært ved at sælge deres værker. I perioder levede de under eksistensminimum og kunne knap brødføde sig selv og deres to døtre, hvoraf den ene Vibeke A. senere fulgte i sine forældres spor som billedkunstner. Else Alfelt var kommunist og deltog i slutningen af 1930’erne i Rødt Teater, hvor hun kom i kontakt med den tyske forfatter Bertolt Brecht. Efter hans anvisninger udførte hun scenografien til hans drama Fru Carrars Geværer på Rødt Teater. Da Brecht 1933-39 var gået i eksil i Svendborg, besøgte hun ham sammen med ægtefællen. Men Brechts udtalte foragt for den abstrakte kunst satte en stopper for yderligere kontakt mellem dem. I 1945 blev hun inviteret til Sverige, hvor naturen og de vidtstrakte bjerglandskaber i Lapland betog bymennesket Else Alfelt og forløste et koloristisk talent. Farverne blev opstemte og mere rene og klare, og hendes kompositioner udfoldede sig tillige mere frit og utvungent. Fra det tidspunkt blev bjerge og bjergnatur den centrale inspirationskilde i hendes værk. Hun opsøgte i en stadig fascination bjergegne i Norge, Island, Schweiz, Italien og Grækenland. Bjergene gav hende en fornemmelse af uendelighedsfølelse og samhørighed med universet. Ligesom for flere af de abstrakte kunstnere var kosmos et centralt begreb for Else Alfelt. Grønhøj og Bovbjerg ved Vesterhavet og andre danske naturlokaliteter blev således til abstraktioner med bjergagtige strukturer eller omskrevet til kosmiske visioner med sole og måner.

Under Anden Verdenskrig var Else Alfelt blevet medlem af Høstudstillingen, og 1948 blev hun sammen med ægtefællen medlem af den nu legendariske, internationale Cobrabevægelse, der havde maleren Asger Jorn som en af initiativtagerne. Else Alfelt deltog i Cobragruppens udstillinger i Danmark og i udlandet, men havde ikke som ægtefællen en central placering. Derimod var hun den første af Cobrakunstnerne, der fik bestilling på en offentlig udsmykning. Resultatet var mosaikudsmykningen Regnbuen på Rungsted Kommuneskole, 1953-57, efterfulgt af andre farveprægtige mosaikudsmykninger, bl.a. på Langeliniepavillonen 1957-60 og Th. Langs Seminarium i Silkeborg 1959-65. Til disse arbejder forberedte hun sig med studier i mosaikteknik i Ravenna, Italien. Hun udvalgte selv de mange farveglasplader i de venetianske glasværker og tilhuggede møjsommeligt de mange små mosaikstifter. De utallige nuancer farvet glas gav hende mulighed for yderligere at eksperimentere med de farvemodulationer og -virkninger, hun dyrkede i sit maleri og i sine akvareller.

Det gennemgående træk ved Else Alfelts værker er de bjerglignende og tindeagtige strukturer ofte med en gennemsigtig lethed i koloritten, især i akvarelmediet. Fra omkring 1960 inddrages gradvist sol, måne og hele universet til mere abstrakte visioner. Titlerne Blåt univers, Kloder i gyldent rum og Universets blomst fortæller om værkernes poetiske og fabulerende natur. Karakteristisk for værkerne i denne fase er også hendes billedserier i røde, blå, grønne eller gule farver. Af særskilt betydning for hendes kunst var et ophold i Japan i 1967. Begejstringen for den japanske kalligrafi inspirerede til en række billeder af lignende tegnagtig karakter. Samlet vidner disse billeder om en formmæssig afklaring i hendes værk. Selv følte hun, at hun i den japanske kultur, specielt i kalligrafi og i buddhisme, havde fundet et slægtskab, der var med til at afklare hendes egen søgen såvel eksistentielt som kunstnerisk. Hendes sidste værker synes præget af en tiltagende uro, hvor spiralbevægelser og hvirvelstrømme bemægtiger sig lærrederne. Farverne brydes som i et kalejdoskop, af og til splintret som glas med forrevne kanter. Gennem sine sidste leveår var Else Alfelt syg. Hun led af svimmelhedsanfald, men var ikke selv klar over, at årsagen var blodpropper. Hun døde 63 år gammel i 1974, og to år efter indviedes Carl-Henning Pedersens og Else Alfelts Museum i Herning. I 1961 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat og 1973 Thorvaldsens Medaille.

Beskrivelser og portrætter af Else Alfelt

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Annette Stabell: Else Alfelt, 1990. Gunnar Jespersen: Cobra, 1974. Virtus Schade: Cobra – fra hoved til hale, 1971. Poul Gammelbo: Else Alfelt, 1968. Edouard Jaguer: Else Alfelt, 1950.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig