Annette Juel

Annette Juel blev født i en borgerlig familie på Frbg. som den yngste af to døtre. Her kendte man nok til broderier og anden form for kvindeligt håndarbejde, men havde ikke nogen særlig fornemmelse for kunsthåndværk og langt mindre for billedkunst. I skolen fandt hun glæde i faget håndarbejde, og i begyndelsen af 1950’erne søgte hun ind på Kunsthåndværkerskolen. Det blev nogle gode år, hvor især vævning blev hendes foretrukne medie. Blandt lærerne fik særlig Franka Rasmussen og svenske Gunilla Lagerbielke indflydelse, sidstnævnte underviste i form, farve og komposition. Efter at Annette Juel havde taget afgang som 19-årig, tog hun i 1954 til Sverige for at arbejde sammen med Lagerbielke. Samme år opfordrede Franka Rasmussen hende til at blive elev på sit værksted. Hermed blev hun Franka Rasmussens første væveelev, og opholdet på værkstedet frem til 1956 gav hende erfaring i at arbejde eksperimenterende såvel tekstilt som billedligt.

Omkring 1956 havde Annette Juel sin første separatudstilling i det lille Studio Voss Schrader i Niels Hemmingsens Gade. Samtidig fik hun interesse for at rejse og valgte at tage til Paris. Da hun vendte hjem i 1957 etablerede hun eget værksted i boligen i Rigensgade og debuterede officielt på Kunstnernes Efterårsudstilling året efter. Hendes arbejdsfelt var på dette tidspunkt vidt forgrenet inden for det tekstile og omfattede bl.a. mønstertegning til Selskabet til Haandarbejdets Fremme, hvor hun havde et godt samarbejde med formanden Gertie Wandel. Desuden tegnede hun en del design til produktion af møbelstoffer, kjoler og dragter samt gulvtæpper på forskellige fabrikker, ligesom hun udformede helt frie kunstneriske arbejder. Netop samarbejdet med Wandel betød en rimelig indtægt og en god dialog omkring det tekstile, hvilket ledte frem til andre opgaver, bl.a. en udsmykning til Den Danske Banks hovedsæde i 1971 på foranledning af indretningsarkitekt Titter Holm. Udsmykningen var krævende, idet arkitekten Tyge Holm forestillede sig, at tekstilerne skulle være transparente, mens bankens medarbejdere ønskede dem tætte. Resultatet blev nogle semitransparente tekstiler, der var åbne nok til at sikre lysgennemskinnelighed og tætte nok til, at medarbejderne fik deres eget handlerum. Tilfredsheden var så stor, at i alt 120 tekstile rumdelere blev bestilt, og Annette Juel måtte engagere vævepiger til at hjælpe med færdiggørelsen af den store opgave.

Annette Juel har indtaget en særegen rolle i dansk tekstilkunst. Det skyldes, at hun har arbejdet med stort set alle genrer, lige fra det nære håndarbejde til det mest avantgardistiske inden for tekstilkunst, bl.a. i eksperimenter med metal og kunstfibre. Hun har været evigt søgende og ikke mindst undersøgende, hvilket bl.a. også ledte frem til idéen om Den nordiske Textiltriennale, som hun udviklede sammen med kollegerne Margrethe Agger, Randi B. Studsgarth og Jette Brønnum. Triennalen fik stor betydning for det tekstile felt, ikke alene i Danmark, men i hele Norden. Det solide håndværk på den ene side og modet til at tænke nyt på den anden side kan også ses i en række store arbejder, som Annette Juel udførte først i 1980’erne, inspireret af lange rejser til Japan i 1974, 1978 og 1983. I disse arbejder forholdt hun sig frit til såvel materialet som til de teknikker, hun var interesseret i at undersøge. Det var klassiske mønsterteknikker, hvori farvede og ikke farvede partier af trådene blev kombineret på langs og på tværs i væven, hvilket krævede en dyb viden om indfarvning, materialebehandling og vævning. Arbejdet førte bl.a. til, at Annette Juel arrangerede en smuk udstilling af håndvævede japanske tekstiler, der blev vist på Østasiatiska Museet i Stockholm 1984 og samme år på Kunstindustrimuseet i København Desuden skabte hun en række frie værker i form af rumdelere, der dels bestod af frithængende tråde, dels af afgrænsede partielle vævninger, stramt indfarvet i kvadrater og smalle rektangler. Fra det lette og gennemskinnelige vendte hun sig mod metallet og begyndte at udfordre det i sine vævninger trods den modstand, materialet gav.

I 1990’erne er væven blevet pakket væk, og efter 40 år som aktiv væver har Annette Juel koncentreret sig om mere frie udtryksformer. Det førte i 1991 til, at hun blev opfordret til at gå ind i kunstnersammenslutningen PRO, som hun siden har udstillet sammen med. Gennem årene har Annette Juel haft flere separatudstillinger, bl.a. i 1970 på Kunstindustrimuseet, ligesom hun har deltaget i en lang række udstillinger i udlandet. Hun har modtaget flere legater og hædersbevisninger, bl.a. Nationalbankens Jubilæumsfond 1983 og Dansk Kunsthåndværks Årspris 1984. I 1995 blev hun tildelt den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond, den ydelse, der var blevet ledig ved Franka Rasmussens død. Det var en stor glæde for Annette Juel at modtage netop den ydelse, som havde været hendes gamle lærers, og ringen blev således sluttet tilbage til årene på Kunsthåndværkerskolen og på værkstedet. Samtidig gav ydelsen en vis økonomisk ro og mulighed for at rejse til Østen. Her har Annette Juel gennem årene fået en dyb viden om og respekt for østlig filosofi og tankegang, hvilket har betydet en fortsat inspiration og i høj grad bidraget til hendes kunstneriske udvikling.