Marie Christensen (fagforeningskvinde)

Faktaboks

Marie Christensen
Karen Marie Christensen
Født
3. februar 1871, Kregme sogn
Død
14. september 1945, København
Arbejdsliv
Kommunalpolitiker, tjenestepige, fagforeningsformand, skoleleder og redaktør
Familie

Forældre: nattevagt Jens Peter C. (1832-1915) og landarbejder Bodil Kirstine Andersdatter Larsen (1842-1929).

Marie Christensen
Marie Christensen kom ud at tjene efter konfirmationen. Oprørt over de dårlige forhold hun oplevede, stiftede hun i 1899 Københavns Tjenestepigeforening (det senere Husligt Arbejder Forbund).
Marie Christensen
Af /Industrimuseet Frederiks Værk, arkivet.
Marie Christensen
Marie Christensen taler på et offentligt møde for tjenestepiger i 1903.
Af /Arbejdermuseet.
Husassistenternes Fagskole
Et af Marie Christensens vigtigste initiativer var oprettelsen af en fagskole i 1906. Skolen, der senere kom til at hedde Husassistenternes Fagskole, lå først i Rosengården, men flyttede i 1927 til Fensmarksgade på Nørrebro. Marie Christensen (til venstre i billedet) ledede skolen indtil 1938. På væggen ses et maleri af skolens grundlægger. Foto fra 1932.
Husassistenternes Fagskole
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Politisk Kvindeforening

Marie Christensen var også aktiv i kvindevalgretskampen. I 1904 var hun medstifter af Politisk Kvindeforening og blev medlem af bestyrelsen, der fik historikeren Anna Hude som formand.

Politisk Kvindeforening
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Licens: CC BY 3.0

Artikelstart

Husligt Arbejderforbund (HAF), et af landets største fagforbund for ufaglærte arbejderkvinder, var udsprunget af Københavns Tjenestepigeforening (KTF), som i 1899 blev stiftet af tjenestepigen Marie Christensen. Efter næsten 100 års virksomhed indgik det rene kvindeforbund 1993 i Forbundet af Offentligt Ansatte. Marie Christensen voksede op i en børnerig landarbejderfamilie med to udearbejdende forældre. Efter konfirmationen kom hun ud at tjene. Hendes skiftende pladser i Frederiksværk og siden i København gav overvejende negative erfaringer, der vakte hendes oprørstrang og stimulerede hendes sociale retfærdighedssans. Efter en dårlig plads besluttede hun i 1894 at ville bruge sit liv på at “løsne Danmarks Slavinders Lænker”. Som forberedelse til rollen som organisator og for at kompensere for mangelfulde skolekundskaber afbrød hun midlertidigt 1895-98 tjenestepigelivet. Hun ernærede sig ved at drive en skole for mindre børn på sin hjemegn og ved håndarbejdsundervisning. Samtidig udvidede hun sin horisont ved at gå til foredrag på Frederiksborg Højskole og tage kurser i regning og skrivning på H.P. Sørensens Handelsskole. Da hun 1899 vendte tilbage som tjenestepige i København, fik en artikel i Politiken om tjenestepigeerhvervet som storleverandør til prostitution hende til at gå i aktion, og hun stiftede KTF.

Tidligere organisationsforsøg inden for tidens største kvindeerhverv, bl.a. fra Kvindelig Fremskridtsforening med Johanne Meyer i spidsen, var løbet ud i sandet. Agitation blandt tjenestepiger var særlig vanskelig, fordi deres lange arbejdstid gjorde det svært for dem at gå til møder, og det var nærmest umuligt for fagforeningsagitatorerne at kontakte dem på de tusindvis af spredte arbejdspladser. Men KTF overlevede. I provinsen skabtes tilsvarende foreninger, der i 1904 sluttede sig sammen til De samvirkende Tjenestepigeforeninger i Danmark (DSTD) med Marie Christensen som formand indtil 1927. Blandt Marie Christensens mest værdsatte støtter var kassereren Andrea Kiibenich, der lancerede Odense Tjenepigeforening, og Marie Stephansen, stifteren af Ålborg Tjenestepigeforening, samt Anna Kaa, som i mange år gjorde sig gældende i KTFs fagskolearbejde.

KTFs første program i 1899 slog bl.a. til lyd for faste løn- og arbejdsvilkår og ophævelse af Tyendeloven af 1854, der stillede tjenestefolk ringere end andre arbejdere ved at give arbejdsgiverne tugtelsesret og institutionalisere en skudsmålsbog, hvor herskaber kunne indskrive deres vurderinger af de ansatte. Indtil 1914 organiserede KTF både husmødre, bl.a. Dansk Kvindesamfunds medlemmer, og tjenestepiger for at opnå en vis herskabelig goodwill og især økonomisk støtte til opbygning af en fagskole. Strategien var at få et ufaglært kvindeerhverv omskabt til et faglært. Men samorganiseringen stillede sig i vejen for KTFs tilslutning til De samvirkende Fagforbund. Tilnærmelsen til den faglige arbejderbevægelse gik hånd i hånd med omdannelsen 1914 af KTF og DSTD til regelrette fagforeninger, der fik navnet Husassistenternes Fagforening og Forbund. Omdannelsen var desuden fremkaldt af forventninger om kraftigere socialdemokratisk støtte i tyendelovsspørgsmålet. Efter foreningsomdannelsen slog Marie Christensen ind på en mere markant lønarbejderpolitik med krav om otte timers arbejdsdag, et mål, som hun dog aldrig selv oplevede at se indfriet. Et af hendes første initiativer var lanceringen i 1900 af Tjenestepigernes Blad, fra 1914 Husassistenten. Efter at Annette Jensen kortvarigt havde redigeret bladet, blev Marie Christensen selv redaktør 1900-18 og igen 1920-27. Hun var bladets mest produktive leverandør af artikler og knyttede bl.a. Johanne Meyer til sig som skribent. Marie Christensen skrev desuden Tjenestepigesagen, 1905, de agitatoriske pjecer Anna og Emilie, 1914, Vor Kamp mod gamle Fordomme, 1917, og En Samtale mellem to Husassistenter, 1923.

Et af Marie Christensens vigtigste initiativer var oprettelsen af KTFs Fagskole 1906 i Rosengården 13. Her skabte hun noget så usædvanligt som et foreningscenter med bladredaktion, arbejdsanvisning, bibliotek, fagskole med lærerinde- og elevværelser samt mødelokaler. Desuden var der tilknyttet en restaurant, hvor gæsterne kunne nyde elevernes madlavning. I 1908 blev hun angrebet for at drive skolen som en straffeanstalt og lede den egenmægtigt. Konflikten førte til, at fagforeningen iværksatte udvalgskontrol med skolen, men oppositionen rokkede dog ikke afgørende ved Marie Christensens rolle som skoleleder indtil 1938 og organisationens samlende figur. Fagskolen, der fra 1907-08 modtog både kommunal og statslig støtte, blev 1926 omdannet til en selvejende institution. I 1927 flyttede den til større rammer i Fensmarksgade under navnet Husassistenternes Fagskole. Da var omkring 3.780 unge kvinder blevet uddannet på stedet, og skolen vedblev med at være en søgt uddannelsesinstitution indtil dens nedlæggelse 1972.

Fra første færd ønskede Marie Christensen suspension af tyendeloven og af skudsmålsbogen, som hun så som udtryk for en klasselovgivning, der ikke sidestillede tjenestepiger med andre arbejdere. Regulering af løn, arbejdstid og fritid via kollektiv overenskomst var ikke mulig inden for et erhverv, hvor der ikke eksisterede en organiseret modpart, som overenskomster kunne indgås med. Derfor arbejdede hun for regulering via individuelle kontrakter og anvisningskontorer. Et forsøg på at få skabt en kollektiv aftale med Københavns Husmoderforening, oprettet 1917 bl.a. på forfatteren Thit Jensens initiativ, led skibbrud, mens arbejdsvilkårenes regulering via kollektiv overenskomst fik større fremgang blandt det kommunalt ansatte hospitalstyende. I 1904 udpegedes Marie Christensen af justitsminister P.A. Alberti til medlem af Tyendelovskommissionen. Hun blev hermed den første arbejderkvinde i Danmark, der fik sæde i en regeringskommission. Kommissionsarbejdet 1905-10 førte ikke umiddelbart til resultater, og Medhjælperloven af 1921, der afløste tyendeloven, indfriede heller ikke til fulde Marie Christensens ønske om en arbejdsmarkedsreform for voksne i tyendeerhvervet, suppleret med en særbeskyttelseslovgivning for børn og unge under 16 år. Men skudsmålsbogen og tugtelsesretten blev dog afskaffet.

Grundloven af 1849 havde udelukket kvinder såvel som tyende fra valgret. Lovforslaget om oprettelse af menighedsråd 1901 inkluderede kvinderne, men udelukkede stadig tjenestefolk som vælgere og valgbare. Det fik 1902 Marie Christensen til med held at iværksætte en protestkampagne mod forslaget. En protest imod en tilsvarende diskriminerende passus i lovforslag om kommunalvalgret 1903-04 førte til, at paragraffen blev fjernet. Marie Christensen gik ind i kvindevalgretskampen og var 1904 blandt stifterne af Politisk Kvindeforening, hvor hun blev bestyrelsesmedlem. Hun knyttede sig siden til Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund, hvor hun blev mangeårig revisor, og hvor KTF desuden var tilsluttet. Hun var blandt valgretsforbundets delegerede ved International Woman Suffrage Alliance’s kongres i Amsterdam i 1908.

Marie Christensen, der var bestyrelsesmedlem i Socialdemokratisk Vælgerforening i Rosenborgkredsen, stillede op som partiets kandidat til Borgerrepræsentationen og indvalgtes ved jordskredsvalget 1917, som for første gang sikrede Socialdemokratiet majoritet i kommunalstyret. Som borgerrepræsentant indtil 1921 gik hun stærkt op i bolig- og saneringspolitik, især i Københavns gamle bykerne. Hun var medlem af adskillige udvalg, bl.a. for de nyoprettede folkekøkkener og formand for fæstekontorudvalget. Her kunne hun notere en sejr i forbindelse med vedtagelsen af sit forslag om fæstekontorernes afvikling. Hun ønskede ikke i 1921 at fortsætte som borgerrepræsentant, da hun fandt, at hendes kommunalpolitiske arbejdsindsats ikke stod mål med de indhøstede resultater. Et senere forsøg på at blive opstillet som socialdemokratisk rigsdagskandidat vandt ikke lydhørhed i partiet, en kendsgerning, hun siden tolkede som udtryk for, at hun var blevet en uønsket person.

At få skabt et alderdomshjem for tjenestepiger havde allerede i 1899 været et langsigtet mål. Det blev realiseret i 1935 ved åbningen af Husassistenternes Byggeforening og Alderdomshjem tæt ved den nye fagskole, og Marie Christensen flyttede selv ind i nybyggeriet. Hendes nerver og helbred viste fra 1927 de første alvorlige symptomer på overbelastning og nedslidning, hvorfor hun gradvist måtte afvikle sine arbejdsopgaver. Samme år forlod hun formandsposten i Husassistenternes Forbund. Ikke mindst konflikter inden for fagskolens byggeudvalg gik hende på. Hertil føjedes skuffelse over, at den senere forbundsformand Andrea Jørgensen ikke bakkede op om hendes kongstanke, oprettelse af en fagskole for husassistenter i Århus. Marie Christensens uhyre dynamik, idérigdom og vilje til at sætte sig selv på spil som fagforeningspioner skabte mere respekt om hendes kyndighed og handlekraft end egentlig popularitet. Fagskolen blev genstand for international interesse, og KTF blev en inspirerende model for de svenske og norske tjenestepigebevægelser. Med den slagkraftige pen havde Marie Christensen sans for at pleje sit eget og foreningens offentlige image og flair for massemediernes voksende opinionsskabende rolle. På sine ældre dage havde hun problemer med at omstille sig til en mere tilbagetrukken tilværelse. I 1930’erne forsøgte hun at tage et plejebarn til sig, men måtte til sin store sorg opgive. Kræfterne slog ikke til. Den afsluttende livsfortolkning i Erindringer, 1942, bærer præg af hendes usvækkede, markante selvfølelse, men isprængt en god portion desillusion og bitterhed over de sidste årtiers erfaringer. Marie Christensen med de stærke opstigningsønsker og den enorme viljestyrke udviklede sig til, og sled sig ned på, at blive en af de mest markante fagforeningskvinder i sin generation og samtid.

Beskrivelser og portrætter af Marie Christensen

  • Mal. fra 1931. Foto i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv, Det Kgl. Bibliotek.
  • Tinne Vammen: Rent og urent, 1986. Oskar Hansen: Husassistenternes Fagskole gennem 50 år, 1956. Oskar Hansen: Fra Kjøbenhavns Tjenestepigeforening til Husligt Arbejder Forbund, 1954. Fr. Dalgaard: Husassistenternes Fagskole, 1931.

Tilknytning til organisationer

  • Københavns Tjenestepigeforening
  • De Samvirkende Tjenestepigeforeninger i Danmark (se Husassistenternes Forbund)
  • Tjenestepigernes Blad
  • Københavns Tjenestepigeforenings Fagskole (se Husassistenternes Fagskole)
  • Tyendelovskommissionen
  • Politisk Kvindeforening (se Københavns Kvindevalgretsforening)
  • Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund (se Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg)
  • Borgerrepræsentationen
  • Socialdemokratiet
  • Husassistenternes Byggeforening og Alderdomshjem

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig