Andrea Jørgensen

Andrea Jørgensen var jysk husmandsdatter. Hun lærte fra barnsben arbejdslivets realiteter at kende. I de unge år havde hun skiftende ansættelser i huset, uddannede sig til smørrebrødsjomfru og kom på fabrik, før hun returnerede til husassistenterhvervet. Da hun gjorde sin entre som fagligt aktiv i Tjenestepigeforeningen for Aarhus og Omegn, var denne vaklende. Kort efter blev De samvirkende Tjenestepigeforeninger i Danmark (DSTD) stiftet i 1904 med det formål at få skabt en tjenestepigernes landsorganisation, og Århusforeningen blev en af de tidligst tilsluttede organisationer. I 1914 skiftede DSTD navn til Husassistenternes Forbund (HF).

Andrea Jørgensen blev bestyrelsesmedlem og sekretær i Århusforeningen 1914. På hendes initiativ oprettedes en diskussionsklub, senere også klubber for at skole medlemmerne i fagforeningskundskab. I 1915 blev hun formand og medlem af hovedbestyrelsen. Sygdom tvang hende dog året efter til at sige farvel til formandskabet og i stedet fungere som revisor. Da hun atter involverede sig i 1932, var det for at medvirke til lokalforeningens genstiftelse. Den havde i flere år været under opløsning og var i 1930’erne påvirket af den økonomiske depression og arbejdsløshed. Hun genvalgtes som formand og var med til at give afdelingen en frisk start, fra 1935 også som kasserer. 1933-34 var Andrea Jørgensen og Laura Eggers fra Ålborgafdelingen HFs agitatorer i Jylland som led i et mobiliseringsfremstød landet over. De fik bl.a. stiftet afdelinger i Esbjerg, Randers og Vejle.

Andrea Jørgensen argumenterede i 1935 på den årlige forbundskongres for mandlige husassistenters ret til medlemskab af HF og fik sit forslag vedtaget trods en vis modstand fra bl.a. Marie Christensen. Andrea Jørgensen fandt, at mandlige medlemmer, som dog kun kom til at repræsentere en forholdsvis lille medlemsgruppe, ville kunne styrke fagforeningsarbejdet. Da HF ved kongressen i 1938 skulle vælge formand, blev valget for første gang afgjort ved en kampafstemning. Andrea Jørgensen indhøstede 37 stemmer mod modkandidatens tre. Efter at Marie Christensen, tjenestepigeorganiseringens pioner og mangeårige centralfigur, i 1927 var gået af som forbundsformand, kom der med Andrea Jørgensen igen en stærk leder ind i billedet. Hun udviklede sig i årene 1938-53 til at blive en markant, afholdt og forhandlingsduelig topleder. Hun satsede mindre end sine forgængere på fagskolevirksomhed som en hovedsøjle i det faglige arbejde, mere på styrkelse af agitationen og selve organisationsarbejdet. Hun formåede med held at fastholde den medlemstilgang og udbygning af lokalafdelinger, der så småt var begyndt et par år før hendes tiltræden. Lønnet husarbejde var endnu et hovederhverv for især unge kvinder, men Andrea Jørgensen havde erfaret, hvor vanskeligt det var at mobilisere netop disse kvinder i fagligt regi. Som landsformand blev hendes hovedopgave at tilpasse HF til 1930’ernes forhold. Kvindernes massive flugt fra ansættelse som husassistenter i private herskabshjem måtte opvejes ved at vinde øget eller nyt fodfæste blandt husassistenter og rengøringspersonale, ansat af det offentlige bl.a. på hospitaler. Netop offentlige institutioner kom til at repræsentere et beskæftigelsesområde af voksende betydning.

HF talte ca. 1.500 medlemmer ved Andrea Jørgensens tiltrædelse som forbundsformand og ca. 4.500 ved hendes død i 1953. Den nye tilvækst af lokalafdelinger og medlemmer var stimuleret af hendes ihærdige agitationsindsats i og uden for hovedstaden. Væksten var også et resultat af de grænsestridigheder, som HF havde med bl.a. Dansk Kommunal Arbejderforbund (DKA) og Kvindeligt Arbejderforbund. For eksempel indmeldtes Fagforeningen for Husmedhjælpere og Portører ved Statens Hospitaler i HF 1936, hvorefter der opstod konflikt med DKA om, hvilket af de to forbund der havde adkomst til at organisere provinsens “lavere” sygehuspersonale. Den voldsomme strid blev først løst i 1938 og faldt ud til HFs fordel. Gennem sit mangeårige formandskab og forbundets ekspansion, ikke mindst i provinsen, bidrog Andrea Jørgensen til at bryde med den hovedstadsdominans, som i årtier havde karakteriseret forbundet. Det omstrukturerede arbejdsmarked for husligt arbejde lå bag hendes forslag, vedtaget på årskongressen 1946, om at skifte betegnelsen Husassistenternes Forbund ud med navnet Husligt Arbejderforbund.

Andrea Jørgensen var som ung medlem af Socialistisk Ungdomsforening (SUF) og en tid medlem af bestyrelsen. Da ungdomsorganisationerne i tiden omkring Første Verdenskrig splittedes, valgte hun den socialdemokratiske fløj, og 1919-21 var hun formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms Åbyhøjafdeling. Som fagforeningsformand 1915-16 slog hun stærkt til lyd for de organiserede husassistenters samarbejde med SUF, Arbejdernes Fællesorganisation og Socialdemokratiet. Det sidste anså hun for at være “det eneste Parti, som har et Program, der ikke er baseret paa Egenkjærlighed, men paa det heles Vel”. Hun understregede gennem hele sit virke, at faglig organisering og medlemsvækst var det uomgængelige fundament for at få skabt forbedringer, og at disse kunne opnås via kollektive overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter. Allerede i 1942 viste der sig alvorlige tegn på, at Andrea Jørgensens faglige og politiske engagement betød personlig nedslidning i en tidlig alder. Hun blev ramt af en hjerneblødning under et møde i Næstved, men kom sig. Endnu en hjerneblødning satte i 1953 punktum for en mangeårig, engageret indsats. Ateisten Andrea Jørgensen, der i 1916 havde udmeldt sig af folkekirken, fik en såkaldt borgerlig bisættelse uden præstelig medvirken. Hendes ungdomskammerat fra den socialdemokratiske ungdomsbevægelse i Århus H.C. Hansen holdt hovedmindetalen over hende. Ved graven sang følget arbejderforfatteren Oscar Hansens hyldestsang, skrevet til sørgehøjtideligheden.