Faktaboks

Laura Eggers
Laura Kirstine Oline Eggers
Født
26. august 1883, Vellerup sogn
Død
31. marts 1952, Rødovre
Arbejdsliv
Agitator, fagforeningsformand og tjenestepige
Familie

Forældre: tømrer Niels Peter Nielsen (1853-1936) og Boline Olsen (1846-1920).

Gift 1919 med digter, kontorassistent Frits Bertram Gudmund E., født 15. februar 1877 i Viborg, død 8. februar 1954 i Gentofte sogn, s. af krigsassessor Frits Bertram E. og Ane Kirstine Poulsen.

Da Laura Eggers kom til København fra Nordsjælland, fik hun arbejde som tjenestepige. Hun var tidligt aktiv i Københavns Tjenestepigeforening og blev medlem af bestyrelsen 1909-19. Fra starten var hun en energisk agitator i organisationsarbejde i hovedstaden og provinsen og blev ved sin indtræden i bestyrelsen leder af agitationsklubben. I årene 1910-16 forlod hun for en tid lønnet husarbejde for at blive ansat som funktionær på foreningens arbejdsanvisningskontor. 1912-22 var hun medlem af De samvirkende Tjenestepigeforeninger i Danmarks hovedbestyrelse. Hun blev en af de ledende kræfter i organisationens omdannelse fra faglig standsforening til en regelret fagforening og dens gradvise tilnærmelse til den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Fra 1913 var hun tillige hovedkasserer. I 1919 giftede hun sig med den livs- og verdenserfarne, men særdeles rastløse forfatter Bertram E., som bl.a. havde en fortid i tyende- og landarbejderbevægelsen som agitator og midlertidig landarbejder. Hun fortsatte dog som aktiv i fagbevægelsen efter sit giftermål.

Laura Eggers forlod i 1922 hovedstaden for at følge med den jobskiftende ægtefælle til Ålborg. Gennem sine hidtidige aktiviteter som rejseagitator kendte hun til de svære organisationsforhold for kvinder i lønnet huslig beskæftigelse. I Ålborg kom hun ind i Husassistenternes Fagforening. Den var grundlagt i 1904, men skrantede, og året efter kom den dygtige og handlekraftige Marie Stephansen fra København til Ålborg for at overtage formandsposten. Da hun i 1921 emigrerede til USA, efterlod hun en velfungerende fagforening med et bibliotek, kurser, et vaskeri og strygeri m.m. Laura Eggers valgtes i 1928 ind i bestyrelsen, og allerede ved foreningens 25-års jubilæum i 1929 spillede hun en fremtrædende rolle. I 1931 indvilgede hun noget modstræbende i at blive formand, for hun havde hellere set en ung husassistent på posten. Foreningen kæmpede med problemer med at få organiseret husassistenter og andet kvindeligt personale ved de kommunale arbejdspladser som folkekøkkenet, hospitalet m.fl. Det var Laura Eggers magtpåliggende at få netop disse arbejdspladser ind under Husassistenternes Forbund, og hun arbejdede for, at Dansk Kommunalarbejderforbund, i modsætning til hvad der var sket i hovedstaden, ikke fik indpas på disse typer arbejdspladser i Ålborg.

Allerede i 1928-29 satte Laura Eggers sig i spidsen for et storstilet foreningsprojekt: at få skaffet fagforeningen et eget hus på en grund, skænket af kommunen eller overdraget til foreningen til en favorabel købesum. Planen var at skabe et Husassistenternes Hus i gaden Vesterbro for at få samling på foreningsaktiviteterne og med tiden også at få åbnet en egentlig fagskole. Foreningen havde under Stephansens formandsperiode og i årene herefter opsparet ca. 38.000 kr., men byggeriet var budgetteret til 200.000 kr. Det blev Laura Eggers' hovedopgave som formand i en periode med en ufuldstændig bestyrelse at få forhandlet de nødvendige byggelån igennem med de lokale banker. Husassistenternes Hus kunne indvies i 1932. Bygningen rummede et hotel, kaldt Hotel Garni, et pensionat for enlige, et moderne vaskeri med strygeri og en viktualieforretning.

Det viste sig hurtigt, at foretagendet var underfinansieret, og efter den flotte og flyvende start kom Laura Eggers derfor til at slås med trusler om tvangsauktion og salg. Svigtende tilgang af hotelgæster og pensionærer og dårlig afsætning fra viktualieforretningen samt løbende personaleproblemer bidrog til at forværre situationen. Den lokale arbejderbevægelse var forbeholden over for at støtte i større omfang for at stabilisere den vaklende økonomi. Det lykkedes dog Laura Eggers at afværge tvangsauktion 1933-34 ved at få etableret en ordning med Arbejdernes Landsbank mod, at hotel- og pensionatsdriften kom ind under bankens tilsyn. På en ekstraordinær generalforsamling i 1934 i fagforeningen stemte et massivt flertal for at sælge huset, da foreningen ikke kunne betale terminen og også havde oparbejdet anden gæld. Laura Eggers erklærede, at hun ville gå af som formand, da hun mente, at hverken medlemmerne eller bestyrelsen nærede tillid til hende længere. Huset kom dog ikke til salg, men endte på tvangsauktion senere samme år. Foreningen mistede hermed såvel foreningslokaler som vaskerilokale, måtte regne med et økonomisk eftersmæk på mange tusinde kroner og gik næsten helt i opløsning. Ingen ønskede at afløse Laura Eggers som formand. Først i 1935 kunne hun nedlægge sin post, og hun trådte ligeledes ud af Husassistenternes Forbunds bestyrelse, som hun igen var blevet medlem af i 1932. Umiddelbart efter flyttede hun fra Ålborg. En mangeårig ledende karriere i fagbevægelsen havde fået en trist afslutning.

Beskrivelser og portrætter af Laura Eggers

  • Husassistenten 18/1913, 17/1933.

Tilknytning til organisationer

  • Københavns Tjenestepigeforening
  • De samvirkende Tjenestepigeforeninger i Danmark
  • Husassistenternes Fagforening

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig