Lone Hertz

I disse år gik det stærkt for den søde og skælmske, men også dybt alvorlige Lone Hertz. Hendes Nora i Ibsens Et dukkehjem på Folketeatret i 1967, der ligeledes var iscenesat af Schroeder, var mindst lige så fremragende som hendes Hedvig. “En af de allerstørste sceniske skikkelser i dette århundrede,” skrev Berlingske Tidendesteateranmelder Svend Kragh-Jacobsen, der oven i købet havde oplevet både Bodil Ipsens og Else Skouboes Nora.

I samspil med samleveren Axel Strøbye fremlagde hun en ny tolkning af rollen ved at betone muligheden for, at Nora kunne vende tilbage til hjemmet. I et interview udtalte hun, at der i forestillingen ikke var lagt vægt på en “kvindesagskvinde”, men på menneskers illusioner.

Lone Hertz var i en årrække, 1968-73 og i 1975, ansat ved Det Kgl. Teater. Her spillede hun flere hovedroller med vægten lagt på det sødmefyldte, som fx Ellen i Gustav Wieds Skærmydsler og Lisbet i Ludvig Holbergs Erasmus Montanus, og som Agnès i Molières Fruentimmerskolen, hvor hun videreførte traditionen fra Ingeborg Brams’ naturalistisk-indfølende figur.

I de følgende år var hun ansat ved flere kbh.ske teatre, og bl.a. på Det ny Scala var hun en medrivende Hilde i Ibsens Bygmester Solness. I 1971 gæstespillede hun ved Ålborg Teater, hvor hun i samspil med Lars Passgård var en yndig Julie i Shakespeares Romeo og Julie.

En vis mathed over for skuespillervirksomheden bevirkede, at Lone Hertz påbegyndte et universitetsstudium. Men da Morten Grunwald i 1980 forlod direktørstolen på Bristol Teatret, overtog hun og Malene Schwartz ledelsen. Der blev satset på et upolitisk teater.

Det absurde teater, der hos Grunwald havde fået en renæssance, blev i Lone Hertzs instruktion videreført i E. Ionescos Stolene i 1980 med vægten lagt på eksistentielle vilkår. Herudover blev der spillet moderne dansk dramatik som Vita Andersens Elsk mig og klassikere som Ibsens Lille Eyolf, begge instrueret af Lone Hertz.

Et ønske om at overtage Aveny Teatret blev til virkelighed allerede i 1982. For Lone Hertzs vedkommende blev det dog kun til to års ledelse, for efter Arne Skovhus’ død blev hun i 1984 udnævnt til rektor for Statens Teaterskole.

Inden ansættelsen var der stor kritik af valget af hende, idet skolerådet havde indstillet forfatteren Ulla Ryum. Værre blev det, da hendes planer for skolen blev godkendt af Kulturministeriet, uden at skolerådet var blevet inddraget.

Lone Hertz ønskede uddannelsen udvidet med et fjerde år og desuden mulighed for at standse de elever, som ikke levede op til skolens forventninger. Som rektor ville hun have ansvaret for uddannelsen. Hun var imod den daværende styreform, som hun kaldte et lærer-elev-vælde. Hun fik gennemført flere af sine idéer, bl.a. en mere håndværksmæssig uddannelse, og selvom kritikken fortsatte, fastholdt hun sine krav ud fra en tro på sig selv.

Hun forlod embedet i 1990 på grund af uindfriede løfter om en bedre økonomi og manglende samarbejdsvilje hos Kulturministeriet. Samtidig med rektorembedet blev det dog også til enkelte teaterroller, som fx Marquise de Merteuil i P.C. de Laclos’ Farlige forbindelser på Det Ny Teater i 1986.

Allerede i 1951 havde Lone Hertz haft sin filmdebut som barnestjerne i filmen Hold fingrene fra mor. Der fulgte herefter flere filmroller, bl.a. en sødmefyldt Frøken Nitouche,1963, hvor hun med sit smittende humørfyldte spil var med til at gøre filmen til en folkelig succes. En helt anden figur skabte hun i 1964 i titelrollen i Tine efter Herman Bangs roman, hvor hun alvorlig-troskyldig havde et fornemt samspil med Jørgen Reenberg.

Også i Radioteatret har Lone Hertz været meget anvendt, og hun havde tidligt succes i TV-Teatret, bl.a. i Ionescos Enetime, 1962, hvor hun som den unge elev, kødelig i sin skolepigeuniform, måtte bukke under for Erik Mørks dæmoniske professor. En anden tv-rolle var i J. Genets absurde skuespil Stuepigerne som den lille sammensunkne stuepige Claire.

Lone Hertz var medlem af Teaterrådet 1988-91, og hun har gennem årene leveret flere debatindlæg i pressen for et bedre og mere fantasifuldt teater.

Foranlediget af sit eget handicappede barn har hun forsøgt at skabe holdningsændringer hos politikerne omkring åndssvageforsorgen. Dokumentarfilmen Tomas – et barn du ikke kan nå fra 1980 var således et varmt forsvar for en moders kamp for sit barn. I 1992 skrev hun Sisyfosbreve, der åbenhjertigt skildrer sønnens lange sygdomsforløb.

I de senere år har hun virket som oplæser, og 1993-94 har hun bl.a. indtalt Det Nye Testamente for Danmarks Radio og Det Danske Bibelselskab.

I 1997 fik hun tildelt Hillary-Prisen for sit store sociale engagement. Hun har modtaget mange andre priser, bl.a. Filmfondens Pris 1965, Teaterpokalen 1965, Henkel-Prisen 1967 og Bodil Ipsens Jubilæumslegat 1990.

• Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• S.M. Clausen (red.): Aalborg Teater 100 år, 1978. Teater ET 52/1990.

• ABC Teatret
• Det Ny Teater
• Folketeatret
• Bristol Teatret
• Aveny Teatret
• Statens Teaterskole
• Teaterrådet
• Det Kgl. Teater

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.