Vita Andersen

Vita Andersen voksede op hos sin moder, men var fra sit femte til sit ottende år fjernet fra hjemmet og boede i den periode hos sin moster. Faderen var forfatter, moderen havde drømme om at blive det, og halvbroderen Erwin Neutzsky-Wulff skulle senere få et omfattende virke som skribent og debattør. Selv var Vita Andersen igennem en række uddannelsesforløb og jobs, før hun fik offentliggjort sine første tekster. Hun gik på studenterkursus uden dog at tage eksamen, læste en tid til skuespiller, arbejdede på en lakridsfabrik, var et år i Grønland, blev servitrice, arbejdede i en bank, på kontor og i et rejsebureau.

Sine første digte fik Vita Andersen udgivet i Victor B. Andersen’s maskinfabrik, og i 1977 debuterede hun i bogform med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner, en række prosadigte om forholdet mellem kønnene og om den smertefulde afstand mellem ikke mindst kvindernes omhyggelige iscenesættelse af deres ydre og den indre usikkerhed og kærlighedshunger. En række erindrende barndomsdigte fortæller om et uelsket barn, der sendes rundt mellem børnehjem og plejeforældre. Året efter kom novellesamlingen Hold kæft og vær smuk, der fortsatte skildringen af kvinder, hvis identitet var skrøbeligt forankret; kvinder, hvis ydre dækkede over et kaotisk indre, og som havde en smertefuld barndom bag sig. Et stort publikum læste de to bøger, efter ti år var der solgt mere end 90.000 eksemplarer af digtene og mere end 125.000 eksemplarer af novellesamlingen, der indbragte hende De Gyldne Laurbær i 1979. Kvindelivet som en ulykkelig balancegang mellem den ydre vold og den indre angst er emnet for portrætdigtene i Næste kærlighed eller Laila og de andre, 1978, der indledes med en række voldtægtsberetninger. Bøgerne blev læst som del af periodens kvindelitteratur og rostes med det forbehold, at de ikke gav et positivt kvindebillede. Men Vita Andersens ærinde var et andet, og de enkle refererende og registrerende forløb er allerede i de første værker fyldt med foruroligende skred i fortællerpositionen, der peger ind mod de spørgsmål om identitet og køn, barn og voksen, kærlighed og samfund, der er kernen i hendes tekster. Det ulykkelige spil mellem kønnene var fortsat temaet i de to skuespil Elsk mig, 1980, og Kannibalerne, 1982, skrevet mens Vita Andersen var husdramatiker på Århus Teater. De to køn søger hinanden og viser sig frem, men de stræbsomme mænd og de kærlighedshungrende kvinder går hver gang fejl af hinanden. Mellem de to skuespil udkom endnu en digtsamling Det er bare ærgerligt, 1981.

Efter en skrivepause vendte Vita Andersen tilbage med en række bøger, hvor skildringen af forholdet mellem barnet og moderen har fået nye dimensioner. Hva’for en hånd vil du ha’, 1987, fortæller om forholdet mellem en afvisende moder og en omsorgsfuld, elskende datter, men moderens svigt bliver samtidig skildret som en konsekvens af hendes egen traumatiske barndom. Titlen refererer til det valg mellem tæv og tæv, som morfaderen i sin tid gav sin datter. Kun så længe hun kunne tjene penge til familien ved at danse og derfor havde brug for en krop uden mærker, var hun i sikkerhed for familien. Derfor bliver hun selv en uduelig moder, en voksen krop med et barnligt indre, og historien om kærlighedssvigtet kan fortsætte i næste generation. Vita Andersens familiehistorie er på samme tid grum realisme og en symbolsk fortælling om den totale ødelæggelse og et barns betingelsesløse kærlighed. Sebastians kærlighed, 1992, har forholdet mellem moder og søn i fokus. Det er på samme tid en fortælling om tre generationer, en kunstnerroman, en kærlighedshistorie og en udviklingsroman om Sebastians smerte efter moderens død og hans sluttelige valg at gå ind i livet i stedet for psykosen.

Kunstneren, barnet og den sindssyge lever hos Vita Andersen i et andet rum end det normale voksenliv. I dette andet rum findes kærligheden, men også faren for at bukke under. Sebastians moder vælger barnet frem for manden, men dør også af valget. Barnet i klemme er temaet i tv-spillet Brændende kærlighed, 1996. Den altid beredte moderkærlighed er skildret igen i børnebogen Petrusjkas laksko, 1989, mens Coco, 1997, fortæller om den selvbevidste katte-drengs barske møde med omverdenen. Den grumme og poetiske historie om drengen, der går hjemmefra, blev belønnet med Boghandlermedhjælperforeningens Børnebogspris. Vita Andersen har bl.a. modtaget Kritikerprisen 1987, LOs Kulturpris 1989 og Tagea Brandts Rejselegat 1993. Siden 1991 har hun modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.