Lise Østergaard

Lise Østergaard boede i Odense, indtil hun var 12 år, da familien af hensyn til faderens karriere flyttede til Gentofte. Forældrene stillede ret strenge krav til børnene, og Lise Østergaard følte sig tidligt i modsætning til dem og den tre år ældre søster, som ubesværet klarede sig godt. I kommuneskolen, hvor begge børn gik, gjorde Lise Østergaard oprør. Eleverne sad efter karakterer, og sine fremragende evner til trods tilbragte hun i 3. mellemskoleklasse en lang periode som nr. 31 af 31, indtil hendes skolegang blev helt afbrudt. Modstræbende gik forældrene senere med til, at hun opholdt sig et år på Spejderskolen i Korinth. Derefter boede hun atter hjemme og blev student fra Akademisk Kursus i 1944. Samme år begyndte hun på det nye psykologistudium ved Københavns Universitet. Da hun mod faderens vilje flyttede hjemmefra, afslog han at støtte hende økonomisk, og hun tjente selv til studierne ved at arbejde som lægesekretær.

I 1947 blev Lise Østergaard cand.psych. Hun var klinisk børnepsykolog ved Norrtulls børnehospital i Stockholm 1947-49, ved Dronning Louises Børnehospital 1949-50 og 1950-54 ved Københavns Universitets Børnepsykologiske Klinik, som Bodil Farup netop havde etableret. Lise Østergaard sprang derfra over til at arbejde med voksne som klinisk psykolog ved Rigshospitalets psykiatriske afdeling 1954-63, fra 1958 som chefpsykolog. Her fik hun et frugtbart samarbejde med psykiaterne under ledelse af professor Villars Lunn og fordybede sig videnskabeligt i den kliniske psykologi. Hun viste tidligt et stort pædagogisk talent og formidlede velformuleret og begejstret sin omfattende viden. Som leder af Dansk Psykologforenings efteruddannelseskursus i klinisk psykologi 1955-60 udbredte hun det nye fag, ligesom hun i en årrække som den første psykolog underviste og satte sit præg på læger under speciallægeuddannelse i psykiatri. Samtidig var hun inviteret forelæser ved universiteterne i Lund og Bergen. I 1961 udgav hun Den psykologiske testmetode og dens relation til klinisk psykiatri, som blandt psykiaterne førte til en livlig debat om værdien af den nye kliniske psykologi. Under ansættelsen på Rigshospitalet undersøgte Lise Østergaard en række skizofrene patienter og publicerede resultaterne i afhandlingen En psykologisk analyse af de formelle schizofrene tankeforstyrrelser, 1962, på hvilken hun som den første kvindelige psykolog blev dr.phil. I samarbejde med en forskergruppe ved National Institute of Mental Health i USA fortsatte hun forskningen på dette område. Karakteristisk for hende rakte hendes vide horisont også til, at hun såvel teoretisk som praktisk satte sig grundigt ind i psykoanalysen, der indtil slutningen af 1950’erne blev holdt ude af psykologistudiet. I begyndelsen af 1960’erne gik hun i ca. tre år i klassisk psykoanalyse hos overlæge Thorkil Vanggaard, men hun gennemførte ikke analysen. Senere kritiserede hun de freudianske psykoanalytiske selskabers manglende fornyelse og eksklusive isolation fra samfundets påtrængende problemer. Selv magtede hun at udvikle sit fag både videnskabeligt og praktisk. I 1963 blev hun ved Københavns Universitet landets første professor i klinisk psykologi. Med succes etablerede og ledede hun Studenterrådgivningsklinikken 1964-68, og i 1968 grundlagde hun Institut for Klinisk Psykologi ved Københavns Universitet. Samme år oplevede hun de studerendes talstærke og tidstypiske antiautoritære oprør med krav om marxistisk og kritisk psykologi. Hun tog sig deres angreb nær, men bøjede sig ikke og arbejdede støt videre, tro mod sin videnskabelige og humanistiske indstilling. Hun var medlem af UNESCOs danske nationalkommission 1970-73. Fra 1973 var hun medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber og 1975-77 af Konsistorium ved Københavns Universitet. Hun udgav Testmetoden, 1975.

Fra 1968 deltog Lise Østergaard i stigende grad i den offentlige debat. Hendes engagement og klare velfunderede tale gjorde hende hurtigt efterspurgt i medierne. Især blev hun kendt, da hun i 1970 som ikke-troende samtalepartner med den tidligere kirkeminister Bodil Koch deltog i radioserien Spørgsmål om livet og døden tilrettelagt af Jørgen Thorgaard. Senere fortsatte hun i samme serie med teologen Karen Horsens. Lise Østergaards internationale orientering og medmenneskelige holdning bragte hende ind i arbejdet i Dansk Flygtningehjælp, hvor hun var formand 1974-77. Da socialminister Eva Gredal opnåede regeringens tilslutning til nedsættelsen af Børnekommissionen, var Lise Østergaard formand for den 1975-77. I overensstemmelse med sit fag lagde hun vægt på den livsvarige betydning af førskolebarnets tilværelse og så kommissionens opgave som et stort livredningsarbejde. Hun foreslog barselsorlov til fædrene og deltidsarbejde til begge forældre, mens børnene var små og mente, at daginstitutionerne ikke burde være en erstatning for børnenes liv sammen med forældrene, men et supplement.

Lise Østergaards karriere tog en uventet drejning, da statsminister Anker Jørgensen i 1977 pludselig tilbød hende en ministerpost i sit tredje ministerium. Hun fik en times betænkningstid og var derefter minister uden portefølje med særligt henblik på udenrigspolitiske spørgsmål, bl.a. med ansvar for Danmarks bistand til udviklingslandene. Hun stod helt uden partipolitisk erfaring, og det var en overraskelse for alle inklusive statsministeren, at hun end ikke var medlem af Socialdemokratiet. Der var imidlertid ikke tvivl om hendes idealistiske holdning, som hun fastholdt som minister, da hun fx ligeud kritiserede Vesten for at kæmpe for sin status som verdens rige overklasse, der kunne give almisser til de fattige. Og det vakte opsigt, da hun i 1980 gik imod, at Danmark tilsluttede sig NATOs beslutning om en modernisering af Vesteuropas raketforsvar. Lise Østergaard skabte respekt ved med stor energi at tage de politiske opgaver alvorligt og altid vise hæderlighed og omhu, men hun undgik ikke problemer med at finde det politiske fodslag, ikke mindst i det nære samarbejde med udenrigsminister K.B. Andersen. Politiske kolleger udtalte, at hun kom til Christiansborg uden det panser, som politikere ellers har lært at tage på, og hun blev kaldt “en trane i spurvedans”. Mange værdsatte hende, og hun blev i 1979 valgt ind i Folketinget med et meget stort personligt stemmetal i Gladsaxekredsen. Da kulturminister Niels Matthiasen døde i 1980, overtog hun hans post og forblev kulturminister og minister for nordiske anliggender indtil den socialdemokratiske regerings tilbagetræden i 1982. Hun nåede ikke at gennemføre en visionær bibliotekslov og flere andre mærkesager. I 1980 var Lise Østergaard præsident for FNs verdenskvindekonference i København og i 1982 vicepræsident for UNESCOs verdenskulturkonference i Mexico. Hun var medlem af Folketinget indtil 1984, da hun ikke genopstillede ved valget.

I 1984 vendte Lise Østergaard tilbage til professoratet på Københavns Universitet, efter eget ønske med området sammenlignende studier i udviklingslandene med særligt henblik på kvinders rolle i den internationale udvikling. Her opdyrkede hun et perspektivrigt samspil mellem psykologi og politik. Hendes interesse for kvindepolitik blev først vakt gennem det internationale politiske arbejde, og hun udtalte, at i alle ulykkelige situationer er kvinder endnu værre stillet end mænd, fordi de næsten altid har et eller flere børn at slæbe på. Derudover understregede hun kvindernes afgørende betydning for bæredygtigt udviklingsarbejde og var redaktør af håndbogen Gender and Development, 1992. 1987-91 var hun formand for udviklings- og bistandsorganisationen CARE Danmark og vicepræsident for CARE International fra 1990. Hun påtog sig flere andre internationale opgaver og var konsulent for EF-Kommissionen, WHO og DANIDA. I slutningen af karrieren koncentrerede hun sig atter om den kliniske psykologi, og hun var redaktør af Undersøgelsesmetoder i klinisk psykologi, 1992. Efter pensioneringen i 1994 arbejdede hun på en efterundersøgelse af sygdomsforløbene hos patienterne i hendes disputatsmateriale, men arbejdet blev afbrudt ved hendes pludselige død i 1996.

Lise Østergaard giftede sig først som 49-årig og var barnløs. Hun modtog Ingrid Jespersens Legat i 1971 og Tagea Brandts Rejselegat i 1973. Hun var pioner i opbygningen af dansk klinisk psykologi, som med hende fik respektabilitet som akademisk fag. I enestående grad forenede hun social samvittighed med en kritisk videnskabelig indstilling, og hendes humanistiske organisatoriske indsats satte sig spor langt ud over den kliniske psykologi til gode især for mange børn, flygtninge og kvinder i udviklingslandene.