Karen Horsens

Karen Horsens voksede op i Ålborg i beskedne, men trygge omgivelser. Faderen var cykelhandler, moderen var hjemme til at hygge om de to døtre, når de kom fra skole. Fra hende arvede Karen Horsens sin glæde ved at færdes i naturen. Børnene fik en kristen opdragelse med Fadervor og søndagsskole. Der var temmelig faste regler for, hvad de måtte, men der herskede åndsfrihed i hjemmet, og man læste og diskuterede meget. Moderen var som 14-årig blevet sendt ud at tjene, men både Karen Horsens og hendes søster kom i gymnasiet, og da Karen Horsens efter sin studentereksamen i 1951 fra Ålborg Katedralskole valgte at læse teologi, respekterede forældrene det dengang usædvanlige valg for en pige. Kun tre år før var de første kvinder herhjemme blevet ordineret efter årtiers diskussion om kvindelige præster. Også søsteren valgte at læse teologi og blev senere præst.

Allerede som studerende på Århus Universitet markerede Karen Horsens sig fagligt, og 1957 modtog hun som den første kvindelige teolog universitetets guldmedalje for en afhandling om biskop Peder Madsens teologi og dens indflydelse på subjektivismen inden for dansk teologi op til 1910. 1958 blev hun cand.theol. og fortsatte de følgende år med studier i udlandet, først i Oslo, siden i New York, hvor hun var blevet inviteret på et års ophold, betalt af de amerikanske kvindelige akademikeres organisation, herefter i Marburg og sluttelig som kandidatstipendiat ved Århus Universitet. 1962 flyttede hun til København efter at have fået ansættelse som kaldskapellan ved Vor Frelsers Kirke. Her mødte hun sin senere ægtefælle, kirkens organist Charley Olsen. 1970 fik parret sønnen Rasmus. Hun beholdt sit eget efternavn ved giftermålet i 1968, hvad der blev anledning til, at nogle i menigheden skældte hende ud for at leve ugift med sit barns fader. Karen Horsens virkede ved Vor Frelsers Kirke i knap 20 år, fra 1972 som sognepræst. 1981 blev hun udnævnt til sognepræst ved Roskilde Domkirke og provst ved Domprovstiet. Hermed blev hun både landets første kvindelige provst og domprovst.

Karen Horsens er blevet kendt som et levende, loyalt og humoristisk menneske med et udtalt socialt engagement. Som præst har hun tilhørt den grundtvigske fløj, hvad der naturligt har præget hendes forståelse af folkekirken og præsteembedet og dermed også det omfattende fagforeningsarbejde, der blev hendes hjertesag. 1974 blev hun medlem af Den Danske Præsteforenings (DDP) bestyrelse, som hun fire år efter blev formand for, i øvrigt som den første og hidtil eneste kvinde. Hun var en dygtig leder, og i hendes formandstid, der varede til 1982, markerede DDP sig mere og mere som en regulær fagforening; især kæmpede hun meget for at bedre præsternes løn- og arbejdsvilkår. Ved siden af formandshvervet var hun i samme periode medlem af bestyrelsen for Akademikernes Centralorganisation. Skønt Karen Horsens på flere måder har været en pioner for sit køn, har hun aldrig villet høre tale om “kønssnak”, og da Kirkeministeriet foreslog et ligestillingsudvalg for præsterne, gik hun stærkt imod og sagde, at det var unødvendigt, for arbejdet som præst havde ikke noget med kønnet at gøre. For hende har det været en selvfølge, at kvinder var med, hvor det foregik, men hun har altid pointeret, at hun blev præst for teologiens skyld, ikke fordi hun mente at kunne tilføre folkekirken noget særligt som kvinde. Hun har aldrig været tilbageholdende med sine meninger, men ofte vist sig modig og skarp i sine udtalelser. Da hun i 1978 blev bedt om at prædike ved Folketingets åbning, talte hun om brudte løfter, og den prædiken kunne medlemmerne så tænke over resten af sæsonen. På et sommermøde i 1990, arrangeret af Undervisningsministeriet, kritiserede Karen Horsens det herskende managementsprog, hvor man talte om at “producere” så og så mange kandidater på den mest effektive måde, og hun uddelte drøje hug for denne økonomiske tankegang, der gjorde mennesker til ting. Forestillingen om en særlig kristen politik har hun derimod altid anset for en stor misforståelse, og af samme grund har hun også været dybt kritisk over for Kristeligt Folkeparti; “Vorherre fortæller aldrig hvor skabet skal stå.”

Efter talrige opfordringer fra den grundtvigske fløj kandiderede Karen Horsens 1991 til bispestolen i København, men tabte valget til Erik Norman Svendsen. Få år efter blev Lise-Lotte Rebel landets første kvindelige biskop, valgt i Helsingør stift. Der blev i valgkampen sagt om Karen Horsens, at hun besad en naturlig autoritet og var en god problemløser, og at hun repræsenterede “den rene grundtvigske vare: åbenhed, frihed og forkyndelsens betydning”. Karen Horsens har skrevet utallige artikler og prædikener til dagblade og tidsskrifter og udgav i 1990 prædikensamlingen I disse korte dage. Hun har desuden været medudgiver af opslagsværket ABZ i kristendomskundskab, 1966. 1986 blev hun ridder af Dannebrogordenen og i 1992 ridder af 1. grad. Karen Horsens gik på pension 1998.