Eva Gredal

Faktaboks

Eva Gredal
Eva Wilhelmsson Gredal
Født
19. februar 1927, Hvorup sogn
Død
2. august 1995, Stege
Arbejdsliv
Minister, socialrådgiver, fagforeningsformand, folketingsmedlem, europaparlamentsmedlem, direktør og redaktør
Familie

Forældre: konditorsvend Albert Victor Michael Wilhelmsson Tuure (1903-76) og oldfrue Mary Rigmor Larsen (1903-92).

Gift 6. marts 1949 med farvandsdirektør Kaj Otto G., født 16. juni 1925 i Holbæk, død 19. maj 1992 i Stege, s. af lektor Niels Julius G. og Martha Mortensen.

Børn: Niels Otto (1950), Jens Mikael (1954), Anne Sofie (1957), Julie Eva (1967).

Artikelstart

Eva Gredal voksede op under beskedne kår. Faderen, der var konditorsvend, var ofte syg og arbejdsløs, og moderen måtte tjene ekstra penge ved at sy for folk. Undertiden måtte familien klare sig med dagpenge og socialhjælp. Eva Gredal fremhævede selv ved flere lejligheder, at det havde stor betydning for hendes sociale engagement, at hun kom fra små forhold med syge forældre i en tid med et dårligt socialt sikkerhedsnet. Hun tog realeksamen i 1943, blev student på aftenskole i 1947 og uddannet som socialrådgiver i 1954. Eva Gredal var aktiv i faglig sammenhæng og var 1959-67 formand for Dansk Socialrådgiverforening. 1967-71 var hun desuden næstformand i Landsforeningen for Mentalhygiejne og 1968-70 redaktør af tidsskriftet Mentalhygiejne. Samtidig var hun af den opfattelse, at hvis socialarbejderne ønskede mere politisk indflydelse, burde det ske gennem et politisk parti. Selv blev hun socialdemokrat, og hun tog med glæde mod tilbuddet i 1968 om at lade sig opstille til Folketinget.

I 1971 kom Eva Gredal i Folketinget og blev allerede samme år udnævnt til socialminister af statsminister J.O. Krag. Det var en flyvende start for en nyvalgt politiker. Hendes uddannelse, sociale engagement og erfaringer med praktisk og organisatorisk socialrådgiverarbejde gav dog en vigtig ballast for ministerarbejdet og kompenserede for hendes begrænsede erfaringer fra Folketinget. Samtidig viste det sig hurtigt, at hun i det politiske arbejde havde en særlig evne til forhandling både med sit eget og de andre partier. Hun var medlem af Folketinget 1971-75 og igen 1977-79. Hun fortsatte som socialminister i Anker Jørgensens to regeringer 1972-73 og 1975-78. Da Socialdemokratiet i 1978 dannede regering med Venstre, måtte Eva Gredal til sin store skuffelse afgive ministerposten til partifællen Erling Jensen. Som socialminister vil hun blive husket for indførelsen af dagpengereformen i 1972 og især for Bistandsloven, der trådte i kraft i 1976. Denne lov, som er blevet betegnet som hendes politiske svendestykke, afløste alle tidligere omsorgs- og forsorgslove. Princippet var en samling af de sociale love under ét i kommunalt regi. Man afskaffede sondringen mellem selvforskyldt og uforskyldt nød, ligesom ydelserne i højere grad kom til at bero på et skøn og en forhandling om den enkelte brugers situation. Eva Gredal blev betegnet som regeringens “dyre dame”, men det faldt i hendes lod at omstille det sociale område til økonomisk strammere tider. Det var en vanskelig opgave i 1970’erne med megen politisk aktivitet og mobilisering. Det gav da også en række konflikter med venstrefløjen og pressionsgrupper uden for Folketinget. I forbindelse med nedskæringerne opstod der en række kontroversielle sager, som Eva Gredal som minister måtte tage ansvaret for. Det gjaldt fx udflytningen af Kofoeds Skole samt kritikken af forholdene på de lukkede afdelinger på Ebberødgård.

En mindre kendt del af Eva Gredals virke var arbejdet for ligestillingen mellem kønnene. Hun var mangeårigt medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) og 1957-58 næstformand. I 1974 var hun en varm fortaler for, at der skulle oprettes et ligestillingsråd i Danmark, ligesom det allerede var sket i de andre nordiske lande. Ved FNs kvindekonference i Mexico i 1975 var hun leder af den danske delegation. Samme år fik hun Dansk Kvindesamfunds Mathildepris. En af begrundelserne var, at hun som toppolitiker havde formået at bevare sine kvindepolitiske holdninger. Der opstod imidlertid også konflikter omkring hende på det kvindepolitiske område. Fx fik hun store dele af rødstrømpebevægelsen på nakken, da hun i 1974 indførte den såkaldte dyneløfterparagraf, som gav mulighed for at kontrollere, at udbetaling af ekstra tilskud til enlige mødre kun blev givet til kvinder, der ikke havde nogen samlever. 1979-89 var Eva Gredal medlem af Europaparlamentet og i en del af perioden med i bestyrelsen for den socialistiske gruppe. Hun var en overbevist EF-tilhænger, hvilket fx på ligestillingsområdet indebar, at hun ofte var i skarp opposition til de mange EF-kritiske danske kvinder, som så Danmarks indtræden i fællesskabet som et tilbageskridt for ligestillingen. I modsætning hertil mente Eva Gredal, at EF var en ligestillingsmæssig gevinst, bl.a. i kraft af direktiverne om ligeløn og ligebehandling af mænd og kvinder. Efter at være trådt ud af parlamentet var hun aktiv i Europabevægelsen, hvis formand hun var 1990-92. Endvidere videreførte hun sit sociale engagement som direktør for Mentalhygiejnisk Forening fra 1990. Da Eva Gredal i 1989 forlod det politiske liv, flyttede hun fra lejligheden på Østerbro til et stråtækt hus på Møn, hvor hun bl.a. kastede sig over en række praktiske gøremål, omgivet af mand, børn og børnebørn.

Eva Gredal gjorde en stor indsats for de socialt svage grupper i samfundet, og hun insisterede på, at der skulle opbygges en velfærdsstat med et velfungerende socialt sikkerhedsnet. Hun troede på det formelle politiske system og mente, at man skulle lægge sit politiske arbejde her. Som socialminister fik hun stor indflydelse og blev derfor opfattet som en kontroversiel politiker. Hun blev kraftigt angrebet af de mange bevægelser og pressionsgrupper, der i hendes ministertid var aktive uden for netop dette system.

Beskrivelser og portrætter af Eva Gredal

  • Foto i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv, Det Kgl. Bibliotek, Folketinget.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig