Lisbeth Munch-Petersen

Lisbeth Munch-Petersen voksede op i et hjem, der var centrum for tidens kunstnere, bl.a. kom Oluf Høst, Olaf Rude og Niels Lergaard på besøg i Provstegade i Rønne, hvor familien levede et meget selskabeligt liv.

Faderen var ikke blot interesseret i keramik, men også i kunst, musik, teater og litteratur, mens moderen var uddannet akvarelmaler på Kristian Zahrtmanns skole og bl.a. tegnede sine egne møbler.

Lisbeth Munch-Petersen og hendes søster Gertrud (g. Vasegaard), der også blev keramiker, blev ikke opfordret til at beskæftige sig med keramik, selvom de som børn legede med ler og tegnede. Kontakten med fabrikken var minimal, og Lisbeth Munch-Petersen var til at begynde med slet ikke interesseret i keramik.

Da hun efter studentereksamen 1928 fra Rønne Statsskole startede i keramikklassen på Kunstindustrimuseets håndværkerskole, havde hun således kun et ringe kendskab til faget. Efter seks måneder var hun dog så grebet af leret, at hun fortsatte på skolen og blev færdiguddannet i 1930.

Derefter fik hun arbejde i Hans og Grethe Sybergs pottemageri i Valby. Lejlighedsvis besøgte hun Kunsthåndværkerskolen, hvor søsteren Gertrud studerede, og sammen gik de på en aftenskole, oprettet af billedhuggeren Olaf Stæhr-Nielsen.

Sammen med søsteren rejste Lisbeth Munch-Petersen i 1933 tilbage til Bornholm og etablerede med hjælp fra faderen et fællesværksted i Gudhjem, det første af øens mange små keramiske værksteder.

Mellem 1933 og 1935 arbejdede og udstillede de sammen. Deres signatur var et L og et G indpasset i et H, der var ridset i skærven. De faldt godt til blandt Gudhjems beboere, solgte primært til turister, men også til flere kunstnere, bl.a. Rude. I 1936 ophørte fællesværkstedet, da de begge var blevet gift, havde fået børn og ville prøve noget nyt.

På det tidspunkt fandt Lisbeth Munch-Petersen sin blivende inspirationskilde i naturens farver og organiske former, en inspiration, hun delte med de kunstnere, der tilbragte somrene på Bornholm, fx Richard Mortensen.

Ligeledes fandt hun sit foretrukne medium: hårdtbrændt lertøj, der ikke krævede så høje brændingstemperaturer som stentøjsleret. Leret fandtes i Salenebugten øst for Gudhjem og blev hentet i hestevogn, derefter bearbejdet i hånden, således at det blev renset for urenheder, svovl og andre partikler. Senere brugte Lisbeth Munch-Petersen færdigpakket ler sammen med Saleneleret.

I 1938 blev hun enke og alene med to små piger, efter at hendes mand digteren Gustav Munch-Petersen faldt som frivillig i Den Spanske Borgerkrig.

Året efter rejste hun til København og arbejdede på stentøjsfabrikken Saxbo, hvor hun kom i forbindelse med to andre fremtrædende keramikere Edith Sonne og Lisa Engqvist.

Da Lisbeth Munch-Petersen ved udbruddet af Anden Verdenskrig mente, at hendes familie ville være tryggere på Bornholm, rejste hun i foråret 1940 tilbage til Gudhjem.

Lisbeth Munch-Petersen holdt altid kontakt med den københavnske kunstscene, og hun deltog i betydningsfulde gruppeudstillinger i ind- og udland, bl.a. Triennalen i Milano i 1951 og 1957 og den store vandreudstilling Design in Scandinavia, USA 1954-57.

Desuden havde hun en række separatudstillinger, bl.a. på Fischer & Krarup 1944, på Bornholms Museum 1983, på Bornholms Kunstmuseum 1989 og på Brænderigården i Viborg 1994.

Karakteristisk for hendes arbejder var den uglaserede mørke skærv, der stod i kontrast til den glaserede overflade. Både de glaserede og de uglaserede overflader var ofte dekorerede med organiske motiver, fx græs, blomsterblade, spirer eller muslingeskaller. Hendes ornamentik kunne også have et oldtidspræg med mere abstrakte og geometriske figurer.

Efter 1960 beskæftigede Lisbeth Munch-Petersen sig især med udsmykningsopgaver, og hendes samarbejde med Bing & Grøndahl, som hun 1961-66 var tilknyttet som freelancedesigner, ophørte.

I perioden 1963-70 bestilte Statens Kunstfond to monumentale udsmykninger af hende. Den første var et relief til Borremose Ungdomsskole i Års, Himmerland, 1963-65, den anden var Årstiderne til Den danske Idrætshal i Flensborg 1966-70.

Lisbeth Munch-Petersens mange erfaringer kom øens kulturelle liv til gode. Allerede i 1950’erne var hun sammen med Paul Høm medstifter af Bornholms Kunstforening, og ægteparret ydede en stor indsats for Gudhjem Museums udstillinger i 1960’erne. Desuden hjalp hun den yngre generation af bornholmske keramikere.

I forbindelse med dannelsen af Bornholms frie Værksteder for Kunst og Håndværk bidrog hun i 1970’erne sammen med sølvsmed Mogens Bjørn-Andersen til at videreføre den bornholmske keramiktradition og placere Bornholm på det keramiske verdenskort.

Lisbeth Munch-Petersen døde som 88-årig i 1997 efter en lang karriere som keramiker. Hendes værker befinder sig i dag på mange betydningsfulde museer i Danmark og i udlandet.

Lisbeth Munch-Petersen modtog en lang række legater og hædersbevisninger, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1964, Nationalbankens Jubilæumsfond og Bindesbøll Medaillen 1986. I 1983 blev hun tildelt den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.

• Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• Brændpunkter i dansk keramik 1890-1990, 1990. Lars Kærulf Møller (red.): Gudinden fra Holkadalen, 1989. Bornholms Tidende 16. december 1997.

• Saxbo
• Bing & Grøndahl
• Bornholms Kunstforening
• Bornholms frie Værksteder for Kunst og Håndværk

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.