Gertrud Vasegaard

Som tredje generation af pottemagerfamilien Hjorth i Rønne var det næsten forudbestemt, at Gertrud Vasegaard skulle blive keramiker. Farfaderen L. Hjorth grundlagde L. Hjorths Terracottafabrik i 1859, hendes fader, fabrikant Hans Hjorth, førte fabrikken videre sammen med broderen Peder Hjorth. Moderen Johanne Tvede Bruhn var malerinde, uddannet på Kristian Zahrtmanns skole i København Sin første keramiske erfaring fik Gertrud Vasegaard i fabrikkens malerstue, hvor hun efter realeksamen i 1927 i tre år fortrinsvis var beskæftiget med at dekorere den brune uglaserede vare, der i disse år hørte til fabrikkens faste repertoire. I 1930 blev hun elev i keramikklassen på Kunsthåndværkerskolen, der netop var blevet oprettet i København, og knyttede her venskaber med kunstnere, der senere skulle markere sig stærkt inden for modernismen. Samtidig supplerede hun sin uddannelse på forskellig vis. I sommeren 1931 arbejdede hun og keramiker Christian Poulsen med stentøj hos Arne Bang på Holmegaard Glasværk, og efter to år på Kunsthåndværkerskolen brød hun af og tog en lærlingeplads i Axel Saltos og Bode Willumsens nye værksted på Peter Bangsvej. Efter endnu en læreplads hos Olga Jensen i Murergade vendte Gertrud Vasegaard i foråret 1933 tilbage til Bornholm, hvor hun oprettede værksted i Gudhjem sammen med søsteren Lisbeth Munch-Petersen, der allerede i 1930 havde afsluttet sin uddannelse som keramiker. Stor betydning i de år fik samværet og kammeratskabet med de unge kunstnere, der også var startet på Kunsthåndværkerskolen i 1930, og deres venner. Flere af dem bosatte sig på Bornholm i årene fra 1933 til krigens slutning i 1945, bl.a. Ejler Bille, Richard Mortensen, Sonja Ferlov Mancoba, Harald Leth og Gustav Munch-Petersen, som søsteren blev gift med. Selv giftede Gertrud Vasegaard sig med maleren Sigurd V. i 1935. I værkstedet i Gudhjem fremstilledes lertøj, fortrinsvis brugskeramik, men også unika, og i 1933 havde søstrene deres første separatudstilling i København

En ny epoke begyndte i 1938, da Gertrud Vasegaard flyttede til Holkadalen ved Gudhjem sammen med ægtefællen og datteren Myre. I værkstedet her skabte hun krukker og skåle i lertøj, hvis stilfærdige ornamentik og fremhævelse af det stoflige skulle blive bærende elementer i hendes senere arbejde med stentøjet. På initiativ af kunstnerisk konsulent for Bing & Grøndahl Aksel Rode, som hun havde mødt i 1945 hos maleren Oluf Høst i Gudhjem, engageredes Gertrud Vasegaard til et gæstespil på fabrikken i vintermånederne 1945-1948, mens hun resten af året fortsat arbejdede med lertøj i værkstedet på Bornholm. Manglen på råstoffer under Anden Verdenskrig havde begrænset arbejdet i værkstedet, og tilbudet om at arbejde på Bing & Grøndahl betød en ny mulighed for at komme videre. Denne keramiske dobbelttilværelse sluttede 1949, da hun blev fastansat ved porcelænsfabrikken, der skulle blive hendes arbejdsplads i de kommende ti år. Stentøjet blev nu hendes primære materiale og i nært samarbejde med Rode, der skabte en række nye glasurer til hende, kom hendes store keramiske talent til fuld udfoldelse. Hendes ansættelse fik stor betydning for fabrikken og blev på flere måder signalet til et stilskifte inden for stentøjsproduktionen.

Sidst på året 1958 forlod Gertrud Vasegaard Bing & Grøndahl. Sammen med Rode, som hun giftede sig med i 1961, og datteren Myre, der også var blevet keramiker, etablerede hun et fælles værksted i en tidligere staldbygning på Allégade på Frbg. Værkstedet blev rammen om et inspirerende og frugtbart keramisk samarbejde, der siden er fortsat, fra 1969 alene mellem moder og datter. Efter de ti år på fabrikken, hvor Gertrud Vasegaard havde lært at beherske alle de tekniske muligheder, der stod til disposition, kunne hun i de følgende år på sine egne betingelser forenkle og forfine sine virkemidler. Hendes krukker og skåle, kummer og lågdåser betegner højdepunktet i hendes keramiske produktion og er ikke alene beundrede og efterspurgte i Danmark, de har også et stort internationalt publikum og kan ses på alle større kunstindustrimuseer i Europa og USA. Karakteristisk for Gertrud Vasegaards stentøj er de basale beholderformer, understreget af en enkel geometrisk dekoration. Hendes keramik er endvidere beundret for arbejdernes udsøgte stoflighed, der bl.a. skyldes, at glasuren er så tyndt påført, at skærvens kornede struktur går i forbindelse med den og får overfladen til at vibrere. Ud over den eksklusive unikaproduktion har hun også i perioder arbejdet for industrien. Således formgav hun allerede i 1957 for Bing & Grøndahl et kinesisk inspireret testel i otte dele, som fik lang levetid og siden er blevet en klassiker.

Efter at have etableret værkstedet i Allégade indgik Gertrud Vasegaard samarbejde med Den Kgl. Porcelainsfabrik om udformningen af et spisestel, og i 1962 præsenterede fabrikken Gemina og Gemma. Det blådekorerede Gemina, der males i hånden, er med en vis ret blevet sidestillet med det klassiske muselmalede spisestel. Gemma og Gemina har samme former, mens det rhombeformede ornament på Gemma er indskåret i massen. De to stel ejer nogle af de bedste af Gertrud Vasegaards keramiske egenskaber, naturlighed, styrke og følsomhed og er nok de mest gennemarbejdede og helstøbte stel i vor tid. I anledning af Den Kgl. Porcelainsfabriks 200-års jubilæum i 1975 bestilte fabrikken et nyt stel af Gertrud Vasegaard, Capella, formmæssigt enkelt og uden dekoration. Stellet består af i alt kun 16 dele, der til gengæld kan anvendes på flere måder. Alle stel er nu gået ud af produktion. Gertrud Vasegaard har gennem årene deltaget i en lang række udstillinger, bl.a. Kunstnernes Efterårsudstilling og fra 1953 Den frie Udstilling. Hun har haft flere separatudstillinger, herunder en retrospektiv udstilling 1984-85 på Kunstindustrimuseet. For sin kunstneriske indsats har hun modtaget mange legater og hædersbevisninger, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1956, Eckersbergs Medaille 1963, Dansk Kunsthåndværks Årspris 1979 og Bindesbøll Medaillen 1981. I 1971 blev hun tildelt den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.

Ser man tilbage over Gertrud Vasegaards virke gennem alle årene, tegner der sig en sjælden naturlig og harmonisk udvikling fra ungdomsårenes lertøj til de modne års rige stentøjsproduktion. Tiden på Bing & Grøndahl blev en vigtig periode, der åbnede nye muligheder, men også lærte hende begrænsningens kunst, og hendes keramiske evner kom først rigtig til udfoldelse i værkstedet i Allégade. Værkstedsfællesskabet med datteren Myre har været afgørende, idet de to har kunnet dele alle de praktiske, tekniske og kunstneriske problemer, der er forbundet med keramisk arbejde, et samarbejde, der har været udviklende og betydningsfuldt for dem begge. Gertrud Vasegaard står ved årtusindskiftet som dansk keramiks ubestridte grand old lady.