Faktaboks

Lisa Engqvist
Hedevig Elisabeth (Lisa) Birgitte Florence Engqvist
Født
5. maj 1914, Firenze, Italien
Død
4. november 1989, Lyngby sogn, Københavns amt
Arbejdsliv
Keramiker
Familie

Forældre: lærer Anna Gunhilde Andersen Hesler (1874-1946).

Gift 15. juni 1935 med arkitekt Hans Henrik E., født 12. august 1912 i København, s. af jernbaneingeniør Thorvald Frederik E. og Hedda Emilie Nikoline Helsengreen.

Børn: Lene Marie (1938), Anna Birgitte (1943), Hedda Agnete (1943).

Lisa Engqvist blev født i Firenze, fordi hendes moder, der var bestyrer af Døtreskolen på Nørrebro, rejste til udlandet for at føde sit barn. Gennem sine to onkler, maleren Gudmund Hentze og billedhuggeren Svend Rathsack, kom hun tidligt i kontakt med kunst og kunsthåndværk. Efter endt skolegang gik hun på teknisk skole og derefter på Kunsthåndværkerskolen, der var åbnet 1930. Her studerede hun på et af de første hold og tog afgang i 1935. Samme år giftede hun sig med arkitekt Hans Henrik E. og foretog sammen med ham mange rejser, der gav stor inspiration til hendes arbejde.

Lisa Engqvist var 1935-38 ansat som keramiker hos Nathalie Krebs på hendes virksomhed Saxbo, der fremstillede serieproduceret stentøj af høj kunstnerisk kvalitet. I 1938 fødte Lisa Engqvist sit første barn og var i de følgende ti år optaget af familien, der blev forøget med tvillinger i 1943. I 1948 oprettede hun eget værksted i familiens bolig i Lyngby, og samtidig ansatte de en ung pige, som skulle hjælpe med at passe børnene. Samme år debuterede Lisa Engqvist på Kunstnernes Efterårsudstilling, hvor hun fortsatte med at udstille med jævne mellemrum. Hun manifesterede sig som en af de mest betydelige pottemagerbegavelser i Danmark og arbejdede med unika såvel som seriefremstillet lertøj. Lisa Engqvist omformede den traditionelle brugskeramik i et symmetrisk og tillige figurativt formsprog, fx blev tude formet som et fugle- eller hestehoved. Teknisk benyttede hun en enkel glasur eller dekoration med en kombination af gamle teknikker, hvilket i sig selv var nyt. Resultatet var især begittet og glaseret lertøj dekoreret med geometriske mønstre og/eller små blomsterklynger. I somrene 1949 og 1950 eksperimenterede hun med den japanske raku-teknik i en enkel selvbygget ovn på en gård i Hvalpsund i Himmerland, hvor familien holdt ferie. Her afprøvede hun sit egentlige medium, den dekorative brug af forskellige farvede begitninger med blyglasur, som har inspireret flere yngre keramikere. 1952-54 vendte hun tilbage til Saxbo for at udføre stentøjsarbejder til virksomhedens jubilæumsudstilling i 1954 sammen med bl.a. Edith Sonne Bruun og Eva Stæhr-Nielsen. Lisa Engqvist ikke alene drejede og dekorerede sine arbejder selv, men lavede tillige egne masser og begitninger. Hun anvendte Krebs’ glasurer, som hun havde helt for sig selv.

I årene 1965-70 var Lisa Engqvist ansat på Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik, hvor hun med mellemrum arbejdede med stentøj, men nok ydede sit bedste i porcelæn. Hun udviklede modeller for fabrikken til serieproduktion af porcelæn og fik bl.a. produceret en serie lågkrukker, dåser og vaser i runde og kantede former med abstrakte organiske og geometriske figurer. Under dette arbejde benyttede hun en skabelonteknik med abstrakte, ensfarvede hvidgrå, orange og koboltblå mønstre på hvid baggrund. Ornamentikkens persiske indflydelse var inspireret af et studiebesøg i Paris 1952, hvor hun havde studeret islamisk keramik. Trangen til at eksperimentere viser sig også i de grafiske monotypier, hun fremstillede 1957-58. I 1966 var hun tre måneder på Wrecclesham Pottery i Surrey, England, hvor hun bl.a. fik inspiration til at udføre en række frit modellerede cylindriske skulpturer med organisk-naturalistiske sneglehuse med mørke begitninger og matte glasurer. I begyndelsen af 1980’erne fungerede hun tillige som lærer ved Det Jyske Kunstakademi og var 1982-83 censor ved Kunstnernes Efterårsudstilling, ligesom hun skrev artikler om keramiske forsøg i tidsskriftet Dansk Kunsthåndværk. I det seneste tiår var hun plaget af sygdom og havde bl.a. problemer med at dreje, men gav ikke op. Hun arbejdede derfor med leret på andre måder og lavede desuden papcollager og papskulpturer, hvor hun var optaget af lys- og skyggevirkninger.

Lisa Engqvist modtog en lang række hædersbevisninger og legater, bl.a. Dansk Kunsthåndværks Årspris 1958, Tagea Brandts Rejselegat 1962 og Bindesbøll Medaillen 1984. Gennem årene deltog hun i mange udstillinger både i Danmark og udlandet, bl.a. Charlottenborgs Efterårsudstilling 1954-55, Charlottenborgs Forårsudstilling 1957, Formes Scandinave, Paris 1958, Lille Gruppe på Den frie i årene 1959-69, Keramik og Textil, 1971, The Arts of Denmark, New York 1960, Nordisk keramik, Lund 1962, samt Keramiske Veje, 1985, 1987 og 1989. Desuden afholdt hun en række separatudstillinger. Efter hendes død vistes 1990 en mindeudstilling på Århus Kunstakademi.

Beskrivelser og portrætter af Lisa Engqvist

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Cras 62/1990. Nordjyllands Kunstmuseums Informationsavis 32/1975. Berlingske Tidende 7. februar 1965.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig