Eva Stæhr-Nielsen

Eva Stæhr-Nielsen voksede op i et kreativt miljø. Faderen, der var godsejersøn og uddannet som boghandler, arrangerede nogle af Danmarks første turistrejser og blev senere leder af Dansk Rejsebureau. Farbroderen var maleren Johannes Wilhjelm. Hendes moder var en af de første kvinder, der gik på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder, men hun virkede ikke som kunstner efter sit giftermål. Eva Stæhr-Nielsen vidste tidligt, at hun ville være keramiker, men forældrene mente, hun burde have en studentereksamen, og derfor kom hun på Marie Kruses Skole. Hun fuldførte dog ikke og kom i 1930 på den nyoprettede Kunsthåndværkerskole, der lå i pavillonen ved Kunstindustrimuseet. Her mødte hun keramikklassens centrale lærerkraft, den 15 år ældre billedhugger Olaf S-N., der fik stor betydning for hendes liv og kunstneriske udvikling. De blev gift i 1935 og havde gennem årene et frugtbart samliv med gensidig inspiration.

I 1932 kom Eva Stæhr-Nielsen til Nathalie Krebs’ værksted Saxbo, et værksted, der blev førende ikke bare i Danmark, men i hele Europa i produktionen af seriefremstillet stentøj af høj kunstnerisk kvalitet. Eva Stæhr-Nielsen skulle oprindelig kun have arbejdet som volontør i tre måneder, men i stedet for at vende tilbage til skolen blev hun ansat på værkstedet, hvilket blev indledningen til endnu et godt og kreativt samarbejde. Hun begyndte at dreje askebægre efter forlæg, men efter kort tid blev der brug for andre sider af hendes talent, og hun blev snart en af tidens førende keramiske formgivere og kom til at tegne Saxbos kunstneriske profil gennem 36 år. Fra 1932 til 1951 var hun værkstedets eneste formgiver. Nogle af hendes første selvstændige arbejder fra 1932 Kuglerund Tepotte og Spaltekanden var med på Saxbos udstilling i Nationalmuseet i Stockholm, 1933. Begge arbejder blev produceret på værkstedet, indtil det lukkede i 1968. I krigsårene 1939-45 var Eva Stæhr-Nielsens tilknytning til Saxbo noget mindre dels på grund af, at brændselsrationeringen lagde en dæmper på produktionen, dels fordi hun fødte to børn. Mens børnene var små, ansatte forældrene damer til at passe dem, men da de blev større, var de ofte med på Saxbo, hvor de “hjalp til”. Samarbejdet med Krebs var forbilledligt. Eva Stæhr-Nielsen tegnede altid først sine former, fik dem drejet på værkstedet og fortsatte arbejdet ved at modellere om eller eventuelt skære ornamenter i overfladen. Derefter talte hun med Krebs om formens muligheder og hvilke glasurer, der skulle fremstilles. Gennem samtaler og adskillige forsøg nåede de frem til det endelige resultat, hvor glasurens transparens, dvs. dens opsugning eller tilbagekastning af lys, og dens farve harmonerede med formen. Produktionen bestod i mange år af seriearbejder, men fra 1952 begyndte hun at arbejde mere med unikastykker, der især blev fremstillet til Saxbos mange udstillinger. I de første år var Eva Stæhr-Nielsens arbejder udekorerede, men senere benyttede hun en let indridset eller modelleret dekoration, der gav glasuren forskellige udtryk og farver, fx Krukke med brunblå og grøn glasur med harepels-effekt, 1954. I 1957, da hun afholdt sin 25- års jubilæumsudstilling i Illums Bolighus, viste hun nye, mere skulpturelle arbejder i stedet for en retrospektiv udstilling. Eva Stæhr-Nielsen havde nemt ved at forny og omstille sig. Så da man på Saxbo omkring 1954 besluttede at forlade den klassiske Saxbostil til fordel for et mere rustikt udtryk, samarbejde hun med Edith Sonne om udviklingen af den nye stil. Efter firmaets lukning blev hun 1968 knyttet til Den Kgl. Porcelainsfabrik og dens hundrede ansatte. I de senere år eksperimenterede hun bl.a. med over- og underglasurmaling, og hun anvendte begitninger, ligesom hun forandrede formen på de drejede ting, så de blev trekantede, firkantede eller ovale. Disse arbejder blev vist på en separatudstilling i fabrikkens udsalg på Amagertorv i 1969. Året efter blev hun leder af stentøjsafdelingen, men nogle år senere bad hun sig fri for det administrative arbejde og fortsatte derefter som keramiker til sin død i 1976.

Eva Stæhr-Nielsen var viljefast og sprængte mange rammer, men i sin måde at arbejde på var hun ikke kendetegnet ved spontanitet. Tværtimod lå der et omhyggeligt og grundigt forarbejde og en lang, kompliceret proces bag det endelige resultat. Eva Stæhr-Nielsen var med på utallige udstillinger i ind- og udland, bl.a. på Kunstindustrimuseet i Oslo 1934 og på Kunstindustrimuseet i København 1935 og 1954. I 1975 afholdtes en retrospektiv udstilling af hendes arbejder på Ålborg Kunstmuseum. Hun fik 1937 guldmedalje på verdensudstillingen i Paris og 1954 æresdiplom og 1957 guldmedalje på Triennalen i Milano. Desuden modtog hun en række legater og hædersbevisninger, bl.a. Ingrid Jespersens legat 1958, Tagea Brandts Rejselegat 1965, Dansk Kunsthåndværks Årspris 1967 og C.L. Davids Legat 1975. I 1972 var hun i dommerkomitéen for Den Kgl. Porcelainsfabriks Jubilæumskonkurrence. Eva Stæhr-Nielsen er repræsenteret på flere museer i Danmark og i udlandet.