Valfrid Palmgren Munch-Petersen

Valfrid Palmgren Munch-Petersen havde sit virke inden for flere områder: i det svenske biblioteksvæsen, som lektor i svensk i Danmark, som ordbogsredaktør og som efor for universitetskollegiet Kvinderegensen. Hendes fader var en fremtrædende skolemand. I 1876 oprettede han i Stockholm den første fælles eksamensskole for både piger og drenge i Europa, kendt for sin betoning af håndens arbejde ved siden af læsningen og for sin moderne sprogundervisning. Valfrid Palmgren Munch-Petersen blev student herfra 1895 og begyndte derefter at studere romansk filologi ved universitetet i Uppsala. I 1903 blev hun fil.lic., og i 1905 fil.dr. på en afhandling om infinitiven hos den franske 1500-tals forfatter A. d’Aubigné. Allerede som 16-årig havde hun sammen med sin et år ældre søster opholdt sig nogle måneder i Paris, og i studietiden var hun på flere studieophold hos tidens førende fonetikere i Marburg, Paris og Oxford. I Oxford var hun som den første kvinde til forelæsning ved Christ Church College, og i Marburg den eneste kvinde ved universitetet. Desuden underviste hun allerede efter studentereksamen på faderens skole.

I 1905 blev Valfrid Palmgren Munch-Petersen som første kvinde ansat ved Kungliga Biblioteket i Stockholm som ekstraordinær amanuensis, tjenestemand kunne hun som kvinde ikke blive. Biblioteksarbejdet gjorde hende interesseret i folkeoplysning og bibliotekernes rolle i denne. Hun søgte støtte til at læse biblioteksvidenskab i udlandet og fik i 1907 statsstøtte til at studere offentlige biblioteker i USA, året efter så hun på kvindelige bibliotekarers situation i Tyskland. Valfrid Palmgren Munch-Petersen var begejstret for de amerikanske biblioteker med åbne hylder og adgang for alle, og på baggrund af studierejserne udarbejdede hun en betænkning, der blev lagt til grund for en ny lov om folkebiblioteker i Sverige. I 1909 udgav hun bogen Bibliotek och folkuppfostran som blev oversat til flere sprog, bl.a. dansk, og i 1911 oprettede hun Nordens første børne- og ungdomsbibliotek. Samtidig sad hun i en kommission om et stockholmsk centralbibliotek, og i 1910 blev hun som den første kvinde indvalgt i Stockholms borgerrepræsentation for Almänna Valmansförbundet, en konservativ liste. Alt dette blev afbrudt, da hun i 1911 blev gift med vandbygningsingeniør J. M.-P. og flyttede til Danmark, om end hun bevarede tilknytningen til folkebibliotekssagen som medlem af bestyrelsen for Københavns Kommunes Biblioteker 1918-36.

I Danmark kom Valfrid Palmgren Munch-Petersen til at yde sin største indsats som formidler af svensk sprog og kultur og i kampen for samnordisk forståelse. Som den første kvindelige lektor ved Københavns Universitet underviste hun 1916-49 i svensk sprog og litteratur, 1914-59 desuden på Danmarks Lærerhøjskole. 1926-54 tog hun sig også af svenskundervisningen i Danmarks Radio. Hun gjorde en stor indsats for at skabe undervisningsmateriale, skrev en lille svensk grammatik og bogen Farlige Ord og lumske Ligheder i Svensk og Dansk, 1944, men først og fremmest brugte hun sine kræfter på ordbogsarbejde. I 1939 udgav hun sammen med Ellen Hartmann en lille Svensk-dansk Ordbog, der i 1998 kom i 2. udg., 9. oplag, men frem for alt skabte hun sammen med Hartmann den store Svensk-dansk Ordbog, 1954, der i 1999 udkom i 3. udg., 8. oplag. Ordbogen behandler især det trykte sprog, men rummer også dagligdags, dialektale og slangagtige udtryk, hvis de optræder i trykte tekster. Kernen i ordbogen er dog litteratursproget, og den medtager både gammeldags ord fra de litterære klassikere og moderne digteres nydannelser. Den egentlige drivkraft i Valfrid Palmgren Munch-Petersens undervisning var dog næppe det sproglige i snæver forstand, men muligheden for at gøre en direkte indsats for mennesker. Hendes elever taler med begejstring om hendes varme interesse for den enkelte.

Denne side af Valfrid Palmgren Munch-Petersens væsen kom også til udtryk i hendes virke som efor for Kvinderegensen. Hun var med i eforatet fra begyndelsen i 1932, og da det under drøftelserne af ordensreglerne blev foreslået, at mandlige gæster skulle forlade kollegiet inden kl. 22, sagde hun til de to medicinere i eforatet Eli Møller og C.E. Bloch: “De er jo begge Læger, og De kan jo ikke være uvidende om, at det som De frygter ogsaa kan ske før Kl. 10.” Det argument bøjede man sig for, og hun bidrog derved med sit frisind til, at Kvinderegensen fik de mest liberale ordensregler af samtlige danske kollegier på dette tidspunkt. Da kollegiets grundlægger og første efor Møller blev syg 1934, fungerede Valfrid Palmgren Munch-Petersen som formand i to perioder 1934-35 og 1938-41, hvorefter hun blev valgt til Møllers efterfølger, en post, hun bestred til 1957. Hun lagde megen vægt på kontakten med studenterne og udviste stor omsorg og hjælpsomhed over for den enkelte, men forsvarede samtidig deres ret til privatliv over for alle, der ville optræde som moralens vogtere.

Bibliotekshistorisk fik Valfrid Palmgren Munch-Petersen stor betydning ikke på grund af radikal nytænkning, men fordi hun samlede mange tendenser under et helhedssyn: folkebibliotekerne som redskaber for folkelig uddannelse. Dertil kom, at hun var en ildsjæl, der havde en evne til at overbevise andre. I 1938 havde hun den store sorg, at hendes ældste søn, digteren Gustaf M.-P. faldt i Den Spanske Borgerkrig, men hun bevarede en tro på, at det nyttede at kæmpe for menneskelig frihed, og hun havde altid styrke til at tænke på andre. Valfrid Palmgren Munch-Petersen havde rod i det frisindede borgerskab, og politisk tilsluttede hun sig som ung en socialt engageret konservatisme, men udviklede sig gennem livet i mere og mere radikal retning. Hendes indsats var båret af en ideel stræben, og hun var altid parat til at gå på barrikaderne i kampen mod enhver undertrykkelse, den være sig politisk, racemæssig eller kønsbestemt. I 1948 var hun medstifter af fredsorganisationen Danmarks Demokratiske Kvindeforbund (DDK), og hun blev foreslået som formand, men valgte med henvisning til sin alder at nøjes med en bestyrelsespost. DDK appellerede bredt til alle fredsinteresserede kvinder, men blev af mange opfattet som en kommunistisk dækorganisation. Det vakte derfor stærk opsigt, da Valfrid Palmgren Munch-Petersen i 1949 rettede skarp kritik mod Dansk Kvindesamfund (DK) for at have nedsat sig som “antikommunistisk undersøgelseskomité”. I protest forlod hun DK, som hun havde været medlem af siden 1911, 1914-16 som medlem af DKs fællesstyrelse.

Som taler var Valfrid Palmgren Munch-Petersen blændende. Stilen kan i dag virke patetisk, men hendes tilhørere har fortalt, at hun kunne bruge de store ord, så de fik deres fulde værdi, fordi hun ville give udtryk for det, hun selv brændte for, og vække andre til politisk medansvar og social og medmenneskelig forpligtelse. Valfrid Palmgren Munch-Petersen var en strålende personlighed, højt kultiveret, charmerende og elegant, med dyb forståelse for litteratur, men samtidig med et stærkt socialt engagement, der ikke kunne undgå at gøre indtryk på dem, hun kom i berøring med. Hun modtog en lang række hædersbevisninger og legater, bl.a. Litteris et artibus 1924, Illis quorum 1932, Tagea Brandts Rejselegat 1935 og Ingenio et arti 1941. I 1950 blev hun udnævnt til æresmedlem af Sveriges almänna biblioteksförening og 1954 ridder af Dannebrogordenen.