Faktaboks

L.C.A. Rose
Lisbeth Cathrine Amalie Rose
Født
25. september 1738, København
Død
23. februar 1793, København
Arbejdsliv
Skuespiller og oversætter
Familie

Forældre: guldsmed Mathias Olsen Bøttger (død ca. 1762) og Else Lindgaard.

Gift 28. juli 1779 med skuespiller Christopher Pauli R., født 10. oktober 1723 i København, død 30. oktober 1784 samme sted

Ifølge en gammel overlevering var det selveste Ludvig Holberg, som udpegede den unge Jomfru Bøttger, som L.C.A. Rose hed før sit sene giftermål, til at aflægge prøve som skuespiller. Det skal være sket, da han besøgte hendes faders guldsmedebutik, der i 1751 lå i Skidenstræde, den nuværende Krystalgade, ganske tæt ved Holbergs professorbolig. Historien lyder, at det egentlig var L.C.A. Roses smukke søster, Holberg ville have til scenen, men da søsteren afslog, og L.C.A. Rose straks var interesseret, fik hun lov at aflægge prøve og blev antaget som skuespiller. Hun debuterede i 1752 som Leonore i Holbergs komedie Kilderejsen. Hermed blev hun den femte kvindelige skuespiller på Kongens Nytorv. De fire øvrige var Anna Catharina von Passow, Caroline Thielo, A.D. Lund og Utilia Lenkiewitz. Hvem der har stået for hendes oplæring er højst usikkert. På dette tidspunkt var der ingen på teatret, der gav vejledning til unge skuespillere, så hun har måttet efterligne sine kvindelige kolleger og eventuelt søge deres vejledning, når hun kom i tvivl. Efter denne flyvende start kom det til at gå endnu stærkere for L.C.A. Rose i hendes scenekarriere. Passow forlod teatret i 1753, og Thielo døde i 1754. Dermed stod hun to år efter sin debut umiddelbart efter Lund og Lenkiewitz i anciennitet. Allerede i 1756 fik hun lige så meget i løn som disse to, hvilket var et klart tegn på teatrets tilfredshed med hende. Hun fik tildelt et helt overvældende stort repertoire, der spændte meget vidt. Fra det tragiske til det komiske, fra franske heltinder til Holbergs Perniller.

L.C.A. Roses status som teatrets primadonna cementeredes, da hun som den første fik penge til at betale sin vogn til og fra teatret, en pige til opvartning og lægehjælp i forbindelse med teatertjenesten. Denne særbehandling var både et udtryk for hendes uundværlighed og også for det store pres, der var lagt på hende. Der er ingen tvivl om, at hun har haft store evner for dansen. I teatrets tidlige tid eksisterede der ikke noget balletkorps, som vi kender det nu. Medlemmerne af den danske skuespillertrup blev udkommanderet til at “figurere,” dvs. optræde som menige balletdansere i de tilrejsende udenlandske balletmestres værker. L.C.A. Rose var en af de danske skuespillere, der længst, helt frem til 1760, sideløbende med sin medvirken i skuespilrepertoiret, blev benyttet i balletten. I 1762 begyndte en ny løbebane for hende, da hun for første gang vejledte unge piger i skuespilkunsten. Hun kom hermed til at virke som den første kvindelige “Instructeur”, dvs. vejleder og lærer, ved Det Kgl. Teater, dog uden nogen formel udnævnelse. Blandt hendes navnkundige elever var skuespillerinden Caroline Walter.

L.C.A. Rose har fået det uretmæssige eftermæle at være den mest stive, pompøse og versradbrækkende skuespillerinde, som har betrådt Den danske Skueplads. Hovedkilden til dette helt fortegnede billede er vores første teaterkritiker Peder Rosenstand-Goiskes anmeldelser. L.C.A. Rose var imidlertid en særdeles populær og agtet skuespillerinde i sin samtid og forstod bl.a. at importere den franske klassiske tragediestil til den danske scene. Problemet var, at internationalt var denne særlige tragediestil ved at blive umoderne, allerede da Skuepladsen åbnede i 1748. L.C.A. Rose videregav den franske stil til sine elever og efterlignere, og dermed blev denne noget stive og deklamatoriske spillemåde fastholdt, længe efter at den andre steder var blevet erstattet af den moderne følsomme holdning i tragedien. På denne baggrund er hendes store repertoire og indsats på teatret til stadighed blevet miskrediteret i en helt urimelig grad.

Et reelt problem for L.C.A. Rose var dog, at hun i overensstemmelse med tidens konvention fastholdt sit rollefag for længe. Både hendes egen uddannelse og den uddannelse, hun gav videre til sine elever, var baseret på en mesterlære, hvor faget gik i arv fra en skuespiller til den næste. I denne tradition var der brug for at indlære en lang række faste virkemidler til brug på scenen. Sædvanligvis blev der kun afholdt tre prøver på et nyt stykke, inden det havde premiere på Skuepladsen. Derfor skulle skuespilleren selv være i stand til at vurdere, hvordan den fremstillede karakter stod, gik og talte. L.C.A. Roses rollefag indebar fra starten en lang række forskellige roller, men efterhånden, da flere kvindelige skuespillere kom til, fik hun heltinderne i tragedien og elskerinderne i komedien. Teatrets rangfordeling mellem skuespillerne, der placerede hende på toppen, understøttede hende i dette valg. Hun havde svært ved at overgå til det ældre rollefag, de gamle koner og karakterrollerne. Først i slutningen af 1770’erne gik hun over i det komiske fag, især karakterroller.

Som noget ret usædvanligt for den tids skuespillerinder bidrog L.C.A. Rose med tilføjelser til teatrets repertoire. Hun var forfatter til en komedie i fem akter Clarice eller Den forrejste Frøken, der blev opført i 1772 med hende selv i titelrollen. Hun oversatte også Fruentimmerhaderen af G.E. Lessing, opført 1759, og tre komedier, heraf det franske skuespil Den dobbelte Prøve, opført i 1763. Ved premieren på Lessings stykke, der samtidig markerede dennes introduktion på Den danske Skueplads, spillede hun kvindehaderen Kosterbyes datter Laura. Endelig oversatte hun også det franske skuespil Kavaleren efter Moden, opført i 1770. Der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om hun virkelig var i stand til at skrive et drama og oversætte fra både fransk og tysk. Dele af hendes forfatterskab er blevet tillagt Dorothea Biehl. Hvorfor Biehl skulle lade L.C.A. Rose optræde som forfatter eller oversætter af sine arbejder, henstår dog som en gåde.

Først sent i livet giftede L.C.A. Rose sig med sin kollega Christopher Pauli R. De havde i en lang årrække spillet over for hinanden i et stort repertoire, hvor han først var den unge elsker, siden den “ømme Fader”. Kun fem år efter giftermålet døde han. De havde muligvis i mange år udgjort et par, også uden for scenen, men først i 1779 gjorde de forholdet lovformeligt. L.C.A. Rose optrådte sidste gang i 1792 som markisen i det franske skuespil Den virkelige Vise. Hun døde kort tid efter i en så sørgelig økonomisk forfatning, at teatret sørgede for, at hun fik en standsmæssig begravelse.

Beskrivelser og portrætter af L.C.A. Rose

  • Tegn. fra 1765 af Peter Cramer i Det Kgl. Bibliotek. Stik fra 1785 af Marie Jeanne Clemens efter forlæg af Vigilius Eriksen i Teatermus.
  • Lisbet Jørgensen: Frederik Schwarz, 1997. Peder Rosenstand-Goiske: Den dramatiske Journal, 1771-72.
  • Det Kgl. Teaters og Kapels Arkiv i Rigsarkivet.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig