Utilia Lenkiewitz

Utilia Lenkiewitz var en af de skuespillere, som i december 1748 var med til at åbne Komediehuset på Kongens Nytorv. Man kender kun lidt til hendes fortid, udover at hun var barnebarn af Christian 4.s hofmaler Karel van Mander. Organisten Carl August Thielo, fader til skuespilleren Caroline Thielo, var den første, som opnåede privilegium på at opføre skuespil, da det med Frederik 5.s tronbestigelse i 1746 atter blev muligt at spille teater offentligt i København Han oprettede en dansk trup, der begyndte at give forestillinger i 1747. Senere samme år fik den danske trup en alvorlig konkurrent i tandbrækkeren Julius Henrik von Qvoten, der opnåede tilladelse til at give forestillinger på såvel dansk som tysk. Det er efter al sandsynlighed i denne trup, Utilia Lenkiewitz indledte sin scenekarriere i 1747. Her mødte hun sin kommende ægtemand Adam L., der ligeledes var skuespiller i truppen. Da Komediehuset blev oprettet, blev hun aktrice, mens han blev teatrets første overkontrollør. Det betyder, at hans sprog har været tysk, ellers var han givetvis blevet dansk skuespiller. Ægteskabet med den yngre Adam L. var barnløst.

Det er uvist, hvordan Utilia Lenkiewitz har forberedt sig på sin kommende levevej. Da det som oftest var nød frem for lyst, der drev en kvinde til scenen på denne tid, er det også rimeligt at antage, at det har været tilfældet for Utilia Lenkiewitz. Hun har højst sandsynligt haft den store fordel, at hun kunne læse, måske var det ligefrem kriteriet for hendes optagelse i von Qvoten den yngres trup. At læse var langtfra en almindelig færdighed blandt datidens kvinder. Utilia Lenkiewitz var relativt gammel, henved 40 år, da hun blev skuespiller. Det er derfor ikke mærkværdigt, at hun blev udset til at bestride de ældre roller. Hun fik dem alle: jævne koner, Ludvig Holbergs borgerlige Magdeloner og fine damer af stand. Ifølge teaterhistorikeren Thomas Overskou var hun en overordentlig populær fremstiller af sit rollefag, der på grund af det begrænsede antal kvindelige skuespillere således omfattede alle slags ældre kvinder. Utilia Lenkiewitz skal som valgsprog have haft: “Det er Naturen, som skal komme Folk til at lee.” Det er overordentligt passende for en skuespiller, som blev berømmet af sine kolleger for sit nuancerede og koncentrerede spil på scenen. Holberg må have sat pris på hende og hendes fremstilling af hans karakterer på scenen. I 1752, hvor han i en periode førte opsyn med teatret, fik Utilia Lenkiewitz et ikke ubetydeligt gratiale for sin flid og påpasselighed.

Det Kgl. Teater ejer et pragtfuldt portræt af Utilia Lenkiewitz med moppe på skødet. Dette portræt, udført af en ukendt kunstner, men tilskrevet Peder Als, vidner både om en rank holdning og en fornem anstand, men samtidig lyser det af en undertrykt skælmskhed. Utilia Lenkiewitz spillede sine sidste roller i 1770 som Flaminia, hovedrollen i den franske komedie Den coquette Enke og Duraminte i en anden fransk komedie Hver Mands Ven. Da teatret skulle åbne igen efter sommerpausen, var hun død af tuberkulose.