Caroline Thielo

Som datter af teaterdirektør Carl T. var Caroline Thielos navn uløseligt knyttet til Komediehuset på Kongens Nytorv i dets første år. Faderen havde i 1747 oprettet den danske trup, der i 1748 kunne indvie den nybyggede teaterbygning på den fornemme plads i København Moderen døde, da Caroline Thielo var 13 år, og faderen giftede sig igen i 1751 med en kvinde, der var et år yngre end Caroline Thielo selv. Allerede på dette tidspunkt var hun debuteret som skuespiller. Det skete ifølge hendes samtidige, skuespilleren Iver Als, på den scene i Læderstræde, hvor den danske trup optrådte, mens den ventede på den nye teaterbygning. Da var hun kun 12 år gammel. Hun var under alle omstændigheder medlem af truppen på Komediehuset fra starten. Her blev hun den første fremstiller af elskerinderollerne og blev med det samme publikums yndling, såvel på scenen som uden for. Blandt hendes roller skal nævnes Agnès i Molières Fruentimmerskolen og Isabella i Ludvig Holbergs Don Ranudo. Hun oversatte endvidere Deucalion og Pyrrha, en fransk komedie i en akt. Antagelig var versene oversat af Christopher Pauli Rose. Stykket blev opført to gange i 1753.

Rygterne vil vide, at Caroline Thielo udstrakte sit rollefag til virkeligheden, og at hun havde en lang række forbindelser med herrer fra byens bedre kredse. Hun var bevidst eller ubevidst underkastet tidens holdning til skuespillerstanden. Når en kvinde optrådte offentligt på teatret, så blev hun i det borgerlige samfunds øjne automatisk anset for at være “offentligt tilgængelig”. Flere af teatrets skuespillerinder optræder på en anonym liste fra midten af 1700-tallet, der opregner byens prostituerede. Ringeagten og de dårlige økonomiske vilkår, som faget var underlagt, betød, at de færreste havde noget valg. Samtidig er der ingen tvivl om, at skuespillerinderne trak et stort publikum til teatret. Holberg skrev selv i epistel 455, at skuespillerinderne var “de Magneter, som tiltrække mange Tilskuere, og kommer Comædianternes Gryder til at kaage.”

Rygtedannelsen og Caroline Thielos fascinationskraft fortsatte så langt frem i tiden, at da Thomas Overskou skrev om hende i sin danske teaterhistorie 102 år senere, lagde han et ekstra lag på hendes berømmelse ved at fortælle, at hun var blevet myrdet af sin sidste elsker. Det var baron J.A. von Korff, der 1740-46 var russisk udsending i Danmark, og som var medstifter af den første frimurerloge i København Caroline Thielo og Korff skal have indledt et forhold i begyndelsen af 1752. Pludselig døde hun i 1754, knap 19 år gammel. Hendes sidste rolle på teatret blev Sophronia i P. Caldéron de la Barcas Livet er en Drøm. Indtil da havde hun været sund og rask. Fra hendes samtidiges tilkendegivelser ved vi, at der intet mistænkeligt var ved dødsfaldet, der henholdsvis forklares med “et Slag” og en heftig feber, fx forårsaget af en infektion. Det var først med Overskou, at den danske teaterhistorie i 1856 fik sit første mord. Begrundelsen for mordet lyder hos Overskou, at Caroline Thielo i ungdommelig kådhed skulle have indgået et væddemål med en veninde om at være i stand til at aflokke Korff frimurertegn m.v. Det lykkedes, og da hun senere fortalte ham, med hvilket formål det var sket, skal han være blevet så rasende, at han lod sin tjener årelade hende, til hun forblødte. Rent bortset fra hele historiens usandsynlighed, så ville Korff være en dårlig diplomat, hvis han lod Caroline Thielo dø for blot at lade veninden gå rundt i København og fortælle, hvad der var sket.

Dobbeltholdningen til skuespillerstanden og mytedannelsen omkring frimureriet blev med andre ord ingredienser til en rigtig god historie. Allerede i 1738 var der i Frankfurt udkommet en beretning om, hvorledes en fransk sangerinde havde fralokket sin elsker, som var frimurer, en bog, der afslørede hemmelighederne. Måske har denne historie været kendt i København og givet inspiration til historien. Myten om den unge, skønne og letsindige skuespillerinde var pikant for Overskous samtid. Da var skuespillerindernes status væsentligt ændret. Det er frem for alt Overskous samtidige Johanne Luise Heiberg, som står som symbolet på den ændrede holdning til skuespillerne og deres funktion i samfundet. Men Overskou valgte Caroline Thielo som symbol på det romantiske og pirrende billede af den unge, sorgløse kunstner og hore. Han beskrev hende som lunefuld og berettede om hendes “galante Forbindelser”. Dog var hun så dejlig, at hendes ynde endog udstrakte sig til hendes “Galskaber”, og derfor tilgav man hende, hvad man ikke ville have tilgivet andre, ifølge teaterhistorikeren. Myten tjener to formål, dels at give en farverig beretning om teatrets fortid, dels at understrege forskellen mellem datidens og samtidens kunstnere og deres livsførelse.

Inden Caroline Thielos død havde Korff, der var en stor kunstkender og -ynder, ladet hende og sig selv male af en af tidens førende portrætmalere C.G. Pilo. Portrættet må være blevet til i årene 1752-54, og dets skæbne er nu ukendt. Det gælder for øvrigt for en række portrætter af Caroline Thielo, at de er gået tabt. Stikket efter Pilos maleri, fremstillet i 1756 af kobberstikkeren J.M. Preisler, er til gengæld stadig i behold. Det er selve indbegrebet af rokokoens ynde og lethed. Denne charmerende unge kvinde har været svær at miste.