Dorothea Biehl

Dorothea Biehl voksede op i en pæn, borgerlig familie, hvor tre generationer boede sammen i hendes første år, morforældrene, hendes forældre og hun selv og hendes mindre søskende. Som storesøster var hun tidligt ansvarlig og ambitiøs. Den store fornøjelse i barndommen var samværet med bedstefaderen Hans Brøer, der med sans for hendes begavelse selv lærte hende at læse og forsynede hende med bøger. Hun læste tidligt på både dansk og tysk, og bedstefaderen havde lovet hende, at hun også skulle lære latin, men da hun var godt otte år gammel, døde han af et slagtilfælde. En art jalousi i familien over hendes særstilling hos ham gav sig udslag i, at hendes fader nedlagde et mangeårigt forbud mod hendes læsning. Bogskabets nøgle blev taget fra hende, og eventuelle afsløringer af hendes hemmelige læsestunder medførte trusler og straffe. Ved bedstemoderens død i 1746 mistede Dorothea Biehl sit sidste sikkerhedsnet sammen med udsigten til personlig arv og yderligere undervisning. I had til sin fader måtte hun i de følgende år modtage en normal pigeopdragelse med flittig syning og andre huslige beskæftigelser. Slutningen af teenagetiden blev en forvirret og stormfuld periode med flere bejlere på rad og et kogende følelsesliv, der måtte holdes under låg. En voldsom strid om den unge løjtnant Peder Ramshart, som hun ønskede at gifte sig med mod begges forældres ønske, førte til en tung sygdomsperiode. Hun afskrev herefter ægteskabet og var nu fast indstillet på at leve af sine evner som intellektuel, om end hun aldrig tjente nok til at blive økonomisk uafhængig.

Musik, sprog og især teater kom til at fylde årtiet 1750-60. Ludvig Holbergs værker havde Dorothea Biehl fået forærende af sin morfader, og ikke mindst komedierne var blandt hendes tidligste yndlingslitteratur. Som 19-årig oplevede hun en fransk teatertrup på gæstespil i København med optræden på Charlottenborg. Hun besluttede sig nu til at lære fransk, og med det sprognemme, der siden skulle give sig udslag i mange oversættelser, tilegnede hun sig sproget ved hjælp af en grammatik og en ordbog. Tysk kunne hun allerede, og italiensk lærte hun snart. 1755 flyttede familien ind på Charlottenborg, hvor faderen blev Kunstakademiets første sekretær. Her blev Dorothea Biehl for alvor en del af hovedstadens kulturelle miljø og havde tilsyneladende nogle muntre år. På opfordring fra familievennen Vilhelm Bornemann begyndte hun som selvstændig oversætter. Hun fik god respons i miljøet, og i 1762 debuterede hun på teatret med P.N. Destouches’ stykke Poète Campagnard, der fik en fornem modtagelse. Flere stykker oversatte hun nu fra især fransk, men også fra tysk og italiensk. Med slet skjult stolthed fortæller hun i sin selvbiografi om en diskussion om hendes sproglige talent mellem hendes gode ven Johan Samuel Augustin og tidens store bogelsker, embedsmanden Henrik Hielmstierne, hvori den første udbryder “De kiender hende ikke. Pigen ryster tree Professorer af Ærmet.”

Igen på Bornemanns opfordring forsøgte Dorothea Biehl sig i 1764 som selvstændig forfatter. Dag og nat i to uger skrev hun sit første teaterstykke. Med inspiration fra C. Goldonis Den kierlige Hustru forfattede hun Den kierlige Mand, som straks blev trykt og opført på teatret. Stykket gik i fem sæsoner og var det første stykke efter Holberg, der slog an. Hele tre komedier kom i 1765: Haarkløveren, et stykke med en egen snæver københavnerhumor fra en pågående sprogdebat i Danmark, Den forelskede Ven, vistnok med et selvportræt i figuren Lise, og Den listige Optrækkerske, som i sin beskrivelse af en letlevende kvindes udnyttelse af mænds seksuelle trang til selvbekræftelse vakte så meget anstød, at det omgående blev taget af plakaten. Ufortrødent skrev hun enakteren Tvistigheden eller Critique over den listige Optrækkerske, hvor helten Ariste forsvarer hendes stykke, men taber sin tapre ordduel til en udannet hoben tåber.

Uheldigvis blev Dorothea Biehls stil nu mere poleret og moralerne mere opbyggelige. I 1766 kom Den kiærlige Daatter, prisbelønnet af Selskabet for de skiønne Videnskaber, året efter Den Ædelmodige og i 1772 Den alt for lønlige Beiler. En enkelt tragedie Euphemia kom i 1775, og 1783 fulgte den sidste komedie Den tavse Pige. Danmarks første storopera, Johann Gottlieb Naumanns Orfeus og Euridike, opførtes i 1786 og gik 15 gange. Dorothea Biehl både oversatte, redigerede og tildigtede. Det blev et gigantisk projekt med storslåede teaterkulisser, en hidsig debat om scenografi og til sidst en stor fest, som hun deltog i med liv og lyst. 1774-76 besøgte den italienske gesandt I. Bianchi Danmark og blev ved sin ankomst ved hoffet præsenteret for Dorothea Biehl som den bedst kvalificerede konversationspartner for en italiensk statsgæst. På hans opfordring oversatte hun flere af hans arbejder, bl.a. det moral- og statsfilosofiske værk Betragtninger over adskilige Puncter af den almindelige og private Lyksalighed, 1774. Fra hans rejsebreve forstår man, at hun havde stor betydning i det internationale kulturliv, han omtaler hende respektfuldt og titulerer hende hofpoet. I 1775 traf hun den spanske gesandt E. Delitala og tog hos ham intensiv undervisning i spansk. Heraf udsprang hendes berømte oversættelse af Cervantes’ Den sindriige Adelsmand Don Quixote af Manchas Levnet og Bedrifter, 1776-77, og hans Lærerige Fortællinger i fire bind, 1780-81.

Af helt afgørende betydning for Dorothea Biehls humør og skribentvirksomhed de sidste 17 år af hendes liv blev mødet med den senere hofmarskal og mæcen Johan Bülow. Hun mødte ham 1771 i et lysthus i Kongens Have. Han var 21 år. Hun var 40. Et venskab af de sjældne opstod, om ikke på stedet, så voksede det frem “langsomt som Egen”, som hun selv beskriver det. I denne tid udviklede hun brevgenren, som ingen før havde gjort det på dansk. Hun skrev nu mange tusinde siders breve. I firebindsværket Moralske Fortællinger, 1781-82, var to af historierne på flere hundrede sider affattet i brevform. De blev en forløber til Brevvexling imellem fortrolige Venner, 1781-83. I brevform imiterer Dorothea Biehl genren chroniques scandaleuses og fortæller i tilsyneladende intimitet underholdende hofsladder og fakta i flæng. Disse såkaldte Historiske Breve blev skrevet på Bülows opfordring og gemt til eftertiden. Efter Bülows død blev de i 1865-66 publiceret i Historisk Tidsskrift. Hendes skarpe hukommelse og gode kontakter til hoffet kombineret med en sylespids pen gjorde dem særdeles underholdende, og dele af samlingen har også unik kildeværdi. Maleren Kristian Zahrtmann blev inspireret til at genskabe et stemningsbillede af Dorothea Biehl i færd med at indsamle stof til brevene, lyttende ved vinduet i sin lejlighed i København Mere privat, men stadig tydeligt bearbejdet, renskrevet og udtænkt med en ukendt offentlighed for øje, er hendes selvbiografi Mit ubetydelige Levnets Løb, udgivet første gang 1909 og genudgivet 1986. Den er formet som ét langt brev og dediceret til Bülow. Selvbiografien giver et underholdende selvportræt på godt og ondt, veltilrettelagt, men langtfra sandfærdigt. Upubliceret er indtil videre en samling af ca. 400 afsendte privatbreve, skrevet til Bülow om alt og intet, på hans opfordring som de øvrige. En samling bevarede versbreve har været en del af samlingen, men er taget ud af Bülow som en særlig skat og bevaret i et eget omslag med hans egenhændige påskrift.

Dorothea Biehl er den største kvindelige kulturpersonlighed i Danmark i 1700-tallet. Hendes bekendtskab og gode venskab med mænd som Bornemann, Hielmstierne, C.C. Danneskiold-Samsøe, Augustin, P.F. Suhm, Christian 7. og frem for alle Bülow og udenlandske statsgæster som Bianchi og Delitala er enestående, hendes køn taget i betragtning, eftersom de i bund og grund hvilede på den anerkendelse, hun nød som forfatter og intellektuel. Selv betragtede hun det som et handicap at være kvinde, og kun få af hendes eget køn optræder som noget nær venner i hendes breve og værker. Feminist var hun langtfra. Som den berømthed hun var, kom hun til at nyde den sjældne og tvivlsomme ære som kvinde at blive genstand for to bevarede satirer: Cornelius Høyers karikatur fra ca. 1775 C.D. Biehl kastrerer Holberg og Jacob Christian Bies digt Den lærde Gaas fra 1767. Selv leverede hun en satire over teaterdirektør H.W. Warnstedt i Den falske Ven i Moralske Fortællinger. Dorothea Biehl er blevet læst og diskuteret i de to århundreder, der er gået efter hendes død, men først i 1975 fik hun i historikeren Sv. Cedergreen Bech en læser, der vurderede hende på hendes egne præmisser. Efter at hans Brev fra Dorothea blev udgivet, er flere af hendes værker blevet genoptrykt, og hun og hendes skrifter er blevet genstand for både tysk og dansk forskning. 1988 hædrede Mette Winge hende med romanen Skriverjomfruen. Dorothea Biehls talrige manuskripter og breve findes fortrinsvis i Bülows arkiver på Sanderumgård, Sorø Akademi og Det Kgl. Bibliotek.