Mette Winge

Som 12-årig besluttede Mette Winge, at nu var det slut med at være barn. Det var gået op for hende, at man måtte bide skeer med verden og ikke være bange for den. Målbevidst begyndte hun at udfordre og erobre den. Det har hun gjort lige siden. Skolegangen var en blandet fornøjelse. Hun var for vild til systemet, var en smule ordblind og følte skolen som en ørkenvandring i diktater og røde streger. Hun blev nysproglig student fra Gentofte Statsskole i 1955, og efter en periode som lærervikar læste hun til bibliotekar. 1960 dimitteredes hun fra Danmarks Biblioteksskole og fortsatte studierne på Københavns Universitet, hvor hun 1965 tog eksamen som mag.art. i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie. Samme år blev hun ansat som lektor i litteraturhistorie på biblioteksskolen, og fra 1975 var hun fagleder samme sted og var samtidig litteraturanmelder på Berlingske Tidende og ekstern lektor i børnelitteratur på Københavns Universitet. Senere har hun været anmelder ved Politiken.

I 1976 blev Mette Winge dr.phil. på en afhandling om børneromaner Dansk børnelitteratur 1900-1945. Den beskæftigede sig med børnelitteratur som opdragelsesmiddel med fokus på forskellen mellem drenge- og pigebøger. Den litteratursociologiske vinkel var central i hendes omfattende forfatterskab fra disse år, og hun var en af de første her i landet, som beskæftigede sig med sammenhængen mellem pigers læsning og pigeopdragelse. Det skrev hun om i “Den Kunst at blive en god Pige, Hustru, Moder og Huusmoder”, 1981. Samme år modtog hun Rosenkjær-Prisen for sin evne til at formidle vanskeligt stof på en forståelig måde, og i den forbindelse holdt hun en række radioforedrag, der blev trykt 1982 med titlen Kært barn har mange bøger. I samme periode udkom 3. udgaven af Danske digtere i det 20. århundrede, 1980-82, hvor hun var en af hovedredaktørerne.

I 1982 blev Mette Winge udnævnt til chef for Teater- og Litteraturafdelingen i Danmarks Radio (DR) og var dermed den første kvinde på en post som programchef. Hun lagde vægt på en ledelsesstil med uddelegering af ansvar og beslutninger i fællesskab og betragtede afdelingen som Danmarks største teater og bredeste litterære magasin, der skulle give oplevelser til mange, men samtidig have plads til smalle udsendelser. I 1984 kandiderede hun til generaldirektørposten efter Laurits Bindsløv, men fik ikke stillingen. De følgende år på DR var præget af strukturændringer, øgede effektivitetskrav og store nedskæringer. 1988 blev Mette Winge udnævnt til chef for den nyskabte Kanal 1 og skulle få den nye struktur til at fungere med færre midler og under stærkt pres fra både medarbejdere og ledelse. To år senere blev hun afskediget med dags varsel, en handling, som blev kaldt “beskidt og lurvet” af en medarbejder, og var herefter i nogle år ansat som konsulent på litteratur- og kulturområdet i fjernsynets faktaafdeling.

I slutningen af 1980’erne havde Mette Winge debuteret som skønlitterær forfatter med en kronik i fiktionsform om 1700-tals forfatteren Dorothea Biehl. Siden blev hun ringet op af et forlag, som ville have hende til at skrive en roman om Biehl. Det blev til romanen Skriverjomfruen, 1988, der blev en stor anmelder- og publikumssucces. I 1994 blev den dramatiseret som monolog til Elin Reimer og opført på Folketeatret, hvor den høstede megen ros. Mette Winge opdagede, at hun elskede at skrive fiktion, og har siden skrevet adskillige romaner. Flere af dem er historiske, således Novemberlys, 1990, en krimi fra klunketidens København, Når fisken fanger solen, 1996, der skifter mellem nutid og 1600-tallet, hvor den følger Sophie Brahe, og Nogle dage i september, 1998, som foregår ved Christian 9.s hof. I Den femte vinter, 1993, er handlingen rykket op til Anden Verdenskrig, mens Sandflugt, 1991, og Grønt mørke, 1994, er nutidsromaner. Mette Winge holder af at fortælle en god historie, og de fleste af hendes romaner indeholder et kriminalistisk plot eller en kærlighedshistorie. De har hyppigt kvinder som de centrale skikkelser, har ofte en kulturhistorisk vinkel på emner som levevilkår, klædedragt og kunst eller indeholder kritik af samfundets mørke sider. Hendes bøger er generelt blevet godt modtaget hos anmelderne, om end enkelte har ment, at hun lægger for megen vægt på at være underholdende. Men hun har nået et usædvanlig stort publikum, og flere af romanerne er oversat til andre sprog. Mette Winge har også skrevet ungdomsbøger, Ri og redeligheden, 1994, og Skyggen på hjørnet, 1996, samt en læse-let bog for voksne P-vagten fra 1996. I 1999 udgav hun dramaet Ridderen af den bedrøvelige skikkelse, der handlede om Cervantes og hans epokegørende værk om ridderen Don Quixote. Hun har fortsat været en flittig skribent og redaktør af værker om kultur- og identitetshistoriske emner, bl.a. Kvindens plads, 1984, om kvindelige ledere, Gulnares hus, 1990, som er en hyldest til dronning Margrethe 1., og Fortiden som spejl, 1997, om historiske romaner. 1999 udgav hun sammen med Birgitte Glob bogen Pigedrømme, der fortæller om danske påklædningsdukkers historie.

Gennem årene har Mette Winge siddet i talrige bestyrelser, bl.a. i Det danske Sprog- og Litteraturselskab 1988-98, Nordisk Råds Litteraturkomité 1982-90 og i Dansk-Finsk Forening fra 1992. Hun har været formand for Bakkehuset Dansk Litteraturforening fra 1987, for Dansk Flygtningehjælps kulturbestyrelse og for Center for Børnelitteratur fra 1998. Foruden Rosenkjær-Prisen har hun modtaget Danmarks Biblioteksforenings Jubilæumspris i 1980, Publicistprisen 1987 og Kritikerprisen 1988. Hun er dekoreret med en finsk orden og blev ridder af Dannebrogordenen i 1989.