Elin Reimer

Elin Reimer startede allerede som 12-årig karrieren som skuespiller ved Politikens børneteater og i Danmarks Radios eventyrspil. Som 18-årig blev hun optaget på de frbg.ske teatres elevskole, hvor hun gik til 1948. Forinden tog hun på faderens forlangende et maskinskrivningskursus for at have noget solidt at falde tilbage på. Det begyndte godt med engagement ved Ålborg Teater nogle sæsoner, men efter en fiasko med en teaterturné i Norge og på grund af en graviditet, hvor hun måtte sige nej til en rolle, måtte hun ty til et kontorjob. Tre år senere i 1954 fik hun et tilbud fra Århus Teater, hvor hun i de følgende 14 sæsoner kom vidt omkring både i det klassiske og det moderne repertoire. Hendes håndfaste temperament og slagfærdige humør var oplagt til djærve pigeroller i alle aldre. Den gode sangstemme brugte hun i en række operetter og bl.a. som Jenny i Bertolt Brechts og K. Weils Laser og pjalter. Hun spillede Dorine i Molières Tartuffe, Olivia i Shakespeares Helligtrekongersaften og Lady Teazle i R.B. Sheridans Bagtalelsens skole, mens hun var en herlig skrap tante Sofie i T. Egners Folk og røvere i Kardemomme by. Fra 1963 tilhørte hun tillige gruppen omkring den eksperimenterende århusianske lillescene Svalegangen, der blev ledet af Preben Harris. 1967 rykkede Harris til Gladsaxe Teater i udkanten af København, og han tog en række af sine skuespillere med, bl.a. Elin Reimer. I 1971 fortsatte hun til Folketeatret, hvor Harris nu var chef. Her blev det til større udfordringer, bl.a. titelrollen i K. Anderssons Agnes, 1973, hvor hun gav et rørende portræt af arbejderkvinden, der lader sig narre af de mere kloge. Året efter gæstespillede hun på Århus Teater i E. Albees Hvem er bange for Virginia Woolf, hvor hun understregede sit talents bredde i karakterrollen som Martha.

Også revyen har haft bud efter Elin Reimer, der kan betone en vise og smælde dens kontante budskab ud, hvilket hun også viste i tv-ugerevyen Uha-Uha, 1972. Men det er i rollen som Laura i Lise Nørgaards tv-serie Matador, der blev indspillet 1978-82, at hun er blevet folkeeje. Som den slagfærdige og frodige Varnæske kokkepige med den perlende latter blev hun en af seriens støttepiller. Med en utrolig indlevelse i rollens psykologi og kropssprog forenede hun figurens elementer af loyalitet, hengivenhed og personlig integritet og tegnede et varmt og kærligt portræt af datidens tyende og Lauras fastholden ved de gamle dyder i en brydningstid. 1976-89 var Elin Reimer tilknyttet Det Kgl. Teater, hvor hun på ny indgik i et stort og varieret repertoire startende som husholdersken i Ernst Bruun Olsens Den poetiske raptus for at slutte med en stor kunstnerisk sejr som La Poncia i García Lorcas Bernardas hus. Indimellem havde udfordringerne dog været for få, hvorfor hun valgte at blive freelance. Der har været bud efter hende både i farcen og satiren, karikaturkomikken og det psykologiske drama. Mest markant blev hendes fremragende præstation som forfatteren Dorothea Biehl i Mette Winges Skriverjomfruen på Folketeatret i 1994. Ved skiftevis at afspejle vrede, længsel og stolthed tegnede hun et prægnant og sikkert bidende kvindeportræt, der på fornem vis forenede det eksklusive og det folkelige i hendes væsen. Uden for teaterscenen har hun medvirket i mindre roller i en lang række film, bl.a. har hun været den både elskede og frygtede skrappe fru Olsen i Sven Methlings film om Krummefamilien. På tv har hun endvidere været en gemytlig dommer i quizzen Hund og hund imellem. Elin Reimer har modtaget en række legater og priser, bl.a. legat fra Ole Haslunds Kunstnerfond i 1976 og 1993, Tagea Brandts Rejselegat 1981, Olaf Poulsens Mindelegat 1986 og 1994 og Bodil Ipsens Mindelegat i 1994. I 1984 blev hun ridder af Dannebrogordenen.